Læsetid: 5 min.

Et idol blegner

8. september 2000

Jeg har sådan set altid beundret Karen Jespersen. Nu blegner mit idol. Hun peger på alle de problemer, der er fulgt i hælene på indvandringen – og forstærker dem med sit udfald mod muslimske værdier

Qlummen
Karen Jespersen er gennem tiden blevet meget udskældt for at have rykket sig fra Venstresocialisterne til Socialdemokratiet i ekspresfart.
Det har jeg nu altid synes var ok. Jeg kendte hende som partikammerat i VS i 70’erne – og denne 12 år ældre kvinde blev et af mine forbilleder. Begavet, analytisk, intellektuel med politisk tæft, drevet af kvindepolitisk og socialt engagement – og smaddersød. Hun gik foran mig som rødstrømpe, som redaktør på politisk revy og som journalist på Information. Så over for kritikere har jeg forsvaret hendes politiske krabbegang med at hendes brændende engagement bød hende at prøve at få og øve indflydelse. Hvilket også er ok for mig.
Nu blegner mit idol. Som indenrigsminister optræder hun stadig med stor politisk tæft. Men jeg kan ikke længere få øje på hendes analytiske evne til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Og slet, slet ikke på hendes menneskelige varme.
Den første rystelse kom med forslaget om at anbringe krimielle asylsøgere på en ubeboet ø. Flakfortet for eksempel. Det var som at genhøre Glistrups gamle ønske om at sende narkomaner et lignende sted hen.
Selvfølgelig synes borgere i små lokalsamfund med asylcentre, at det er ulideligt irriterende, når butikstyverierne stiger i takt med antallet af asylansøgere fra Armenien, Georgien og Rusland. Selvfølgelig bliver de opskræmte når en asylansøger voldtager en 75-årig kvinde.
Af den årsag arrangede borgerforeningen i Ulsted i onsdags et møde om de problemer, der er opstået i lokalsamfundet siden 73 asylansøgere flyttede ind på byens forhenværende plejehjem i juli. Og godt for det – det er borgerforeningers mening at arrrangere den slags møder.
Men meningen glipper, når aviserne næste dag kan referere mødet som en »lynch-stemning.«

Midt i absurde forslag om, at asylansøgere skal forbydes at gå ud efter klokken 23 lød imidlertid en besindig røst:
»Hvad er det egentlig, vi taler om her? Hvad er der blevet stjålet?« sagde landbetjent Uffe Pedersen ifølge Ekstra Bladets reporter på mødet – og han svarede selv: »Der er forsvundet lidt vasketøj, et par sportssko, nogle cykler, penge fra et åbentstående vindue, nogle cd’ere og et par solbriller. Hvem har gjort det? Vi ved det ikke. Læg mærke til, at vi ikke har sigtet en eneste for noget!«
»Så er en 75-årig dame i søndags blevet voldtaget. Det er forfærdeligt. Manden blev pågrebet og sigtet. Han får sin dom. Men da en dansk mand for nylig voldtog en grønlandsk kvinde her i området, hørte jeg ikke noget fra jer!«
Efter landbetjentens svada blev der – stadig ifølge Ekstra Bladet – meget stille i det fyldte forsamlingshus. Folk kiggede beskæmmet ned i gulvet og flere mødedeltagere tæt på Ekstra Bladets reporter mumlede, at landbetjenten desværre har ret.
Her udviste landbetjenten evnen til at skelne mellem stort og småt, mellem væsentligt og uvæsentligt og mandsmod og hjerte til at tale en ophidset folkestemning midt imod. Og dermed fik han folk til at besinde sig og tænke sig om en ekstra gang. Det er egenskaber, der ville være en indenrigsminister værdig!
Asylansøgernes – antallet af sigtelser er steget andre steder i landet – kriminalitet består helt overvejende af butiks-tyveri. Gentager: Butikstyveri. Jamen, det bedrev jeg selv som pengeløs teenager indtil jeg blev klogere (og rigere). Folk må ikke stjæle, heller ikke asylansøgere – men bare at lufte tanken om at sende dem ud på en øde ø legtimerer det værste i folk. Ikke det bedste, som landbetjenten forsøgte og delvist formåede.

Seneste rystelse kom med Karen Jespersens interview til Berlingske Tidende i onsdags. »Jeg vil i hvert fald ikke leve med et multikulturelt samfund – det vil sige, hvor kulturerne er ligestillede,« sagde hun og uddybede:
»Jeg har den holdning, at det i Danmark er forkert at sidestille de muslimske (værdier, red.) med de danske. Vi har i Danmark opbygget nogle bestemte værdier gennem højskole-, arbejder- og kvindebevægelse. Vi snakker om nogle meget grundlæggende værdier for eksempel i forhold til kønsroller.«
»Jeg har hele mit liv kæmpet mod kvindeundertrykkelse. At man som kvinde affinder sig med en passiv rolle og med undertrykkelse. Og det vil jeg gøre, hvad enten det er en dansker, en arabisk eller en amerikansk mand.«
Rystelsen kom ikke af, at Karen
Jespersen stadig vil kæmpe for kvinders ligeret og ligeværd. Det er højst tiltrængt i et samfund, som affinder sig med, at kvinders 20 procent lavere løn kun kan forklares med, at de ikke er mænd.
Det, der ryster mig, er, at hun sidestiller danske værdier med muslimske.
Hun ved jo godt, at muslimer er lige så forskellige som danskere og andre kristne. Der er muslimske demokrater, diktatorer, venstreorienterede, højreorienterede, ærlige, tyvagtige, tolerante, mandschauvinistiske, dumme, kloge, grimme, kønne, analfabeter og højtuddannede.
Lige som Karen Jespersen næppe har lyst til at blive slået i hartkorn med Indre Missions og visse kristne frimenigheders kvindesyn, med nynazisternes opfattelse af menneskerettigheder, de autonomes opfattelse af demokrati eller molotovcoctailsmidende unge danske mænds opfattelse af lov og orden – så har muslimerne selvfølgelig heller ikke lyst til at blive slået i hartkorn med hinanden.
Med sin stempling af muslimske værdier som udemokratiske og undertrykkende en bloc ødelægger hun meget for de indvandrere, der forsøger at kombinere deres muslimske religion og anderledes kulturelle baggrund med at leve i et moderne dansk demokrati, hvor kvinderne næsten har lige så meget lønarbejde som mændene.
Karen Jespersen er for vidende og emnet er for kontroversielt til, at jeg kan tro på, at hendes sammenstilling af danske og muslimske værdier er tilfældig. Hendes trang til ’orden-på-tingene-her-og-nu’ lugter grimt af, at hun prøver at lokke forhenværende socialdemokrater, der er gledet ind i Pia Kjærsgaards favn, tilbage i folden ved at snakke dem efter munden. Uanset, at det stemmer meget dårligt overens med den tolerance, der er – eller burde være, bør man efterhånden sige – grundstenen i dansk demokrati.

Og så er det, jeg kommer i tvivl. Dybest set tror jeg nemlig ikke, at folk forandrer sig grundlæggende fra de er i 30’erne til de er i 50’erne.
Så jeg virkelig forkert den gang i 70’erne og begyndelsen af 80’erne? Var Karen Jespersens engagement drevet af tidsåndens radikalitet, og af lysten til at være i centrum. Er det med hende, som med andre, der den gang havde radikaliteten som primær drivkraft, at når tidsånden flagrer til nye jagtmarker, levner den kun en ting: Lysten og evnen til at placere sig der, hvor det sner?
Suk. I mit treogfyrretyvende år vil jeg stadig gerne have klarsynede, engagerede og indflydelsesrige kvinder at beundre. Hvem vil være mit nye idol – side om side med landbetjent Uffe Pedersen i Ulsted?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her