Læsetid: 3 min.

IMF er en hård hund med slips

26. september 2000

På trods af charmeoffensiv bliver valutafonden kritiseret for at være for dogmatisk og barsk i sin politik over for u-lande

Valutafonden
Før årsmødet i Prag har Den Internationale Valutafond (IMF) forsøgt med en lang række møder at charmere sig ind hos u-landsorganisationer og andre kritikere. Fondens forsøg på at åbne en dør på klem for civilsamfundet roses, men den opfattes stadigvæk som en missionær for neo-liberal markedsøkonomi, og alt hvad det indebærer af barske reformer især i u-lande.
For en måned siden var IMF’s informationschef, Thomas C. Dawson, i København i forbindelse med en større promotiontur i Europa. Her berettede han, hvordan den nuværende chef for Nationalbankens internationale kontor, Kai Aaen Hansen, under et bestyrelsesmøde i IMF nærmest havde sendt chokbølger gennem forsamlingen, da han havde taget sin jakke af.
»Min Gud, hvor har den her organisation forandret sig,« tænkte Dawson, som havde haft et job uden for IMF i en årrække.
Anekdoten illustrerer i hvor høj grad, IMF stadig er og opfattes som en stiv forsamling af jakkesæt-klædte økonomer, der med deres lærebøger i hånden rejser ud fra hovedsædet i Washington D.C. og prædiker for åbning af markederne, privatiseringer og nedskæringer i de offentlige sektorer.

IMF tilbage til roden
I modsætning til Verdensbanken har IMF ikke fået ændret sin medarbejderskare særlig meget i retning af at få ikke-økonomer ansat. Det betyder, at fondens indsigt i f.eks. u-landenes forhold kan ligge på et meget lille sted. Under et møde med informationschef Thomas C. Dawson sagde generalsekretæren for u-landsorganisationen Ibis, Vagn Berthelsen:
»IMF mangler kompetencen til at forstå kompleksiteten i og årsagerne til fattigdom og mangler således også kompetencen til at udforme sunde politikker til bekæmpelse af fattigdom.« Dawsons svar var, at »jo vi mangler kompetence, når det gælder kampen mod fattigdom. Netop derfor gør vi meget ud af at samarbejde med Verdensbanken og andre aktører, når det gælder fattigdomsbekæmpelse.«
IMF’s strenge, bankagtige tilgang til løsning af økonomiske problemer i u-landene gør, at mange mener, at der gik kuk i navngivningen, da IMF og Verdensbanken blev skabt i Bretton Woods i USA i 1944. Fonden burde have været kaldt en bank, og banken en fond.
Arbejdsdelingen mellem IMF og Verdensbanken er til stadighed til debat. IMF har været engageret med rådgivning og lån til nogle u-lande i årtier. Det var slet ikke meningen ifølge IMF’s oprindelige mandat, og det har fået mange u-landsorganisationer (NGO’er) og blandt andre den internationalt anerkendte økonom fra Harvard University Jeffrey Sachs til at gå ind for, at IMF’s rolle i u-landene begrænses til, at give stabiliseringslån under akutte økonomiske kriser, og at IMF ikke længere skal være den institution, der blåstempler et land som låner. Verdensbanken og FN-organisationer skal så tage sig af de langsigtede udviklingsprogrammer.

For langsom
Den idé bryder Dawson sig ikke om. Til Information siger han: »Der er helt sikkert behov for en mere klar ansvarsfordeling mellem banken og fonden. IMF’s opgave er i det finansielle område. Men det er ikke det samme som at sige, at IMF kun skal være en kortsigtet låner og dermed begrænse sig til nogle få lande. Dette synspunkt bakkes ikke op af fondens ansatte, og ingen af medlemslandene bakker op om det. Nogle kriser kan løses hurtigt, som vi så det med Sydkorea i 1997-98, mens andre kriser især i en række u-lande tager længere tid. Derfor har vi udlånsfaciliteter (med billige lån), så vi kan blive i et land i længere tid. Dem, der siger, at vi skal tilbage til udgangspunktet, glemmer, at vi har aldrig været der. Da fonden begyndte at låne penge ud i 1954, var lånene på tre til fem år.«
I marken bliver IMF i de her år kritiseret for, at lettelsen af u-landenes gæld i det såkaldte HIPC-initiativ er utilstrækkelig og går for langsomt. I forrige uge forsikrede IMF’s nytiltrådte administrerende direktør,
Horst Köhler, at IMF vil få sat mere fut i HIPC-initiativet, der blev etableret i 1996. Indtil nu er kun ti ud af 41 dybt, forgældede u-lande kommet med i initiativet. Köhler lover, at ti mere vil være kommet til inden udgangen af i år.
Kritikere siger, at HIPC langt fra er tilstrækkeligt til at få fjernet den møllesten, som gælden er rundt om halsen på mange u-lande. Ifølge den engelske NGO Oxfam vil nogle af de lande, som kommer med under HIPC efter gældslettelsen stadigvæk bruge mere på at betale renter og afdrag, end de vil bruge på at sørge for sundhed og uddannelse til deres fattige befolkninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her