Iraks olievåben

22. september 2000

Irakisk olie er blevet en vigtig brik i den internationale oliepolitik. Det ved Saddam Hussein, og udnytter sit olievåben i endnu en konflikt med Kuwait

Militært udgør Irak ingen trussel mod Vesten, Israel eller sine naboer i Den persiske Golf. Økonomisk kan det irakiske regime i den nuværende internationale oliekrise imidlertid være en særdeles ubehagelig størrelse at have med at gøre.
Hvis Irak holder sin olie tilbage fra markedet, kan ikke engang oliegiganten Saudi-Arabien kompensere for faldet i OPEC’s samlede produktion. Konsekvensen vil være, at olieprisen, der netop nu ligger på det højeste niveau siden Golfkrigen i 1990-91, vil stige endnu mere.
Derfor tages Saddam Husseins trusler om, at ’supermagterne’ ikke skal få held med at presse olieprisen ned, særdeles alvorligt såvel politisk som på det internationale marked.
Faktisk har frygten for, hvad
Irak kunne finde på at gøre med sin olieproduktion været tilstede i længere tid blandt agenter på det internationale oliemarked.
Med udsigten til en kold vinter og visheden om, at OPEC’s nylige beslutning om at hæve produktionen med 800.000 tønder pr. dag kom for sent til at sænke priserne, er Iraks olie blevet en særdeles vigtig brik i oliepolitikken.
Hvis irakerne tilbageholder sin olie, mangler der godt 2,3 millioner tønder dagligt, hvilket i den nuværende situation vil være det samme som at lægge en bombe under prisen.

Saddam Hussein kom med sine trusler i en tale i søndags, hvor han kommenterede de seneste ugers uro på oliemarkedet og OPEC’s topmøde i Wien 10. september. Markedet reagerede prompte med en stigning til den højeste pris i 10 år.
Ganske vist truede han ikke direkte med at stoppe for irakisk olie, men bemærkningen om, at »nok har Saudi-Arabien kapacitet til at pumpe mere olie ud på markedet, men ikke tilstrækkelig til at dæmpe verdens frygt for mangel på olie« blev klart opfattet som en trussel om, at Irak ville benytte sit olievåben.
Bemærkningen fik yderligere vægt, fordi den kom i forlængelse af, at Irak i sidste uge beskyldte Kuwait for at stjæle irakisk olie, og at Irak vil tage sine forholdsregler. Beskyldninger, der blev fremsat i et sprog, der i høj grad lignede Iraks retorik forud for landets besættelse af kuwait i 1990.
I første omgang blev de irakiske beskyldninger mod Kuwait og USA opfattet som en militær trussel mod den lille ørkenstat, og den amerikanske forsvarsminister William Cohen forsikrede da også promte, at USA ville reagere militært på irakiske aggressioner mod nabolandene. Irak skyndte sig at forsikre, at landet med forholdsregler ikke mente militær aktion, men at man teknisk ville forhindre Kuwait i at pumpe irakisk olie.
Ikke desto mindre har Iraks beskyldninger mod Kuwait fået spændingen til at stige i Golfen, fordi de sammen med Saddam Husseins tale kan ses som en foreløbig kulmination på en stadig mere aggressiv retorik fra Baghdad.
For det første beordrede Saddam Hussein alle offentlig ansatte til at melde sig til militær træ-ning, hvilket kan ses som en forberedelse på krig. For det andet trodsede et irakisk fly i begyndelsen af måneden for første gang siden Golfkrigen saudiarabisk luftrum.
For det tredje testede irakerne et luft til luft missil angiveligt med henblik på at kunne bruge det mod de amerikanske og britiske fly, der kontrollerer de zoner, hvor Irak har forbud mod at flyve.
I det lys er det nærliggende at tolke de irakiske beskyldninger mod Kuwait som slet skjulte militære trusler. Sandheden er dog, at Irak i den nuværende situation ikke har kapacitet til at invadere eller angribe sine nabolande – i hvert fald ikke uden at blive banket voldsomt på plads af USA og Storbritanien.

USA har da heller ikke kunnet konstatere usædvanlige militære manøvrer og troppebevægelser i Irak, der kunne pege på, at landet forberedte en militær aktion.
Den aggressive retorik, beskyldningerne mod Kuwait og senest Saddams trusler i søndags skal snarere ses som en efterhånden velkendt irakisk strategi, som går ud på at skabe konflikt med henblik på at opnå politiske fordele såvel indadtil som udadtil.
Lige nu står Irak over for to ubehagelige udfordringer: For det første skal FN i slutningen af måneden tage stilling til Kuwaits erstatningskrav for den olie, irakerne brændte af ved at sætte ild til Kuwaits oliekilder under Golfkrigen i 1991.
Kuwait forlanger 21 milliarder dollar, men synes at have rimelig stor opbakning til et krav på godt 16 milliarder dollar. Penge som
Irak skal betale af sit oliesalg.
Det er i det lys, at de irakiske beskyldninger skal ses. De fremsættes i en situation, hvor Kuwait for første gang, siden oliestaten i 1980 nationaliserede olien, vil give udenlandske firmaer rettigheder til at udvinde olie i de nordlige felter på grænsen til Irak.
Udover beskyldningerne mod Kuwait har Irak rettet et milliardkrav i krigsskadeerstatning til Saudi-Arabien som kompensation for en olierørledning, saudiaraberne ifølge Irak ødelagde under Golfkrigen.
For det andet står FN i begreb med at skulle sende en ny gruppe våbeninspektører til Irak. Det sker formentlig til oktober efter, at Irak allerede en gang har haft succes med at forhindre inspektørernes ankomst.
I begge sammenhænge gælder det for Irak om at få sig selv fremstillet som et offer for sanktionerne, USA som den store skurk, der blot er ude på at holde de olieproducerende lande nede med henblik på at få olie til så lave priser som muligt samt endelig Saudi-Arabien og Kuwait som supermagtens villige hjælpere.
Ved at øge spændingen og skabe konflikt tegnes linierne skarpt op. Det ved Irak, for det middel har regimet i Baghdad med succes brugt adskillige gange før. De russiske økonomiske interesser i landet er velkendte og har gang på gang fået Rusland til at tale
Iraks sag i FN.

I lyset af den nuværende oliekrise kan Irak sætte trumf på. Saddam gambler på, at truslen om at spille sit oliekort kan få andre andre end Rusland, Kina og Frankrig til at se mere nuanceret på det irakiske problem, herunder på spørgsmålene om sanktioner, våbenkontrol og krigsskadeerstatning.
Oliekortet er stærkt, men som så mange gange før skal Saddam passe på med at overspille sin hånd. Det amerikanske dilemma er dog denne gang, at en militær konflikt i Golfen ikke vil være befordrende for et fald i olieprisen – tværtimod.
Yderligere tryk på olieprisen vil bestemt ikke være et velkomment tema i den amerikanske valgkamp eller i Europa, hvor forbrugernes protest over de høje priser skaber konflikt og pres på regeringerne.
Dertil kommer, at EU’s og
USA’s bestæbelser på at presse prisen ned af mange i Den arabiske Verden ses som et vestligt forsøg på at holde araberne nede.
Oliekrisen er med andre ord en optimal situation for Irak i forsøget på at få blokaden mod landet brudt. Derfor gambler Saddam.

nLars Erslev Andersen er lektor ved Syddansk Universitet, pt. seniorforsker ved center for Nonproliferation Studies, Monterey Institute, Washington, D.C.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu