Læsetid: 2 min.

Glad geografi

28. september 2000

Verdens mest berømte magasin udkommer på dansk

Magasin
Hver historie indeholder mindst to historier. Den ene er en tekst, skrevet som en personlig beretning, altid veloplagt og med et strejf af fascination og håb i stemmen.
Den anden historie består af flotte og eksotiske fotos, taget med høj opløsning, og trykt på et tykt, skinnende papir. Billederne er rigtig gode, altid overraskende, harmoniske og udstråler en dragende kraft, der formår at suge beskueren ind i en hemmelighedsfuld verden, som han måske mente at kende, men til stadighed opdager på ny. Den korte billedtekst hjælper godt til, så man kan forstå historien uden at læse selve artiklen. Et enkelt foto kan fortælle mere end tusinde siders tekst.
Måske er det dette, som er hemmeligheden bag verdens største, internationale magasin, National Geographic, der i 1888 startede som en tør akademisk pamflet, med et oplag på kun 2000 eksemplarer, og som nu udkommer i et oplag på 10.3 millioner eksemplarer på 15 sprog verden over.
Danmark, Sverige og Norge får nu deres egen oversættelse. Som et led i en stor europæisk satsning vil magasinet udkomme med et oplag på 100.000 i Skandinavien. Cirka ti procent af stoffet vil være nationalt produceret, mens resten oversættes direkte fra den engelske udgave.

Ikke kontroversiel
I den første danske udgave er der befriende få reklamer. Til gengæld er der som så mange gange tidligere mange fremragende billeder og beretninger, som f.eks. historien om Rana tharu-kvinderne i Nepal, om miljøkatastrofer i Australien og om skyfolkets uopdagede grave i bjergene omkring Chachapoyas i det centrale Peru.
Rettidigt til OL i Sydney er der desuden en interessant artikel om eliteidræt. At en ironman er blevet forbedret med mere end tre timer siden 1978 fortæller noget om, hvor højt avancerede metoder, atleterne benytter sig af i dag for at opnå topplaceringer.
National Geographic har altid fortalt om de positive sider af verdens gang.
Det var den legendariske redaktør Gilbert H. Grosvenor, som i begyndelsen af 1900-tallet formulerede bladets mission: »Magasinet trykker kun artikler, som har et venligt udgangspunkt. Alt, hvad der er ubehageligt, eller urimeligt kritisk, skal undgås.«
Siden er National Geographic blevet beskyldt for at være ukontroversiel og tryghedsskabende for den hvide middelklasse, der udgør hovedparten af bladets læsere.
Men kigger man nærmere på teksterne og billederne, finder man ud af, at det måske ikke er en leflen og falsk tryghed i en uoverskuelig verden, som magasinet ønsker at formidle til sine læsere, men snarere en ægte hengivenhed og ydmyghed over for naturen og dens mange skabninger.
Ødelæggelse, sult og naturkatastrofer er der rigeligt af i dag, men på trods af dette ønsker National Geographic at fortælle om denne triste udvikling med håb i stemmen. Og set i forhold til menneskers åbenlyse mæthed og væmmelse over for den sammenbidt negative miljøaktivisme, som er så udbredt i dag, kan det godt være, at den positive ånd er en bedre og mere fremsynet strategi.

*National Geographic, 1. sept. 54,50 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu