Læsetid: 6 min.

De hjemløse

22. september 2000

Man må tro, at unge mennesker er mere interesserede i deres egen fremtid end i andre menneskers fortid. Men hvorfor er genbrugstøj så in?

Qlummen
Hun er elleve år og går klædt som en hjemløs. I måneder har hun nu ønsket sig en udjokket forvasket cowboynederdel af den slags, jeg langt om længe smed ud for tre-fire år siden i sikker forvisning om, at de kom da aldrig på mode igen. Men det gjorde de. Ifølge bogen Skønhed – Kvindeidealet gennem 100 år går der i gennemsnit syv år, før en tendens fra at være uddød begynder at dukke op i modebilledet igen.
Og hvad kunne være et mere sikkert tegn på, at vi lever i opgangstider end netop fetichering af tøj, der er slidt på den helt rigtige måde? Når alle og enhver har råd til at ligne en marketingchef (nyuddannet HA med 300.000 om året), må den selvbevidste og tjekkede mode gå den modsatte vej – via gadestilen direkte til genbrugsforretningens unika.
Mode er nemlig et avanceret semantisk system, baseret på forskelle. Det gælder om at ligne de andre, men ikke helt, og genbrugsforretningen er en raffineret (og billig) løsning for moderne ungdomsgenerationer, der på én gang er historieløse og historiebevidste. Historieløse fordi når man er ung, er nutiden og fremtiden for én selv og ens jævn-
aldrende unægtelig mere spændende, mere løfterig end andre menneskers fortid. Men også, fordi der er grænser for, hvad man reelt kan forestille sig om livet i andre tidsaldre (desværre sikkert også for, hvad mange konkret har lært i skolen, men det er en anden historie).
Men historiebevidste er de på den anden side også, de unge mennesker, fordi viden er in, tradition er in, historie er in. Historier er in. Det er dem, vi bygger livet op af.
Så sandt som et æg fra supermarkedet ikke kun er et æg, men er et bur-æg, et skrabe-æg, et økologisk eller sågar fritgående (man ser det for sig...)! Æggets historie er ganske enkelt en del af produktet. Også selv om det er svært at smage forskel på ægget i bur og ægget fra økologien.

I det hele taget er historien om produktet tit mindst lige så vigtig som funktionen. Hvorfor ellers overhovedet interessere sig for mærkevarer og andre ting med stil og klasse, ting, der fortæller en historie og giver deres bærer del i den? Hvorfor bruge penge på en Zippo-lighter i stedet for en hvid engangsfidus af plastic (med rødt påskrevet »Nykredit«), hvis ikke Zippomærket fortæller en historie, som engangslighteren ikke gør, og fordi denne historie for nogle er vigtig?
Set i dette lys forstår jeg bedre den enorme interesse for aflagte ting. Weekendens vejloppemarkeder er stuvende velbesøgte, auktionshusene melder om rekordsalg – for slet ikke at tale om den afart af genbrug, man ser i hektisk markedsførte cd-genudgivelser af Santanas samlede værker eller 90’ernes hits.
Nostalgi et halvt sekund efter. Derfor er genbrugsforretningen i bred forstand massesamfundets svar på det moderne menneskes længsel mod tradition og slægtsbånd. Men uforpligtende: Genbrugsforretningens særlige duft af hengemt klædeskab og mange slags forskelligt vaskepulver er duften af ukendte menneskers ukendte historier: Dødsboer uden lig, kasserede ejendele uden ejermænd, man skal forholde sig til. Man har fortiden med sig – men uden vemodet ved at overtage mormors tøj, fordi hun ikke mere kommer til at gå med det. Fortiden uden døden er bare hyggelig. De gamle ting er nærvær uden smerteligt fravær. Historie uden modstand.
Nutiden tager nemlig kun det fra historien og historierne, vi selv kan bruge. Jeg går nemlig stærkt ud fra, at ingen ved deres fulde fem længes tilbage til gamle dages virkelige virkelighed: Lokummer i gården, makabre arbejdsulykker, der kunne være undgået, foruden løse knæ og dårlige tænder (i min farmors generation fik man i konfirmationsalderen ofte ’ryddet munden’ for de arme ormstukne og foræret et fint hvidt gebis).
Nej, det vi skal med fortidens tavse vidner, tingene, er at skabe en aura af ægthed, skønhed og hygge. Gamle ting imødekommer længslen efter en svunden tid i petroleumslampens skær, de genskaber i miniatureformat en enklere og – hvorfor ikke – mere autentisk tid. En tid, hvor man kendte naboen og ikke hæftede sig ved, om hun gik til bankospil, mens man selv foretrak rockkoncerter. Jeg ved reelt ikke, om sådan en tid nogensinde har eksisteret (man kan godt have sine tvivl, hvis man ulejliger sig ned på det lokale bibliotek for at undersøge sagen).

Måske handler det snarere om, at fortidens problemer virker dejligt overkommelige set fra nutiden, ganske enkelt fordi det viste sig, at de forlængst har ladet sig overkomme.
Men genbrugsforretningen er ikke kun samlingssted for hygge, men også det perfekte udtryk for traditioner, der er blevet hjemløse. Her hænger tweedjakker, blondebluser og læderbukser bøjle ved bøjle, kun sorteret efter farve.
Her kan man ikke se, at tweedjakken engang udsendte præcise signaler om soliditet, holdbarhed, fast arbejde og sans for konventioner. At kondisko især indebar sportslig udfoldelse. At syntetisk tøj var pinligt, fordi det betød, at man ikke havde råd til silke eller skind (eller værre endnu, var ligeglad). Intet fortæller, at rygløse toppe med snoretræk på kvinde- og pigekroppe for ikke så længe siden betød, at bæreren enten tilhørte det højere selskabsliv eller det lavere seksualliv.
Her og på gaden blandes signalerne på kryds og tværs i munter formforvirring. Kontrasterne trives, når de unge og tøjbevidste går i gang: Lette, blanke stoffer til tunge sko.
Hvis man som modpol vælger tørklædepigerne, bliver modens signaler pludselig meget tydelige.
Kvinder, der går med tørklæde, viser deres utvetydige tilhørsforhold i slægt, religion, ofte også kønsrollemønster. Men de er netop ualmindelige og påfaldende i gadebilledet, andre ser dem og diskuterer den overraskende tydelige identitet, der så klart definerer, hvad man er og afgrænser én fra det, man ikke er. For kan man mon gå med tørklæde og samtidig være f.eks. skakspiller og sygeplejerske, eller badmintonspiller og stud. polit.?
Hvis tørklædet indebærer væsentlige begrænsninger i friheden til at vælge andre tillægsidentiteter til eller fra, ja, så kan det med god grund virke som et fremmedelement i en tid, hvor vi allesammen vil det hele og betaler en ofte høj pris for at få så meget som muligt med: Familie og kærlighed, børn og et spændende arbejde.
Det er sjældent, det hele lykkes på én gang. Man lærer at leve med kontrasterne mellem det hele, man gerne vil, og den del, der for tiden kan lade sig gøre.

Men måske er der en dybere logik i, at mange unge mennesker ligner hjemløse? Måske er det netop, hvad de – og vi allesammen – er: Borgere i et land, der endnu ikke findes. Udvandrere fra traditioner, vi selv har valgt at lægge bag os. Hele tiden undervejs i en udogmatisk, skæg, snotforvirret nutid. Indvandrere til et multikulturelt rige, et Euroland m/u euro, som ingen endnu rigtigt ved, hvad er.
Måske repræsenterer den collage af slidte og velafprøvede ting, vi vælger at tage med os fra fortiden, en behagelig tryghed midt i forandringernes svimmelhed. Werthers Echte væg til væg – ting, der går fra generation til generation, videre til hvor man nu skal.
I øvrigt blev ugens fund til den 11-årige en cowboynederdel fra Blå Kors Genbrug til 35 kr. Et, synes jeg, særdeles rimeligt alternativ til en tilsvarende sag fra firmaet Junk de Luxe, som, påstod en venlig ung pige i en laber tøjforretning, forhandler cowboynederdele stort set magen til.
Jeg gætter dog på, at prisen ville have været noget anderledes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu