Læsetid: 3 min.

Iran løb med guldløven

11. september 2000

Jafar Panahis portræt af de hårde kvindekår i Iran vandt film festivalen i Venedig

Filmfestival
Less aesthetics, more ethics! Det er titlen på årets arkitekturbiennale i Venedig, og det kunne også være det samlende tema for mange af film festivalens konkurrencefilm, som har handlet markant mere om velment indhold end fornyende form, og for manges vedkommende haft politiske undertoner, oftest i den korrekte ende af skalaen.
Ved prisoverrækkelsen lørdag aften blev det den iranske Dayereh (Cirklen), der fik guldløven, og selv om det er en både smuk og stærk film, er den rent filmisk mere vigtig end vellykket. I sin skildring af en gruppe kvinders hverdag følger den dokumentaristisk deres oplevelser i Teheran, og der er megen tilfældig løben rundt og lange udelukkende observerende passager. Visuelt er dens scoop, at den konstant filmer kvinderne indrammet (af f.eks. tremmer eller små billetluger), men man savner en filmisk kvalitet i den ellers fine film.
Ikke desto mindre har der ikke været mange hårde konkurrenter i det gennemgående svage konkurrencefelt, og juryens kåring af Dayereh er et populært valg på grund af filmens stærke samfundskritik. Filmen har ifølge Panahi været hård at lave, men han regner med at kunne vise den i Iran, da han officielt har fået lov at vise filmen i Venedig.
Umiddelbart virker det i den forbindelse smart, at filmen i en cirkelbevægelse følger flere kvinder. Det tillader ham at slå stærke temaer an, men forlade dem, før de bliver for eksplicitte. Som publikum må vi selv tænke os til, hvordan kvinderne skal løse problemerne med f.eks. at få en abort, og dermed viser Panahi ikke mere, end han tilsyneladende kan få lov til, men fortæller stadig en masse.

Sprogforvirring
Vinderen af juryens store pris blev instruktøren og maleren Julian Schnabel, hvis Before Night Falls om den cubanske homoseksuelle forfatter Reinaldo Arenas er blevet både elsket og hadet. Schnabel vælger at dække hele hans liv, og det går i perioder ret hurtigt på bekostning af historien, der desuden lider under total sprogforvirring.
Filmen er noget ujævn, men har en fascinerende hovedperson, en herligt spraglet billedside og fremragende skuespil. Spanske Javier Bardem (kendt fra Jámon, Jámon) vandt fuldt fortjent prisen for bedste mandlige skuespiller.
Så filmen fik to store priser, og det lykkedes desuden Schnabel at stjæle billedet ved prisoverrækkelsen, hvor han havde iført sin enorme krop en ternet nederdel og en ekstremt åbenstående skjorte, og i en gebrokken italiensk takketale bl.a. fik kaldt Franco en pik.
Indiske Buddhadeb Dasgupta vandt prisen for bedste instruktion for Uttara, som fåmælt fortæller med flotte billeder og opbygger et unikt univers. Rose Byrne blev kåret som bedste kvindelige skuespiller for sit portræt af en blind kvinde i Clara Laws australske The Goddess of 1967, mens den kun 13-årige Megan Burns fik prisen som mest lovende nye navn for sin præstation i Stephen Frears’ Liam.

Italiensk skuffelse
Eneste italienske prismodtager blev De 100 skridt, som vandt bedste manuskript, selv om den italienske presse tydeligvis havde håbet på mere.
Alt i alt virkede priserne på baggrund af filmudbuddet retfærdige, men der er ingen tvivl om, at mange af festivalens mest spændende film har været vist uden for konkurrence.
Polsk-engelske Pawel Pawlikowskis The Last Resort om en russisk kvinde, der da kæresten ikke henter hende i lufthavnen søger politisk asyl i England er f.eks. en lille perle, og Christopher Nolans Memento om en mand, der har mistet korttidshukommelsen og derfor har store problemer med at opklare sin kones mord, er et begavet forsøg på at fortælle anderledes ved at vise alting bagfra.
Desuden har flere af de franske film fået god kritik som Pierre-Paul Renders Thomas est amoureux, der vandt den internationale kritikerpris for bedste debutant, og Abdel Kechiches La Faute à Voltaire, som modtog festivalens store debutantpris med 100.000 dollar og 20.000 meter råfilm at komme videre med.
Det er imidlertid altid tvivlsomt, hvor mange af festivalens film, der nogensinde kommer til Danmark. Sidste års guldløvevinder, Zhang Yimous Not One Less, røg direkte på video. Både Dayereh og Before Night Falls fortjener en bedre skæbne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her