Læsetid: 3 min.

En hel del nutid

12. september 2000

’Party’ vil næppe revolutionere dansk teaterhistorie, men Aakesons nyeste lille komedie er (som) skræddersyet til Aalborg Teaters intime Loftscene

Teater
Kim Fupz Aakeson har som bekendt mange jern i ilden, han bevæger sig frimodigt ud ad adskillige tangenter, og slipper som regel godt fra det med sin ømme blanding af sort social satire, stilsikker typekomedie og ægte sans for menneskelig værdighed, selv når alting ser sortest ud.
Party vil næppe revolutionere dansk teaterhistorie, men Aakesons nyeste lille komedie er (som) skræddersyet til Aalborg Teaters intime Loftscene.
Fire genkendelige socialtyper: Mick, den lidt for smarte fyr, den ditto bøvede Hansi, den forvirret-løs-på-tråden-pige Yvonne, og så den gamle kone fra plejehjemmet som systemet med et månedligt plejevederlag tilbagefører til det private liv.
De to fyre bor sammen i en jammerlig skrotlejlighed – pink plast-lædersofa på meget høje ben, rædsomme lampetter og Pamela Anderson i folde ud størrelse på væggen. De har inviteret til party, Mick øser gavmildt af sin højtgearede macho-erfaring og passer frisurens svaj, mens Hansi faktisk mest er optaget af sit nyeste brevkursus om indendørs arkitektur, genert som han er.

Fejlanbringelse
Festforventningen brydes imidlertid af en plejerske, der pludselig ruller den gamle kone ind af døren; ganske vist er hun tydeligvis fejlanbragt der, men plejevederlaget ’forbrødrer’ snart de to gutter, og ’Lillemor’ danner på forbløffende kort tid familie af de umage størrelser. At langbenede Yvonne snart efter tilfældigt dukker op og vist er gået forkert, det går bare op, for Lillemor er familien dermed nærmest komplet – børnene ganske vist helt usentimentalt »drog, skøge, svans«.
Denne familiale iscenesættelse lader sig gøre, i og med at der faktisk ingen gæster kommer. Klapstolene, vodkaen, chipsene osv. er parat, men Mick og Hansi må undervejs slukøret erkende deres totale mangel på popularitet.
Yvonnes vildt flaksende sociale beredvillighed krakelerer også, hun er gravid og absolut rådløst sårbar. Og for Lillemor er fremtiden endnu tydeligere mærket af den fysiske nedbrydning og af erfaringen af altings forgængelighed.
Mistrøstigt nok, men som Lillemor konkluderer omkring den gloriøse fremtid, der nægter at indfinde sig: »Men vi har en hel del nutid«. Livet er, hvad der sker med os, mens vi har travlt med at planlægge, sådan cirka sagde John Lennon, som Aakeson refererer til i programmet. Det bliver forestillingens ’morale’ – og det som vi faktisk har bevidnet og taget del i.

Drøn på replikkerne
For der er virkelig liv i de fires – meget diverse – forventningsfulde spil. Drøn på replikkerne, fulde af tidens tonesprog og grove slang. Benjamin Boe Rasmussen er en storartet billig charmør,
Michael Brostrup en rørende naiv nørd, Joan Henningsen en både livsforsuret og stædigt opskræppende gammel kælling, og Ditte Hansen temmelig fortryllende som dum-blonde-Yvonne, med et udtryks- og stemmeregister af virkelig hårrejsende dimensioner.
Alle er de holdt på den skarpe æg mellem genkendelig realisme og det fuldkommen outrerede overspil, alle er de både rædsomme og rørende. Dét er instruktør Malene Schwartz’ fortjeneste, intetsteds kammer spil og situation over og bliver utroværdigt. Og til slut opstår der faktisk mellem scene og sal netop det som Lillemor har kaldt »en lille smule familieagtigt«.
Det er ikke dårligt – på mindre end fem kvarter har Aakesons Party lokket os med indenfor og gjort os delagtige i noget vi sikkert ellers kun modstræbende ville vedkende os som også vores liv.

*Kim Fupz Aakeson: Party. Instruktion: Malene Schwartz. Scenografi: Jesper Corneliussen. Medvirkende: Benjamin Boe Rasmussen, Michael Brostrup, Joan Henningsen og Ditte Hansen.Aalborg Teater, Loftscenen. Til den 18. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her