Læsetid: 5 min.

Forførelsens kunster

2. september 2000

Intermetzo
Det er tid for annoncer. Blandt disse udskiller et par stykker sig fra gennemsnittet. Den ene er den allerede meget omtalte DSU-plakat med Holger og Pia i bar figur som i Basic Instinct, Holger som Michael Douglas og Pia som Sharon Stone – i øvrigt ikke blottet for erotisk udstråling på trods, og som denne kronisk kvindeiagttagende klummist i svagelige øjeblikke før har været så letsindig at påpege. Ingen tvivl om, at de partiledere, der oser lidt af sex, klarer sig bedre end bedemændene. Akkurat som med Erhard og hans datter. Hver på deres måde forstås.
Forført af Fjenden. Det er titlen på den med Holger og Pia i tæt afklædt omfanvelse og med Pias negle boret ind i top-SF’erens højre skulder. En vigtig afstemning, en kynisk kvinde, en presset mand, en farlig alliance.
Uanset sym- og antipatier et mesterstykke i politisk propaganda. Dertil kommer, at den jo ikke er grebet helt ud af luften. Ritt Bjerregaard har fuldstændig ret, når hun gang på gang påpeger, at nej-siden i europæiske øjne – syd for Ejderen i det mindste og formentlig også lidt nordligere blandt ikke dansksindede tyskere – må og vil blive opfattet, so oder so og på alle andre sprog, som ét fedt og højrefløj.

Så kan man selvfølgelig hævde, at det kan være flintrende ligegyldigt, hvad andre mener om én. Men det understreger ikke desto mindre, hvor store vanskeligheder Holger K. & Co. – minus MF Jørn Jespersen og ikke at forglemme Margrete Auken, som mener, at Nyrup og storebror Svend i modsætning til Holger har visisoner – har ved at frigøre sig fra det dårlige selskab. Stort set ingen andre venstrefløjsfolk af betydning i Europa, måske bortet fra en håndfuld skøre englændere, der stadig inderst inde tror på imperiets genkomst, forbinder noget som helst demokrati-truende eller andet ondt ved at udvide unionssamarbejdet og da slet ikke på det valutariske område. Ikke én seriøs kandidat kan man finde. Holger K. har vist i mere samtidshistorisk forstand fortrængt den kendsgerning, at eurokommunisterne, hvis han ellers ved, hvad de var for nogen, netop anskuede fællesvalutaen og den koordinerede økonomiske politik som et vigtigt mål i europæisk samvirke. Derved garanterede man, forklarede de dengang i Spanien, Italien og Grækenland, da Franco stadig rumsterede og højrekup truede under overfladen, dén overordnede politiske enhed, der effektivt kunne forhindre nationalegoistiske devalueringer(!), arbejdsløshedschok, sammenbrud, fascisme og andre charmerende småting i for alvor at manifestere sig igen.

Men det er selvfølgelig ikke noget at ribbe op i nu, hvor det er den 28. september og sejren og viljen til at forblive, hvor vi er og ved, hvad vi har, og man roligt kan springe op og falde ned på forudsætningerne for Europas historie, og at det for den sags skyld ikke får nogen økonomiske konsekvenser, hvad der i givet fald intet betyder for andre end de fattige og de østeuropæiske lande. Og hvad fanden, det er jo ikke det økonomiske, der skal afgøre dette her og slet ikke ved at skræmme folk fra vid og sans.
Holger og Pia-opsatsen bør have en præmie. Mere præcist er et frivilligt ufrivilligt politisk forbund næppe nogensinde beskrevet.

En anden type annonce ser man ikke så tit mere. Man kan godt sige, at genren er altmodisch, uden at man derfor nødvendigvis skal lægge noget odiøst i dét. Annoncetypen, som virkelig er en type, har i tidens løb og sagens natur tiltalt folk, der ønsker at tage afstand fra alt andet end dem selv, hvilket man også kan have sympati for.
Fænomenet består kort fortalt i at indrykke en annonce i artikelform, hvor den pågældende annoncør henvender sig personligt til læseren. Gerne med foto.
Rent bortset fra det fuldt ud legitime i at stå alene, vil det normalt være en person der ellers ikke har muligheder for at komme til orde. Enten fordi annoncøren er sygelig kværulant eller skriver som en brækket arm eller begge dele. Eller fordi annoncørens sag er af en sådan beskaffenhed, at ordentlige medier ikke vil røre den med en ildtang. Endelig kan fænomenet forekomme i ganske særlige internationale sammenhænge, som når broderen til den afdøde Shah af Iran med jævne mellemrum i storannoncer og for mindre formuer omhyggeligt forklarer, hvor rædsomt præstestyret opfører sig, og hvor fin i kanten broderen var.
Det korte af det lange har vi her med en særpræget annonceart at gøre. Derfor undrer det også, at pastor Krarup fra Sem optræder i én af slagsen, hvor han i et par brede spalter sammenligner 28. september med 29. august 1943. Det var da samarbejdspolitikken under besættelsen brød sammen, og hans far blev så kisteglad på vej på cykel hen i sin kirke for at prædike.
– Endelig! udbrød Krarup senior ifølge den annoncerende junior og trådte kraftfuldt i pedalen. Pointen er, at politikerne nu som dengang, hvor de udførte folkets ønske om at klare krigen uden for mange skrammer, fylder os med løgne, hvad der jo i en vis forstand sikkert er rigtigt. Bortset fra at alle politikere næppe hele tiden og udelukkende fylder os med løgne, og sandheden sikkert er, at det løgnagtige er til at overse, eftersom man ikke i politik kommer så uvirkeligt langt med løgne, der ikke er solidt flertal for. Det er der mange eksempler på, find selv et par stykker og klip dem ud til senere brug. Krarups hovedargument er, at politikerne har løjet om det politiske sigte med EU. Pudsigt er det, at Uffe Ellemann og Bertel Haarder bebrejdende af Krarup er nævnt som folk, der hævder de gamle kommunisters klare andel i nej-sidens aktiviteter.

Men der er jo netop særkendet for den danske anti-kampagne, at de gamle kommunister i modsætning til andre landes venstrefløj er inderligt imod. Bertel og Uffe nævnes i samme åndedrag som andre ja-politikere for ikke at have bedyret, at EU er politisk. De har sgu da ikke bestilt andet, hvilket mange af de andre påståede løgnagtige ja-poltitikere efterhånden heller ikke har. At de så ikke har sagt på en måde, så Krarup ikke kan bruge det uden at blive helt til grin, er jo en anden sag. Men hvor kan man vride og vende sagerne, når først man har fået en anden til at punge ud. I Krarups tilfælde er det angiveligt baron Erik Gyldenkrone-Rysensteen, det lyder som én fra Anders And, som har finansieret den store nej-annonce i Berlingeren. Baronen må have penge som snot. Oven i købet er det for en prof-debattør som Krarup totalt overflødigt at annoncere. Aviserne trykker jo gerne hans hjemmeprogrammerede udgydelser, da han jo bestemt kan skrive, pastoren, og ganske underholdende forstår at sætte blodtrykket i vejret selv blandt meningsfæller. Som f. eks. Pia og Holger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu