Læsetid: 3 min.

Forfatter i et fremmed land

7. september 2000

Fire eksilforfattere fortalte om at bygge broer mellem gamle og nye adresser

Images
En dag i 1986 læste den dansk-chilenske forfatter Ruben Palma, at Politiken havde udskrevet en kronikkonkurrence. Palma, der kom til Danmark i 1974 efter statskuppet i Chile, besluttede sig for at deltage. Men under sin danske kærestes navn og med et indlæg, der var inspireret af de forargede læserbreve fra danske underklassekvinder, han tit læste i B.T.
Da brevet kom om, at forfatteren i kærestens navn havde vundet konkurrencen, stod Palma med et problem. For juryen med Dan Turéll og Paul Hammerich i spidsen glædede sig til at møde den forargede kvinde bag kronikken, overrække hende 5.000 kr. og interviewe hende til avisen. Palma måtte krybe til korset og indrømme, at han stod bag kronikken. Desværre var der bare ingen der troede ham! Der gik år før fik han et brev fra Paul Hammerich, der havde indset den rette sammenhæng.
Palma fortalte historien tirsdag aften på et debatmøde om eksilforfattere arrangeret af Images of the world. Han fortalte den for at forklare, at for 15 år siden var der ingen der troede på, at immigranter kunne skrive på dansk. Når han dengang valgte at skrive i en dansk kvindes navn, hang det sammen med, at han som udlænding altid forventedes – og stadig forventes – at skrive om indvandreremner. Danskerne kunne simpelthen ikke forstå hvorfor han skulle skrive om kærlighed, sex, mord og intriger, når de havde helt udmærkede danskere, der allerede skrev om den slags.

Den nemme offerrolle
Den polske forfatter Sofia Kupermann, der ligeledes er bosat i Danmark, har også mærket forventningspresset indefra:
»Det er meget fristende for en indvandrerforfatter at forblive i en offerrolle, fordi man på den måde forventer at få mere kærlighed og forståelse. Men det er også en rolle man må frigøre sig fra for at udvikle sig som forfatter.«
De to tilrejsende forfattere, Shyam Selvadurai fra Sri Lanka/Canada og Francis Bebey fra Cameroun/Frankrig, så imidlertid eksilsituationen med andre øjne. For Selvadurai, der skriver politiske romaner om Sri Lanka, er hovedsagen at holde fast i tilknytningen til sit hjemland efter 16 år i Canada. For det er hjemlandet, han skriver om, men med øjne, der er blevet åbnet af at være canadisk uddannet. Her er han blevet påvirket af den voldsomme debat om ’voice appropriation’ (spørgsmålet om hvem der har ret til at tale hvis sag i indvandrer- og kolonisager), der bølgede i landet i 80’erne.

Ikke-eksisterende
Francis Bebey, der er forfatter og musiker, fortalte at han er født i 1929 – officielt. I virkeligheden er han født i 1934, men i hans barndom havde de franske koloniherrer i Cameroun vedtaget, at lokale børn først var skolemodne i en alder af 12 år. Da Bebeys forældre ikke havde nogen papirer på hans fødsel besluttede de, at 1929 kunne være et lige så godt år som 1934, og så kom sønnen i skole.
Siden har Bebey ikke troet på, at sproget skal være det afgørende.
»Jeg er ikke bare fra Cameroun eller fra Afrika, men fra verden – hvad enten verden bryder sig om det eller ej. Og jeg har gjort det til min opgave at rejse rundt i den verden og tale for noget, som er vigtigt for mig, nemlig den afrikanske kultur. Den kultur havde ikke engang et navn, da jeg var barn. For koloniherrerne eksisterede den ikke. Og lige meget, hvor jeg skriver, eller hvilket sprog jeg skriver på, er det historien om den kultur, der skal fortælles.«

*Eksilforfatterne deltager i ALOA’s festaften for varm litteratur med oplæsninger og overrækning af ALOAs litteraturpris. Det foregår torsdag aften 19.30 i Nikolaj Kirke, og der er gratis adgang

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her