Analyse
Læsetid: 5 min.

Jospin offer for oliechok

21. september 2000

Franskmændene er vrede – lavere benzinpriser og større skattelettelser er det altoverskyggende krav, og regeringschefens popularitet styrtdykker

Er demokratiet opløseligt i benzin? Det ville nok være for stærkt sagt, men man kan spore visse opløsningstendenser i fransk politik i øjeblikket under indflydelse af de voldsomme protester, som prisstigningerne på benzin har fremkaldt.
Benzinpriserne har ikke noget med den indtil for nylig gældende politiske dagsorden at gøre, og deres stigning skyldes ikke regeringen, men den har udløst en veritabel krise og overskygger for tiden alle andre spørgsmål.
Den i lang tid populære regeringschef Lionel Jospin – han har holdt sig længere på toppen i meningsmålingerne end nogen tidligere premierminister i den Femte Republik – har pludselig taget alle tiders styrtdyk i disse målinger. Det indtræffer efter en periode med økonomisk opsving, klart fald i arbejdsløsheden og en meddelelse fra regeringen om skattelettelser. Det ser ud, som om hele denne succes er opløst i benzin. De nuværende protester bør naturligvis ikke forveksles med en endelig dom over regeringen Jospin, og stemningsskiftet har også en mere sammensat forklaring, hvor andre faktorer end benzinpriserne spiller ind. Men det er påfaldende, i hvilken grad bilismen dominerer situationen.

Der var en tid – efter det første oliechok i 1970’erne – hvor det officielle Frankrig med typisk åndshovmod (det var ikke for ingenting under præsident Giscard d’Estaing) lancerede sloganet: »I Frankrig har vi ikke olie, men vi har ideer.«
I dag er man tæt på at kunne konstatere, at bilismen er den dominerende idé i Frankrig, og det er en idé, der lugter stærkt af olie. Man kan måske sige, at målet er fuldt, når lederen af Frankrigs mest ideologiske politiske parti, kommunistpartichefen Robert Hue, opfordrer til en kæmpedemonstration torsdag i denne uge for med tordenrøst at fremsætte folkekravet »Lavere benzinpriser!«
I mellemtiden viser den ene meningsmåling efter den anden utvetydigt, at Jospin mister popularitet. Et let fald var indtruffet før benzinkrisen, men det tog fart under denne, og ifølge de to seneste målinger er regeringschefen gået hhv. 23 og 18 points tilbage på to måneder. Den ene måling levner ham 45 procent positive vurderinger, den anden kun 35 procent.
Disse to målinger er endda foretaget efter ophævelsen af blokaderne og en udgang på denne konfrontation, der nærmest taler til fordel for regeringens habilitet. Jospin har været udsat for hårdere pres end sine kolleger i andre europæiske lande under benzinkrisen, og han kan ikke siges at have klaret sig dårligere.
Men fordi bilismen spiller en traditionel og indgroet rolle i Frankrig, og den er i centrum i denne krise, er Jospin blev offer for uforsonlige reaktioner.
De Grønne – koalitionspartner i regeringen – har protesteret mod indrømmelserne i form af nedsættelser af afgiften på dieselolie og kompensationerne til lastbilvognmænd m. fl., men regeringen kunne under de givne forhold næppe have gjort mindre. Det lille regeringsparti nægtede at se de politiske realiteter i øjnene og betegnede indrømmelserne som »uacceptable«, så solidariteten mellem koalitionspartnerne fik en slem bule i karosseriet. Det skete kort efter, at indenrigsminiser Jean-Pierre Chevènement med maksimal dramatisk effekt var trådt tilbage i protest mod Jospins selvstyreplan for Korsika.
Da nu yderligere kommunisterne distancerer sig fra regeringen ved at optræde som benzin-ekstremister, får man det indtryk, at Jospin ikke længere formår at holde sammen på »det plurielle venstre«, hvis skabelse var hans oprindelige triumf. Hans autoritet synes svækket.

Om det så er i Jospins eget parti, Socialistpartiet, er der også her mukken i geledderne. Venstrefløjen, som tidligere partiformand Henri Emmanuelli er i færd med at organisere, gør oprør mod skattelettelserne, som de hævder har slagside til fordel for middelklassen og de rige.
Nogle mener, at regeringen har været for eftergivende over for ’gadens parlament.’ Andre anklager Jospin for at vende det døve øre til de krav, der rejser sig fra folkedybet.
Jospin er også offer for de bedre tider, der skaber voksende forventninger. Regeringen har selv bidraget til denne risikable og tvetydige eufori ved at fremstille udviklingen i et rosenrødt skær. De skattelettelser, regeringen allerede har lovet, har nu fremkaldt krav om større skattelettelser, og det samme gælder indrømmelserne i forbindelse med benzinkrisen. Dette bekræftes at meningsmålinger, og der er endda tegn på en lavineagtig effekt. Den offentlige mening i Frankrig synes emotionelt fikseret på benzinpriserne.
Tilfældet viser, at udviklingen på oliemarkedet kan vende op og ned på den politiske situation. Ikke alene har den franske regering måttet forråde sin miljøpolitik – til forskel fra, hvad der er sket i Tyskland, hvor styrkeforholdet mellem bilpopulisme og økologi er et andet – men selve regeringens skattepolitik og finanspolitik kommer under pres. Prisforhøjelserne skyldes markedet, ikke afgifterne, men alle ved, at disse udgør tre fjerdedele af benzinprisen, og hvis først regeringen indlader sig på at sænke priserne eller neutralisere fremtidige prisstigninger – det er sådanne løsninger, der er på tale – mister staten store milliardbeløb, der må opkræves ad anden vej – medmindre man nedskærer statsudgifterne eller lader underskudet vokse.
Nu forværres situationen for regeringen af, at udsigterne for den økonomiske vækst er blevet justeret lidt nedad, bl. a. som følge af olieprisernes stigning. Det betyder i værste fald, at man kort efter det glade budskab om skattelettelser igen må begynde at tale om at ’spænde livremmen lidt ind’, barbere statsudgifterne og måske endda sætte nogle skatter lidt i vejret... Finansminister Laurent Fabius’ buket af skattelettelser er endnu ikke nået frem til parlamentet, hvor der venter den en stormfuld debat.

Man kan næppe beskylde Jospin for at have været taktisk udygtig under benzinkrisen. På det taktisk rigtige tidspunkt gav han så meget efter, som det var taktisk nødvendigt, og derefter viste han tilstrækkelig fasthed til at få ophævet blokaderne.
Derimod er der opstået tvivl om hans evne til at navigere på længere sigt – eller blot til at afgive klare og læselige signaler. Han kan ikke vinde præsidentvalget i 2002 ved at give taktiske indrømmelser fra krise til krise eller ved modstræbende at nedsætte skatterne, efter at folket længe har råbt om, at staten skovler alt for mange penge ind som følge af den voksende økonomiske aktivitet.
Han har mistet sit følgeskab i de lavere indkomstklasser, som ifølge meningsmålingerne har mere tillid til præsident Chirac, og han løber en risiko, når han satser for stærkt på at vinde valget på midten ved at tækkes middelklassen.
Men langsigtede overvejelser har svært ved at få et ben til jorden, når det politiske liv former sig som en vekselvirkning mellem vredesudbrud fra folket (eller befolkningsgrupper) og indrømmelser fra regeringen, som det er tilfældet i Frankrig. Og især når bilen får lov at monopolisere opmærksomheden og diktere dagsordenen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her