Læsetid: 2 min.

Jagten på byen af guld

1. september 2000

Tegnefilmen ’Vejen til El Dorado’ er et underholdende eventyr uden de store nuancer og dybder

Ny film
Steven Spielberg og venners produktionsselskab Dreamworks har i de senere år gjort sig heldigt bemærket med et par animerede film, der har kunnet tage konkurrencen op med Disney – Antz og Prinsen af Ægypten. Og nu er det rart at se, at studiet ikke, som Disney, forsøger at overgå og opfinde sig selv på ny, hver gang de sender en tegnefilm på markedet.
Dreamworks’ seneste værk, Vejen til El Dorado, er nemlig et vaskeægte eventyr af den gammeldags slags, underholdende og luftigt.
Vi befinder os i 1500-tallets Spanien, hvor den store og brutale erobrer Cortez forbereder sig på at drage mod den nye verden, Amerika. To taskenspillere, Miguel og Tulio, gør sig uheldigt bemærket og snart er de om bord på Cortez’ skib som blinde passagerer, også på vej mod Amerika og en drøm om guld i lange baner, der holdes godt i live af det kort, de har tiltusket sig, og som viser vej til El Dorado, den sagnomspundne by af guld, som alle eventyrere til alle tider forgæves og ulykkeligt har forsøgt at finde.
Ved skæbnens mellemkomst ankommer Tulio og Miguel først til Amerika, og snart bliver de modtaget som guder af de to myndigheder i El Dorado, ypperstepræsten og høvdingen, der har et horn i siden og begge gør sig til over for vore to helte, som til gengæld udnytter situationen til deres helt egen fordel.
Men skæbnen er en pudseløjerlig størrelse, og ikke alt går efter planen.

Underholdning
Der er ikke megen dybde eller mange nuancer i Vejen til Eldorado og det spraglede persongalleri. Men filmen er heller ikke meget mere end en tegnet pendent til f.eks. Indiana Jones og Kong Salomons miner. Og som et dynamisk, morsomt, men overfladisk stykke underholdning fungerer den upåklageligt.
Miguel og Tulio (glimrende ’spillet’ af Kristian Boland og Timm Vladimir) supplerer hinanden godt som de konstant mundhuggende stratenrøvere og drømmere, for hvem græsset altid er grønnere ethvert andet sted i verden, når deres fupnumre bliver opdaget.
De sekunderes fint af Cortez’ stilige ganger, som ved et tilfælde slår følgeskab med dem, og den smukke og snu indianerpige Chel, der også er på jagt efter guld og grønne skove.
Gammeldags håndtegninger kombineres fint med computeranimation, og stilen i filmen er ligeså energisk og elegant som ellers hos Dreamworks (og Disney). Ikke mindst El Dorado er et både smukt og vældigt skue i sin tegnede udgave.
Skal jeg lade mig irritere over noget, så er det den flade, udramatiske slutning og Elton Johns musik. Den engelske tegnefilm-hofkomponist har tydeligvis overstået sine velmagtsdage og begår nu kun kedelig og substansløs flødepop, der bare skæmmer en ellers morsom oplevelse.

*Vejen til El Dorado. Instruktion: Eric Bergeron og Don Paul. Manuskript: Ted Elliott og Terry Rossio. Amerikansk (Scala, København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her