Læsetid: 4 min.

Insisterende lidenskab

25. september 2000

Nicolaj Stochholms nye digte rejser sig i skråsikre søjler fra jorden til himlen

Ny bog
Det regner og stormer en del i Nicolaj Stochholms nye digte. Ikke fordi de handler om vejret – de ’handler’ så vidt jeg kan bedømme, om alt mellem himmel og jord – men snarere fordi de behøver billeder for den altgennemstrømmende kraft, som på samme tid skaber og bryder ned. At hylde dén og at hengive sig til den er bogens ene ærinde.
Det andet er at lovprise, ikke vejret, men verset, og at bygge den enkelte tekst op til et kraftfelt, hvor hvad som helst kan ske. Sangen skal rejse »en bygning af regn«, skriften danner en skråsikker søjle, hvor alt er bevægelse og forandring. Og når billedstormen er faret hærgende gennem verden, står digtene tilbage – »utætte tanke bemalet/ med indadvendt regn.« Hans strofer former sig som verbale tæppebombardementer: tætte, intense hymner, eller orkaner af ord, hvori læseren efter blot et par linjer får svært ved at stå fast.

Hold fast i det som er
uden for dig selv, hold fast
en vanvidsprædiken fra piber
af kød bagbundet med
stanniol
under katedralens hvide
hvælvinger der svarer igen
og først lader kinden synge
en halv time for sent, et
halvt år efter, det samme
sted igen efter al den vågen
hvor solen skærer sig ind
gennem mit vindue
og pennen stråler
som en vinplet
på det lyse gardin

Umiddelbart ser sådan en skriftsøjle jo helt tilforladelig ud. Men allerede i tredje linje begynder det at gå ganske stærkt, og i midten af digtet er meget forlængst blevet mærkværdigt: Vi véd ikke mere, om teksten beskriver et du, der befinder sig i en kirke, eller et digter-jeg, der besynger sin egen sang. De sidste fem linjer bestyrker sidstnævnte læsning, eftersom de – pludselig rolige – står som billede på skrivesituationens nu.
Men hvem er det så, der, som optakten fordrer, skal holde fast i det som er? Det er naturligvis både digteren og os. Verden er hans og vores, den er her før ordet er standset og har hengivet sig til det allerede kendte, som der står i et langdigt betitlet »Antagelse til det nye årtusind«.

Lidenskaben toner rent
Af ovenstående karakteristik skulle gerne fremgå, at Nicolaj Stochholm fortsat er hæmningsløst højtidelig og insisterende i sin patos. Dette ville i forbindelse med næsten enhver anden poet indebære en kritik, eller i det mindste et forbehold. Men netop han er faktisk i stand til at lade sin lidenskab tone rent, og der er i hans værk fuld dækning for, hvad han i et kassedigt tilegnet Søren Ulrik Thomsen ytrer om poesi generelt: »Digtet er en trone af uforståelighed hvor alkymisten alias jeget alias hvem som helst sidder og leger med sine kolber.« Endvidere er digtet »tavshedens fundament og det usynliges palads hvor det sprængte hele et øjeblik falder til ro«.
Den sidste formulering kunne forlede til at tro, at Stochholm i digtningen søger en ideal harmoni, måske af romantisk tilsnit. Men man skal lægge mærke til, at det kun er for ’et øjeblik’, det sprængte hele får hvile, og da poeten i en refleksion over forelskelsens fascination skal prøve at indkredse skønheden, bruger han netop åbne og dynamiske billeder: »den er androgyn, en motorvej, et par tågehofter i bevægelse over marken.«

Presset togstamme
Om forløbet i Femogtyve digte og en drøm er at sige, at vi fra højstemte, kompakte tekster om vejret og verset føres over i mere ironiske og humoristiske, men også tanke-tungere sager for sluttelig at havne i de vidtfavnende visioner, som Nicolaj Stochholm altid frygtløs har givet sig hen til. Af de formale fiksfakserier i de tidligere samlinger ser man denne gang kun en smule, til gengæld har han med mod og talent kastet sig ud på det helt dybe vand, dels ved at vove en komprimeringsgrad, der får hvert enkelt digt til at ligne et godstog presset ind til en tændstikæskes format, dels ved at vedkende sig sin patos. For ham er nemlig digterisk højstemthed »det øjeblik der ser min egen bygning i alt.« Digtets sproglige intensitet må danne pant på dets evne til at rumme intet mindre end det hele. Men patos hører på den anden side ikke kun hjemme i kunsten; »den træder tydeligt frem i forbindelser som orgasmen, fødsel, feber, død og befrielse, fuldtonet og ren, stærk som en planke i det vilde øjeblik. Patos er den båd man med lidt elementær navigation, billedligt talt, kan besejle de syv verdenshave med.«
Stochholm havde nu ikke behøvet at indskyde »billedligt talt«. For fører nogen billedlig tale, så må det da være ham, overalt hvor han kan komme til det. Hans digtning er det nærmeste vi efter Paul la Cour er kommet en holdbar tillid til metaforens erkendelseskraft. Og derfor må man bære over med, at sangen om verden hos ham som regel slår om i en sang til sangen. Det vigtigste er immervæk, at man som læser får rig lejlighed til at lade hovedet gennemstrømme af blind musik, mærke ordene løbe som regnen ned ad en rude, »som om hver dråbe/ Var mit utæmmelige blod.«

*Nicolaj Stochholm: Femogtyve digte og en drøm. 48 s., 150 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her