Preben Hornung i fuldt format på Aarhus Kunstmuseum
Udstilling
Mange tror, Preben Hornung var uddannet slagter. Det skyldes hans malerier fra 1960erne, hvor han år igennem malede ophængte kødkroppe. Men uddannet slagter var han nu ikke. Derimod var han uddannet maler. Hans far var maler, og unge Hornung selv var både gennem Kunsthåndværkerskolen og Akademiet. Han lærte sit håndværk, og det holdt han fast ved.
Det er måske rigtigt, at han ikke sådan lige på stedet fik det bifald, han burde have haft. Anders Kold broderer på det i kataloget til den store udstilling, der er Aarhus Kunstmuseums bidrag til Festugen. Men anerkendelse fik han. Og den respekt, man uden videre skylder en, der ved hvad han gør, og gør det ikke alene så godt, han kan, men simpelt hen godt.
Det er svært at skrive om, for Preben Hornung var en ægte konservativ, der med hvert enkelt billede ville sætte hele historien på spidsen. Så er der ligesom ikke mere at sige. Billedet siger det hele, og resten er sagt af kunsthistorien gennem generationer.
I forhold til det igen ret aktive fænomen, man kalder »avantgarde«, er det sådan, at den opfattelse af fænomenet, der forestiller sig et totalt brud med al fortid og et raketagtigt afsæt ind i det evigt ny, jo alle dage har været noget, man kunne forestille sig, når man var så ung i faget, at man simpelt hen endnu ikke kendte dets lange tradition og historie fra sig selv og sit eget arbejdes direkte nødvendighed.
Sådan var det ikke for Hornung. Når han sagde Turner og Veronese, vidste han, hvad han snakkede om. Som en maler ved det, i hånden, i kroppen, sindet, bevidstheden, hverdagen på gaden eller ved vinduet med penslen i hånden. Når han så en grendusk i vinden kunne han uden videre besvær overføre den til malerisk bevægelse hvis han ville. For en maler som Hornung er det den maleriske villen, der er afgørende. Hvad vil han? Han kan nemlig det, han vil. Og kan han ikke, ved han, hvordan han skal få det lært. I sådan noget som maleriet er der intet, ingen har kunnet.
Det konkret informelle
Ophængningen i Århus er helt kronologisk. To sale. 1948-1989. Sådan. Det er en tid, hvor der skete en del, også i maleriet, og Hornungs billeder afspejler det hele. Det er stadig bevægelse, på stedet, hvor maleren står med sit billede, sit hele tiden helt ny billede, der i sig rummer alle de foregående. Det er også bevægende, fordi maleriet jo taler inden i den, der ser. Det er ualmindeligt sindssygt klart i Hornungs værk, hvordan det konkrete mønstermaleri, hvormed kunstnerne omkring LINIEN ville fortsætte tendenser fra før krigen, møder de tilsvarende bestræbelser hos de spontant abstrakte og, gennem de mere og mere sort dominerede billeder af Langebro, hvor byens kulørte lys dog over alt bryder frem lige der i billedfladen, hvor de skal bryde frem, bevæger sig over i de billeder, inspireret af asfaltstrukturer og graffiti på mure, i hvilke Hornung omkring 1960 samler det hele som en dansk Jean Fautrier. Naturligvis er det i familie med tilsvarende projekter, eller hvad man skal kalde dem, i samtidens øvrige kunst, poesien ikke mindst hos en Yves Bonnefoy i Frankrig eller en Robert Corydon i Danmark, der f.eks. allerede i samlingen Hænderne fra 1950 med ord kunne se:
Sommeren skudt ned bag fra,
liggende med det knuste hoved
paa den raslende vogn.
Vinduet sneet til af eftermiddage.
Hængende kød
Mere og mere betændte, kunne man sige, men hele tiden malerisk fuldt kontrollerede farveskrig i det sorte fører så Hornung til de allerede omtalte hængende kødkroppe. Malet efter skitser, måske endda fotografier, som faste, dinglende hvide farvefelter for penslen at male tegn og kulører i. Naturligvis handler det også om noget. Motivet er ikke bare et påskud. Og mest påtrængende er selvfølgelig korsfæstelsen, som både religiøs, kriminologisk og malerisk traditionel tematik. Og i den døden. Og i døden fortsættelsen, idet de her kødkroppe jo ikke bare er døde, de er sådan set bare på vej videre ned i gryderne. Så verden kan fortsætte. Maleren kan male. Han kan se grenene ud af vinduet.
Der fortsætter han så. Glim-rende dokumenteret i kataloget, så man direkte ser foto blive til maleri. Og derfra igen indad til den lange række af »atelierbilleder«. Der maler han simpelt hen på det indre kaos, som det manifesterer sig i arbejdsrummet, på det voksende tryk af andre billeder, der sådan set bare vil videre. Det er, hvad maleren gør.
Endelig maler han så, som en anden konkret Monet, billederne i vandet i den dam, han etablerede uden for sit hus. Stadig med det kun delvist kontrollerbare mylder af detaljer anbragt i et overordnet system, der gør malerhandlingen til billede, som det levende, der suger øjet til sig og kaster nye rum i sindet.
De allersidste billeder er smukke blomsterting, som en tilbagevenden til den barndom, man først nu kan se som begyndelse. Og sådan løber det hele rundt til ringen sluttes. Måske hvorfor ikke med billedet af Dronningen som sart, grøn kegle.
Et andet sted
Når så man er færdig på museet, det tager den tid, det tager, og i den forbindelse er hurtigt lige så langsomt, som langsomt er hurtigt, kan man gå op gennem parken til universitetet, hvor et af Hornungs hovedværker har sat sig. Det er blevet flyttet, og let beskåret, siden han malede det på stedet i 1964, men det rummer stadig på sin vis hele værket. Tid og kaos og død og historie, hvirvlende kosmisk omkring den maler, der har forladt det.
Den væg, som den amerikanske digter Charles Olson sagde det, engang i de allerede eftermoderne 1950ere, den skal bare være der. Så folk som Hornung kan male på den.
*Preben Hornung: Billeder, maleri og tegning 1948-1989. Aarhus Kunstmuseum.
