Læsetid: 2 min.

Fortyndet Ibsen

4. september 2000

Svalegangen forsøger sig med familiedramaet

Teater
Somme tider sker det, at en gudbenådet kunstner ikke har nok i at udvikle det talent, der er ham givet.
Tag f.eks. teaterkunstneren fra Odder, Hans Rønne: Talentet er formidabelt. Han lyser af poesi, når han står som komiker på en scene. Som instruktør med rødder i børneteatret har han skabt billeder, der har brændt sig ind på nethinden. Men nu har han kastet sig ud i det store realistiske hverdagsdrama med psykologi og fortrængninger. Og der slår evnerne ikke til.
Scenografien er det bedste i den nye forestilling Makalu på Svalegangen: Nøgen, helt hvid, der er ikke et møbel, ikke en rekvisit. Det er smukt. Man tror, det er moderne teater – ikke fortyndet Ibsen.
Ind i dette sceneri træder en ung mand, der netop er kommet hjem fra en farlig rejse som bjergbestiger. Nu skal han prøver at finde sig til rette i hverdagen, sammen med sin nye kæreste – og med hele familien sammen i eet hus.
Det kan han ikke, for der er noget råddent under scenegulvet. Og oppe på bjerget var alting rent og enkelt. Kun der kunne han opleve den sande kærlighed!

En diamant
Makalu er et bjerg på grænsen mellem Nepal og Tibet. En diamant for en bjergbestiger. Og dødsensfarlig. Det er det næste mål for Mads. Der går alle hans drømme hen, ikke til det HA-studium, han har i udsigt. Og slet ikke til den kælderlejlighed, han og kæresten skal dele – med hele familien, alle hemmelighederne stuvet sammen i etagerne ovenover.
Grumme ting kommer for dagen:
En indremissionsk farmor kørte sig ihjel mod et træ for mere end tyve år siden. Hvorfor? Det får vi at vide til sidst – men den afdødes skæbne og livssyn får aldrig overbevisende relevans for konflikterne i dramaets nutid.
Familiehemmeligheder afdækkes lag for lag. Men personerne kommer aldrig til live. Nogle af dem keder hinanden til døde.
Man forstår dem.

*Familien og bjerget af Hans Rønne. Instr.: Hans Rønne. Scen.: Lars Helbo. Komponist: Claus Carlsen. Svalegangen. Til 30. sep.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her