Læsetid: 4 min.

Generøst tilbageblik

29. september 2000

Følelser og teorier støder muntert sammen, når 70’er-kollektivisterne kæmper for fællesskabet i svenske Lukas Moodyssons vidunderligt morsomme og dristigt ligefremme ’Tillsammans’, som er endnu bedre end ’Fucking Åmål’

Ny film
Selvfølgelig måtte det ske før eller senere. At der kom et nyt indlysende stort filmtalent från hinsidan, hvor navne som Ingmar Bergman, Bo Widerberg, Jan Troell og Roy Anderson i flere årtier placerede svensk film i en anden kunstnerisk vægtklasse end dansk.
I 1990’erne blev rollerne byttet om, danskerne har taget têten internationalt, og svenskerne har misundt os vores Lars von Trier, Bille August og Thomas Vinterberg. Den bedste nyere svenske instruktør er en englænder – Colin Nutley. Indtil den da 29-årige Lukas Moodysson i 1998 dukkede op med Fucking Åmål og beviste, at spontaneitet og levende mennesker stadig har en plads i den ellers så mærkeligt stivnede svenske film.
Men var Fucking Åmål et lykketræf, hvor alt bare klapper, af den slags, man har set så mange af? Nej, Tillsammans bekræfter til fulde Moodyssons særegent varmende talent for at sætte
sprælsk og uforudsigeligt liv i de gamle socialrealistiske klude.

Film om kærlighed
Den opgave, Moodysson har sat sig i Tillsammans, er slet ikke så nem. Danskeren Niels Gråbøl knækkede halsen på den i Det store flip. For hvordan skildre et typisk 70’er-kollektiv med alle de dengang rigtige venstredrejede meninger uden at blive smittet af bagklogskabens letkøbthed? Hvordan få levende, afrundede mennesker ud af al denne politiske frelsthed, langhårede modebevidsthed og nu parodiske hønsestrik?
Moodysson har lavet en komedie fuld af smerte og kådhed – han er drilagtig uden at være usolidarisk. Kærlig og kritisk på én gang.
Når dette dobbeltsyn lykkes så godt er måske især, fordi han fastholder det erotiske tema fra debutfilmen: Tillsammans er mere en film om kærlighedsforhold end om at bo i kollektiv og være 70’er-frelst. Den finder – som Fucking Åmål – livslinjen ind til personernes smertepunkter og ømhedstrang og fastholder på denne måde det almengyldige i tidsbilledet.

Fremragende ukendte
Jeg kender ikke én af skuespillerne i Tillsammans, men de er alle vidunderligt sjove og overbevisende både som typer og individer.
Kollektivets centrumsfigur er Göran, den bløde mand par excellence, vattet og udglattende, men alligevel ikke irriterende i Gustaf Hammarstens oprigtigt venlige og velmenende fremstilling. Hans sidestilling af kollektiv-ideen med grødfremstilling fortjener i øvrigt at blive klassisk.
Det samme gør den tilflyttende teenagepige Evas beskrivelse af kollektivist-livet som en slags Bulderby, hvor man gør alting stik modsat af alle andre.
Eva er datter af den håndværker-gifte Elisabeth, der søger ind i kollektivet for at slippe for sin voldelige, drikfældige mand. Derfor opleves kollektivet ikke mindst med disse forundrede kvindeøjne: Moderen, der ’bevidstgøres’, især af kollektivets nyslåede lesbiske fribytter (en charmerende Jessica Liedberg). Og datteren, som – i selskab med sin lillebror – føler sig forsømt og isoleret og i øvrigt spilles så godt af Emma Samuelsson, at man dårligt tror sine egne øjne.

Only connect
Omkring dem flagrer et snart tragikomisk, snart lystigt kor af typer i tiden.
Den revolutionære ungersvend, hvis fanatisme er en form for kontaktbesværet hjælpeløshed. Den muntre, sarkastiske akademiker, der lader sig overtale til erotiske eksperimenter af den lige så humoristiske residerende bøsse.
Det super-doktrinære politiserende par, som filmen karakteristisk nok skubber ud i perferien. Og børnene, som oplever fryden ved at lege med forbudt legetøj, fra lego til pistoler og soldater. Og oplever det første dreng-pige-venskab med en snert af erotisk jalousi. Disse børn ’spiller’ ganske enkelt drømme-godt.
Den hverdagsnære, musikalsk flydende og ofte meget vittige dialog er med til at skabe den jævnhedens æstetik, Modysson også dyrkede i Fucking Åmål, og som man ikke helt kendte baggrunden for: Var den en bevidst ’ikke-stil’ eller bare en spareforanstaltning?
Svaret kommer her, for Tillsammans er næsten lige så primitivt og ’grimt’ fotograferet som Fucking Åmål, med et overforbrug af nærbilleder og ikke ét kønt eller stemingsfuldt billede i sigte. Muntert bryder Moodysson smagfuldhedens love og zoomer klodset ind i nærbillede, som man gjorde det i – ja, 1970’erne.
Både Fucking Åmål og Tillsammans er skole-eksempler på, at det visuelt groftskårne sagtens kan fungere som stil, hvis alt hvad der sker foran kameraet fængsler. Der ligger en uudtalt protest mod smartness og modedyrkelse i Moodyssons fotografiske metode, som stemmer godt overens med det ukunstlede i de menneskelige signaler, hans film udsender.
Han er ikke bange for at tydeliggøre, at hans to film handler om ensomhed, (u)lykkelig kærlighed og overvindelse af fordomme, og at den engelske forfatter E. M. Forsters to smukke ord
only connect stadig har aktualitet.
Sverige har fået noget af det sjældneste af alt: En ægte folkelig filmkunstner, og man kan kun ønske tillykke.

*Tillsammans. Instruktion og manuskript: Lukas Moodysson. Svensk (Dagmar, Palladium)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu