Læsetid: 3 min.

Grundtvig siger nej

25. september 2000

– til Constance og kærligheden og ja til Odin, Norden og Kristus. Kaj Munk fortæller med skuespillet Egelykke, at det er så yndigt at skilles ad, når nationens lykke står på spil

Teater
Kaj Munk har en god historie at fortælle i Egelykke, en fortælling om kærlighedens skibbrud, om dårskab og livsvisdom, om noget så forældet som et kald. Alligevel er hans skuespil problematisk, måske især fordi han skriver dramatik, som han tror, de store dramatikere ville have skruet historien sammen. Og fordi han er ude i et nationalt ærinde, der gør hans stykke unødvendigt tungt idag:
Premiereåret var 1940, og den moralske vækkelse af Danmark skulle også have et skub.
Det Kongelige Teater har én god grund til at spille Egelykke: Jens Albinus, der er i stand til at levere galskab og passion, tics og bragesnak til overmål. Til gengæld har teatret ikke sat en jævnbyrdig Constance Leth, adels- og verdensdame, erotisk hamster og dydsmønster på én og samme tid, op imod ham i den alvorlige leg.
Birgitte Simonsen har ikke sødme nok, og ikke sind nok til at vandre på kanten af afgrunden sammen med den tumpede kandidat Grundtvig. Værre er det, at hendes replikbehandling bliver for unuanceret skinger, og hendes versteknik ikke lever op til stykkets recitationer. Scenografi og instruktion har heller ikke hjulpet hende med at blive en godsejerhustru, højt hævet over den spurv i tranedans, der falder med døren ind i huset på Langeland.

Storm over Langeland
Virkelighedens sammenstød mellem den unge teolog og den fine frue på Egelykke fandt sted i 1805, og fulgtes af Grundtvigs poetiske og nationale vækkelse – og af et inderligere forhold til kristendommen, oven i købet. Det ville være rigeligt at få bragt over scenekanten, men Kaj Munk forivrer sig som teatermager og søger at gå de store i bedene med nogle komiske figurer, der falder alt for dybt ned i folkekomediens rutiner.
Benedikte Hansen skal være en gås af en præstekone, men alligevel sidde med et es i ærmet: Hun kan se den store passion, hvor andre er stærblinde. Hun får mange stik hjem som denne Mrs. Scatterbrain, men rollen er fra Munks hånd vel meget Hostrup midt i et snarere Ibsen’sk drama med Constance Leth som en fru Alving, der forsøger at sige ja til blodets, og tarmenes krav (indvoldsmetaforikken er højst udpenslet i Munks tekst).
Efter det stormende, uforløste kærlighedsmøde mellem Constance og Grundtvig falder Munk igen i det grovkornede, med Nis Bank-Mikkelsen på en utaknemmelig post som liderlig godsejer, der er fikseret på snepper, hopper og hingste samt en hvid-og-rød naboskønhed. Det er svært at holde sammen på historien, der ganske kort forinden var på de højeste koturner, med påkaldelse af det oldnordiske gudehof og Grundtvig som Nordens lysestage og er på vej mod Vorherre og Paaskelilien.
Heller ikke den interessante historie om en kærlighed, der giver afkald på den fysiske fuldbyrdelse for et længere, renere liv i erindringen har godt af Kaj Munks spring imellem genrerne. De to hovedpersoner får ikke rigtig fat i hinanden i denne iscenesættelse, selvom der hulkes, faldes omkuld og præsenteres erigerede brystvorter på kandidatens loftsværelse. Trist, for der er meget godt råstof i Jens Albinus og hans overbevisende Grundtvig-reinkarnation.

*Kaj Munk: Egelykke. Premiere Det Kongelige Teater, 22. sept. Iscenesættelse og bearbejdelse: Kim Bjarke. Scenografi: Kim Witzel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her