Læsetid: 3 min.

Hele Danmarks Ib Schønberg

1. september 2000

Med udgangspunkt i hans filmroller tegner Ole Roos i den prisbelønnede ’Ib Schønberg’ et fascinerende portræt af en af dansk films mest folkekære skuespillere

Ny film
I 1930’rne og 40’rne var han Danmarks uden sammenligning mest folkekære filmskuespiller. I 40’rne var han med i langt hovedparten af de film, der blev produceret – i 1949 i dem alle! – og det blev derfor nærmest standardprocedure at lade filmenes creditliste slutte med – og Ib Schønberg, uanset om han spillede hovedrollen eller blot gav liv til en lille ubetydelig birolle.
Ib Schønberg var et fænomen i dansk film. Han havde udseendet imod sig – og formåede aldrig helt at ryste barndommens traume som ’klassens tykke dreng’ af sig – men hans ubestridelige talent i forening med hans evne til at fremstille personer, der på godt og ondt oplevedes som typisk danske, gjorde ham til et ikon i den danske befolkning og et nationalt samlingspunkt i besættelsesårene.

En stor skuespiller
Han blev hele Danmarks Ibbermand, og »hele Danmarks Ibbermand blev for filmen, hvad luren var for smørret og vagtparaden for monarken – et varemærke, en mascot,« som Paul Hammerich fastslog i sin Danmarkskrønike.
I alt medvirkede den umådeligt flittige skuespiller i omkring 120 film – fra den
ukrediterede debut som kronraget munk i Benjamin Christensens bizarre mesterværk Häxan (1922) til den sidste rolle som farlig spekulant i Peer Guldbrandsens Gengæld (1955). Imellem disse to yderpunkter ligger en lind strøm af folkekomedier – dansk films genre par excellence – der hentede liv og lethed ud af Schønbergs korpulente korpus. Han var vennesæl politibetjent i Panserbasse (1936), trind skibskok med en urokkelig opgangstro midt i 30’rnes depression (Barken Margrethe, 1934), ja sågar kommunist med påklistrede proletarøjenbryn og hjertet på rette sted (Københavnere, 1933), eller, mere fredsommeligt, 50’ernes første Far til fire.
Højdepunktet inden for det komiske register nåedes med Biskoppen (1944), hvor han er intet mindre end kostelig som den københavnske flødebolleskuespiller, der som falsk biskop klarer ærterne i et lille ø-samfund.
Men Ib Schønberg var noget så sjældent som en
allround-skuespiller, der demonstrerede et om muligt endnu større talent som karakterskuespiller i roller, der ofte lå i den dystre ende af skalaen. I Ole Roos’ film kan man bl.a. gense ham som den affable, men også farlige Kammerherre i Bodil Ipsens Afsporet (1942), som alkoholiseret fabrikant i Café Paradis (1950), omsorgsfuld fynsk jordemodermand i Ole Palsbos Diskret ophold (1946) og som slikket direktør med hang til purunge piger i Johan Jacobsens Otte akkorder (1944). Og ikke mindst kan man genopleve ham som den fallerede redaktør, der som en sidste kærlighedserklæring til sin alkoholiserede hustru åbner for gassen og begår ’dobbelt selvmord’ i Ole Palsbos Ta’ hvad du vil ha’ (1947).

Rytmisk mosaik
I Ib Schønberg får Schønbergs værk lov at tale for sig selv. Roos’ film er en kompilationsfilm i ordets egentligste forstand. Den har ingen forklarende fortællerkommentar, ingen nyoptagne interviews, men består alene af uddrag af eksisterende materiale – i alt 49 film samt et par sange og radioudsendelser med Ib Schønberg – som Ole Roos behændigt har skulpteret og monteret til et højst fascinerende portræt af en gudsbenådet skuespiller.
Vi bevæger os ikke strengt kronologisk igennem karrieren, men præsenteres snarere for en rytmisk mosaik, der holdes sammen af tematiske og formelle ligheder og kontraster og, ikke mindst, af Schønbergs sange, der som en slags auditivt kit får fragmenterne til at koagulere i et ubesværet flow. Og gennem klip fra helt Schønberg-fri dokumentarfilm bliver der tillige plads til et perspektiverende udblik til tidens virkelighed uden for fiktionsfilmens verden, bl.a. økonomisk krise og tysk besættelse.
Ib Schønberg er et fremragende portræt af et lige så gåde- som talentfuldt menneske, hvis liv i vidt omfang synes at have været synonymt med karrieren. Og for alle os, der hovedsagelig kender periodens danske filmskat – som faktisk er langt bedre end sit rygte – i form af gnidrede grå billeder på en tv-skærm, er det en pragtfuld sidegevinst her at få mulighed for at se (uddrag af) disse gamle film på det store lærred. Kun kan man undertiden føle sig lidt frustreret over, at der netop kun er tale om uddrag, og at vi således konstant trækkes ud af ét handlingsunivers og ind i et andet. Anderledes kan det selvsagt ikke være i en portrætfilm, men man gribes af en umådelig lyst til at se eller gense (de bedste af) filmene i deres helhed – selv på tv.

*Ib Schønberg. Manuskript og instruktion: Ole Roos. (Grand, Dagmar, Palads/Århus, CaféBiografen/Odense)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her