Læsetid: 3 min.

Et helt folks traume

28. september 2000

Ikke ét uoverlagt ord i brutal avantgarderoman

Roman
Side 20 er jeg nået til i António Lobo Antunes’ roman Portugals ære, før det første punktum kommer tilsidst i kapitlet, 20 sider har jeg læst uden at få lov til at række vejret det er ikke en roman for tøsedrenge, der er højst 40 punktummer i hele bogens 383 sider, og hvis De er irriteret efter dette afsnit når De næppe igennem til side 383.
Og det ville være en skam, for Portugals ære er noget af det mest formfuldendt vanskelige jeg har læst længe. Det skyldes ikke mindst Peter Poulsens mundvandsfremkaldende oversættelse, men først og fremmest selvfølgelig forfatteren Lobo Antunes, der har skrevet en bastard midt mellem lyrik og prosa, henledende tankerne på (en noget testosteronpumpet) Virginia Woolf, fordi sproget er lige så dejligt at læse og lige så lidt opfordrer til at skynde sig igennem til sidste side. Man griber sig jævnligt i at vende tilbage i teksten, ikke bare for at finde tråden men også for at smage lidt mere på de skarpe, lækre ord.
Historiens baggrund er Portugals nationale traume, der blev båret til landet af en million hjemvendende kolonister, tvunget fra de tabte kolonier midt i 70’erne. For et tyranniseret land med 10 mio. indbyggere, totalt afhængigt af indkomsterne fra de oversøiske besiddelser, var dét en indvandring, der sletslet ikke var rum til.

De sortes sorte
Portugals ære handler om en familie, der splittes, da faren dør og moren sender børnene fra Angolas spirende borgerkrig hjem til Lissabon uden selv at ville tilbage til Portugal, hvor de repatrierede nu er »på en måde deres sorte ligesom de sorte havde deres sorte og de igen deres sorte i en faldende skala helt ned til bunden«. Forbindelsen cuttes ved skibet, men vi følger hvordan familiemedlemmernes liv hver især falder fra hinanden i årene derefter, helt frem til den juleaften i 1995, hvor romanen begynder og slutter. At børnene er sendt til Europa, og at morens tanker er med dem, er ikke ensbetydende med, at de har forladt Afrika:
»..jeg tænkte på at jeg aldrig havde tænkt på Dondos langsommelighed endsige langsommeligheden i de afrikanske nætter, solsikkernes susen vækkede mig og i det mørke kammer kunne jeg mærke hvordan maven voksede af det som ikke er et barn, ikke en svulmen, ikke en svulst, ikke er en sygdom, men en slags skrig fra hele kroppen som hundenes hylen, jeg klamrede mig til hovedgærdet til blæsten var ovre«.
Vi læser mors og børns tanker, i tankerne er andres tanker indeholdt, og langsomt oprulles historien om en forbandet slægt i to forbandede lande. Og om uretfærdigheder, der indhenter deres ophavsmænd: »jeg afskyer at de rører ved mig og jeg afskyer at røre lige meget hvem siden mor i spejlene, siden spejlene, siden nøglen til kontoret blev drejet om og de var derinde, jeg rører ikke ved nogen med andet end blyhagl«.
Altsammen beskrevet i en bevidsthedsstrømmenes tour de force, hvor ikke et eneste ord er tilfældigt. Tag ikke fejl: god, flydende stream of consciousness fyldt med tilfældige indfald er nemlig noget nær den mest konstruerede litterære form af dem alle. Og dén konstruktion kræver sin mand.
Ligesom det er godt for maven at spise havreklid, er det godt for horisonten at læse god litteratur. Portugals ære er en sjældent god lejlighed til at få plejet sin horisont.

*António Lobo Antunes: Portugals ære. 383 s., 298 kr. Centrum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu