Læsetid: 2 min.

Fra forfatterværkstedet

9. september 2000

Velskrevet, tæt snakke-stykke, der evner at tale uprætentiøst om store ting, på Sorte Hest

Teater
Sorte Hest har altid haft feminin flair for at vælge stykker, der passer det lille intime teater. Stykker, der i mørket inddrager publikum i scenens kreds med noget tæt på dagligstuefornemmelse og en elektrisk fornemmelse af, at de strejfende skuespillerblikke ikke passerer så tilfældigt endda.
Sådan et stykke er Samlede fortællinger i særlig grad; et til at begynde med hyggeligt, newyorksk snakke-stykke for små, off-off kælderscener.
Margulies har ikke været spillet her før, så jeg kan lige indskyde, at hans foregående, Sight Unseen, lige som Samlede fortællinger fra 1998 handler om den kreative proces. Vi er i en feminin forfatterhule foret med bøger, kulturelle ikoner og kreativt smårod, scenografen giver endda et ekstra vink med en akvarel af en Gertrude Stein-agtig model.
Beboersken, en ældre, erfaren litteraturprofessor manuducerer forfatterspirer, selv om »man ikke kan lære at skrive«.
Visse kneb findes der dog, og Alice Steiner giver dem videre med lige dele tør saglighed og vittig kynisme, som Maria Stenz kan. Lisa Morrison er den seneste elev, hektisk-nervøs over at være i stue og drikke te med den celebre pen og over udsigten til at få den ledige assistent-stilling – Jeannette Binderup-Schultz spiller de første 15 minutter af perpleksiteten på én tone.

Forbundne kar
Mellem den litterære silverback og det ambitiøse pigebarn udvikles forbundne kar: Fra den ene flyder erfaring, manøvreøvelser i det litterære minefelt og efterhånden en fortrolighed, der i et afgørende øjeblik lukker op for en godt gemt kærlighedshistorie. Til gengæld får Alice beundring, praktisk hjælp og omsorg i ét, pygmalionsk belønning i Lisas begyndende forfattersucces – og et chok, da betroelsen en dag serveres for offentligheden i Lisas første roman.
Ikke nok med det, Alice har tidligere brugt deres forhold litterært anderledes skånsomt, men uden afsmitning altså på den Lisa, kritikken begejstret kalder »tidens unge stærke stemme«. Hun føler sig berøvet og forrådt; Lisa mener, at hun, Alice, om nogen skulle kende kunstens spilleregler.
Margulies fremlægger den forkætrede litterære vampyrisme med stor snilde, fin varme i skildringen og et møjsommeligt forsøg på ikke at tage stilling på publikums vegne.
At det ikke lykkes er muligvis et generationsspørgsmål, for Lisas replikker er velargumenterede, men varmegraderne omkring hendes person står ikke mål med dem, der emanerer fra den stolte, jødisk-intellektuelle veteran udi liv&skrift.
Maria Stenz’ tegning af skrøbeligheden under den skrappe mosters begavede facade er fremragende; Binderup-Schultz arbejder på højtryk med og for sin person, så man formelig kan høre alle de små tandhjul klikke, og er lige så ofte tæt på som ved siden af, men som tidstype et godt valg.
Instruktionen forsømmer pausens kunst og lader nogle af de mere aforismeprægede replikgodbidder fise lovligt henkastede af. Men samtidigt må man elske newyorksk intellektualisme for dens mangel på prætention i store, små historier som denne – vesteuropæere evner den ikke, desværre – måske er denne kærlighed også løbet af med instruktøren.

*Samlede fortællinger af Donald Margulies. Ovs.: Jesper Klein. Instr.: Per Pallesen. Scen.: Per Cederholm & Lone Riis. Teatret ved Sorte Hest t. 7. okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu