Læsetid: 3 min.

Hver tredje kvinde får tæv

21. september 2000

Kønsdiskrimination forhindrer verdens udvikling, advarer ny FN-rapport

Ialt 100 millioner afrikanske og vestasiatiske kvinder og piger berøres af traditionen ’omskæring’. Mindst hver tredje kvinde i verden er blevet slået, tvunget til sex eller misbrugt på anden måde – som regel af nogen, hun kender. Hvert år tvinges to millioner piger under 15 år ind i sexindustrien.
Det er tal som disse, der nu har fået FN’s befolkningsfond (UNFPA) til at reagere:
»Kønsdiskrimination må bringes til ophør,« lyder budskabet i UNFPA’s årlige rapport om verdens tilstand, som blev offentliggjort i går.
»Vi må erkende, at ulighed mellem kønnene spiller en stor rolle i udviklingsspørgsmålet, da det sætter grænser for både individets, familiens og samfundets potentiale,« sagde Mohammed Nizamuddin, chef for UNFPA’s Technical and Policy Division, da han i går lancerede rapporten med navnet Lives Together, Worlds Apart på et pressemøde på FN’s Informationskontor i København.
»Derfor er forskelsbehandling og vold mod kvinder et tema, som vi bliver nødt til at beskæftige os med, når vi taler udvikling. Fattigdomsprogrammer kan ikke gøre det alene,« sagde han.

Ulighed koster
Kønsdiskrimination sinker den sociale og økonomiske udvikling, fastslår UNFPA.
Det sker f.eks., når nogle samfund diskriminerer i forhold til uddannelse. Mange kvinder i verden har stadig mindre adgang til uddannelse end mænd, og det har ifølge rapporten konsekvenser for samfundsøkonomien. Undersøgelser viser nemlig, at lande med flere mandlige end kvindelige studerende kan forvente 25 procent mindre BNP pr. indbygger end lande, hvor der er lighed.
På samme måde er kvinders økonomiske aktivitet stærkt undervurderet i mange samfund, mener UNFA. Her viste en undersøgelse fra Kenya, at hvis man gav kvindelige landbrugere samme økonomiske støtte som mænd, ville det nationale udbytte kunne forøges med mere end 20 procent.
Også vold mod kvinder og seksuelt misbrug af kvinder påvirker den samfundsøkonomiske pengepung: Jo mere vold og misbrug, desto større udgifter til bl.a. sundhedspleje, øgede bevillinger til politi og omkostninger ved tabt arbejdsindsats, står der i rapporten.
For sundhedstilstanden i verden ser det heller ikke godt ud. Ulige magtforhold mellem kønnene begrænser kvinders kontrol over seksuallivet. Ifølge UNFPA er en tredjedel af alle graviditeter i verden således uønskede. Nogle kvinder aborterer under usikre forhold med døden til følge. Andre dør i barselssengen. For en fattig familie er prisen for en moders død en øget dødelighed for hendes børn.

Dialog med mænd
»Kønsdiskrimination findes i alle lande og skyldes dybt forankrede fordomme om, hvad mænds og kvinders plads i verden er,« undertregede Mohammed Nizamuddin på pressemødet.
Disse fordomme skal ifølge UNFPA brydes ved hjælp af oplysning. I et afrikansk land var det således lykkedes organisationen at overbevise lederne af en landsby om, at omskæring har konsekvenser for kvinders sundhed.
»Festtraditionen fortsatte med te og musik, men uden omskæring. På den måde skabte man et alternativt ritual, som virkede ligeså godt som det gamle,« fortalte Mohammed Nizamuddin.
Et vigtigt budskab i rapporten er derfor også, at mænd skal involveres i en dialog om kønsdiskrimination. Der skal etableres et ’partnerskab‘ mellem mænd og kvinder, som der står i rapporten.
»Mænd og kvinder skal kommunikere bedre sammen. De skal snakke om virkelighed fremfor at gemme sig bag traditioner,« sagde Nizamuddin, men tilføjede, at netop mændene nok vil blive den største udfordring i arbejdet for at komme kønsdiskrimination til livs.
»Vi kan skrive åbent om vold mod kvinder som et globalt problem. Det er meget sværere med f.eks. æresdrab. Hvis man er for kritisk, begynder regeringerne straks at sætte spørgsmålstegn ved dine data. Det samme gælder en praksis som flerkoneri. Da Dr. Nafis Sadik (leder af UNFPA, red.) diskuterede flerkoneri med minstrene i et afrikansk land, hvor det blev praktiseret, blev hun mødt med uforståenhed. ’Sådan er vores tradition – og kvinderne indvilliger jo selv,‘ sagde de til hende,« sagde Mohammed Nizamuddin.
Han erkendte derfor også, at kampen mod kønsdiskrimination ikke bare kan foregå ved hjælp af økonomiske og sundhedsmæssige argumenter, men også må tage spørgsmålet omkring mændenes opførsel op. Et spørgsmål, der senest er blevet påpeget af den danske udviklingsminister Jan Trøjborg, men som er underbelyst i rapporten.
Det er første gang UNFPA har udgivet en rapport om kønsdiskrimination i forhold til udvikling.

FAKTA
Kvinder og fattigdom
FN’s befolkningsfond udgiver hvert år rapporten The State of World Population. I år handler den om kønsdiskrimination:
*Hvert minut dør en kvinde i barselssengen. 78.000 dør på grund af usikre abortmetoder.
*Kvinder er fem gange mere udsat for smitsomme kønssygdomme end mænd. 333 mio. smittes hvert år.
*5.000 kvinder dræbes årligt på grund af ære.
*60 mio. pigespædbørn er ’forsvundet’ som følge af kønsrelateret abort, spædbørnsdrab eller forsømmelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu