Læsetid: 4 min.

Har de en hitliste i himlen?

7. september 2000

Randi Laubek og Majbritte Ulrikkeholm udfordrer på hver sin måde døgnfluepoppen. Den ene mere overbevisende end den anden

Nye cd’er
Der gik en stille undren gennem puritaneren i mig, da debutanten Randi Laubek i 1998 fik op til flere Grammy’er, bl.a. som Årets Danske Sangskriver. Danske? Hendes debutalbum var da på nydeligt engelsk. Det er efterfølgeren, Almost Gracefully, også, men hvor Ducks And Drakes var lige lovlig flagrende, virker den nye plade overbevisende i sit afsæt og sin retningssans.
Randi Laubek er 27 år, men lyder – hvis man vil have mig undskyldt – langt ældre.
Hun forener Hanne Boels stilfulde soul med Carly Simons sødmefyldte sårbarhed og Barbra Streisands skolede timing og tæft for de tankevækkende pauser i en musik, der har fået det helt store udtræk af produceren, multiinstrumentalisten Anders P. Jensen – strygere fra Det kgl. Kapel, seniormusikere som Jacob Andersen og Mikkel Nordsø, næste-generationsstjerner som trommeslageren Emil De Waal og guitaristen Jonas Krag og ’jeg skal komme efter dig’-arrangementer, hvor musikalsk ekstravagance går mageløst hånd i hånd med sikker sans for, hvornår den klanglige glasur ikke bliver kvalm.
Randi Laubek skriver selv sine sange, og de lader hånt om at komme på Tjeklisten, og hvad nu tidens opsamlingsheat for døgnfluer ellers hedder. Laubek satser på at overleve konjunktursvingningerne. Hendes sange stræber efter at komme på hitlisten i himlen.

Orkestral intimitet
Musikalsk har Laubek siddet med ved stambordet på Hotel Evergreen. Der er i den paradoksale orkestrale intimitet ikke så få ekkoer af Frank Sinatras arbejde med Axel Stordahl, og Antonio Carlos Jobim kommer nok også på grammofonen derhjemme ligesom Herb Alperts Tijuana Brass, men musikken bæres af en indre styrke, der gør den både samtidig og tidløs. Og så er det tilladt at svømme hen.
Det er faktisk umuligt andet over disse sange om kærlighedens risikofyldte uudgrundelighed, de indre kvindelige hekse i enhver, og en ’læn-dig-bare-ud’-tillid til, at en eller anden gud holder øje med os alle.
Folk med hang til tidens maskinelle monotoni vil dø af rastløshed over musik som Randi Laubeks. Det kan hun godt tage som en anbefaling.

Stævnemøde med engle
Selv om de på mange måder slet ikke er beslægtede, er der fællestræk ved Laubek og den 10 år ældre Majbritte Ulrikkeholm. De tror begge, der er noget, der er større og mere varigt end dette. De har begge en mand, der også er samarbejdspartner og med-fortolker af livsprojektet. Og de søger begge en alt-eller-intet-inderlighed i et musikalsk regi, der ikke lider af falsk beskedenhed. Og som bør være, men beklageligvis ikke er, en udfordring for enhver radiomusiktilrettelægger.
For fire år kom Majbritte Ulrikkeholms lille markedsudfordrende mirakel af en cd, Sange Til Elisabeth, som intonerede en ny, nøgen spiritualitet i dansk rock.
På sin nye cd, Tilbage Til Jorden, holder hun stadig stævnemøder med engle som i den koglende smukke åbningssang, »Så Vidt Jeg Ved Var Det Engel,« og hun skriver stadig melodier så det er svært, og ligegyldigt, at afgøre om det er sangeren, der synger sangene eller omvendt.
Klaviaturspilleren Jacob Christoffersen er atter eger i Majbritte Ulrikkeholms musikalske hjul, og han evner som få at sætte tiden i stå, så den holder sig svævende mellem Debussy og ambience uden at glemme, at det her et eller andet sted er rundet af rock.

Indre rejse
Majbritte Ulrikkeholm er stadig på en indre (selv)erkendelsesrejse. Men denne gang er det ikke nær så interessant. Her tænker jeg ikke så meget på, at lidt for mange af sangene virker som efterklange af sangene »til Elisabeth« – stil er stil og behøver ikke forandres, næh, det forandrede er, at Majbritte Ulrikkeholm ikke længere søger og leder. Hun har fundet.
På den forrige album rasede der »en sælsom storm« i hende. Det var til at høre, og sendte hendes stemme og lytteren ud på dristige klanglige eventyr. Nu har hun, at dømme efter den akkompagnerende erindringsroman, fået etableret en blivende forbindelse mellem himmel og jord.
Denne indre ro resulterer desværre i en mildt belærende tone over for alle os andre, en tone, som kammer over i new age-banaliteter af den tommeste frikirkelige slags: »Ved du godt, at inden i dig er en frossen sø, hvor iskrystaller holder alt det, du engang lod dø...«

Selvbiografiske oder
Som for at bevise, at det hele ikke handler om visualisering, sjælerejser og overjordiskhed rummer pladen også sange af og om den Majbritte, der ikke hele tiden byder sit astrale alter ego op til dans. De sange er tåkrummende!
»Un Jour De Paris« er en postkortstereotyp Sebastian-pastiche med pigeskolefranske refræner og middelmådige metaforer: »Men jeg er ikke en Rembrandt på Louvre/der kan gi’ dig et kunstnerisk sus/jeg kan højst peppe lidt op i stuerne/i vores hus.« Storslem er »Lyset Og Stjernerne«, en selvbiografisk ode til egen karriere uden distance: »Jeg fik min egen spot/jeg misted’ et par venner/men alligevel gik det godt/jeg fik endda en kage/af en berømt tv-kok ...« Og så kan man forstå, at hun har en stakkels mand, der stadig er beruset af spotlightet...
Selv virker Majbritte Ulrikkeholm, midt i al ydmygheden over livets mysterium, alt for beruset af – sig selv. Men er der i længden noget kedeligere end at drikke alene...

*Randi Laubek: Almost Gracefully. Producere: Anders P. Jensen m. Randi Laubek & Poul Bruun. EMI-Medley.
www.randilaubek.dk
*Majbritte Ulrikkeholm: Tilbage Til Jorden. Producer: Majbritte Ulrikkeholm & Johnny Stage. ExLibris/Gyldendal. Udkommer i dag.
nMajbritte Ulrikkeholms bog Tilbage til jorden, der udkommer i dag, anmeldes på forsiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her