Læsetid: 2 min.

Fortids nutid

29. september 2000

Thomas Agergaard ankommer i to forbindelser, med kvartet og septet

Koncert og ny cd
I eftermiddag præsenteres i Copenhagen JazzHouse en ny cd med Thomas Agergaards septet, Oknok Congo. Sammesteds gaves der onsdag aften en af de sjældne lejligheder til at høre Agergaards kvartet, der består af helt andre musikere. Inden for få dage altså to møder med en af vores bedste yngre jazzmusikere i flere forskellige funktioner, som tenorsaxofonist og komponist, og som leder af en især solistisk betonet kvartet og en i væsentlig grad orkestral septet.
Er det den dobbelte påmindelse, der med ét får det til at stå særlig klart, at Thomas Agergaard nu tilhører den absolutte elite i samtidens danske jazz? En musiker, der – hvad der fremgår både af koncerten og af pladen – med den største selvfølgelighed forbinder tradition og fornyelse, kalder på de bedste erindringer fra de sidste årtiers musik og samtidig foretager nye grænseafsøgninger.

Fra Davis til i dag
Kvartetten har eksisteret i en halv snes år, men kun fremtrådt med store mellemrum og kun frembragt to cd’er,
Rounds fra 1992 og Testing 1-2-3-4 fra 1998. Mellemrummene kunne måske spores i, at energien et par gange tog magten fra Thomas Blachmans ellers fint nedtonede trommespil, men først og fremmest kunne den mangeårige fortrolighed mærkes på den intuitive sikkerhed, hvormed musikerne bevægede sig på blot skitserede grundlag.
Agergaard måtte godt have annonceret mere af repertoiret, men den indledende »Titi« var altså fra 1992-pladen og delvis baseret på Wayne Shorters »Nefertiti« – en version, der var lige så langsom og neddæmpet, som den var ætsende intens. Derved angav den tonen for en stor del af aftenen, inklusive den åndeløse udgave af Bill Evans’ og Miles Davis’ 40 år gamle »Blue In Green«.
Fra Davis-repertoiret stammede også en betydeligt forklædt »Someday My Prince Will Come«, men der var desuden flere uidentificerbare stykker, deriblandt et par i meget hurtige tempi, hvor især Carsten Dahls klaverspil blev helt fyrværkeriagtigt. I det hele taget var det ham og Agergaard, der tegnede kvartetten solistisk, mens Lennart Ginman med sin dybttonede bas og Blachman med skarpe trommer leverede profileret akkompagnement.
Med septetten Oknok Kongo fik Agergaard sidste år udsendt cd’en Moonstone Journey, der primært var helliget John Tchicai som komponist og saxofonist. Med den ny plade træder Agergaard imidlertid helt ud af Tchicais eventuelle skygge og står for hele repertoiret, der også trækker på nogle af vores bedste yngre musikere.
Som komponist benytter han de fire blæsere i fyldigt-raffinerede, ellingtonske ensembler, i abrupt dynamiske udbrud, som man kender dem fra Dizzy Gillespies big bands, og i kaotisk orden som hos Charles Mingus. Og heroverfor står så personligt nutidige ideer, som de krydsende ostinater i »Going Home«.
Så vi kipper med (mindst) to flag for Agergaard og beder om en ny kvartet-cd snarest.

*Thomas Agergaard Kvartet i Copenhagen JazzHouse onsdag. Samme med Oknok Kongo: Spirit and Facts. dacapo DCCD 9456

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her