Læsetid: 3 min.

Med kærlig hilsen fra det 20. århundrede

20. september 2000

Louisiana gør pædagogisk status over avantgardernes drømme - og fortryller tilskueren med Pantons, Platons og Matti Suuronens huler

Udstilling
Det tyvende århundrede er forlængst blevet opsummeret: De største skibskatastrofer, det bedste filmkys, den mest svedige strygekvartet.
Det er på den led lidt sent, Louisiana kommer med sit bud på den visuelle arv fra avantgardens store dage, og man kan naturligvis straks diskutere, om synsvinklen er den mest relevante. Det vil vi derfor også gøre, men ikke uden at slå fast, at der virkelig er nogle meget store oplevelser at hente i Humlebæk, denne gang.
Udgangspunktet er futurismen i den italienske billedkunst og konstruktivismen i russisk, hollandsk og tysk arkitektur. Kamp imod tradition og for teknik, fart eller de rene linjer.
Denne tråd føres, af og til noget snørklet, op til 1960’ernes kåde genoptagelse af Malevitj’ monokromer og bevægelsen i kunsten og derfra i et hop til noget meget nær på dagen i dag. Og netop i den allersidste ende sker der heldigvis noget epokegørende: Teknikken bliver til magi, renæssancens drømme om perspektiv og geometri får tilført nye dimensioner og bliver både plastiske og realistiske.

Platons hule
Det er kunstnerne Agnes Hegedues, Bernd Linterman og Jeffrey Shaw, der har skabt hilsenen til Platon: conFiguring the Cave, 2000 og for første gang har jeg oplevet en virtual reality, der var bedre end virkeligheden.
Indtil i dag har isenkrammet været for kedsommeligt: I denne platonske hule var billederne på væggen så fortryllende og bevægende, at man kunne blive inden i installationen i timevis.
Hvor Mariko Moris buddhistiske pasteller i pavillonen i Rooseum ikke kom videre end til teenage datterens værelse og den lille ponys æstetik, har de tre billedmagere på Louisiana skabt et magisk rum, der på venlig vis sluger den besøgende.
Det vil der blive kamp om.

Facit 1
Skal man opsummere et helt århundrede på en enkelt udstilling, uden at tage livet af de besøgende, må man lægge nogle markante snit igennem kunstens krogede troldeskove.
Louisiana har fokuseret på den billedkunst, der giver sig materielle udtryk i olie på lærred, bronce og som skaber rum for mennesker at leve i. Det er der scenografisk god mening i, og man får mange spændende visuelle oplevelser, når man giver sig tid til at optage informationerne fra udstillingens installationer. Pædagogikken kan godt tage lidt overhånd, ind imellem: Vision og virkelighed vil så gerne have det hele med, at man af og til får for mange tredjeklasses kunstværker som ren illustration af tilrettelæggernes teser om århundredet.
Hvorfor for eksempel den kedsommelige Oskar Schlemmer, når den russiske teateravantgarde var så meget mere radikal, vital og engageret? Det forstås heller ikke af udstillingen, at Malevitj skabte sine malerier ikke som dekoration af en hjemmeside, men som nye ikoner. Og han mente dermed objekter til spirituel kontemplation, det åndelige i kunsten, som også var Kandinskijs ærinde. Som udstillingen er bygget op, bliver æstetikken og de rette linjer et mål i sig selv, et facit mere end et eksistentielt udsagn.

Facit 2
Det modsatte snit igennem århundredets billedkunst ville handle om netop den uhåndgribelige kunst, den der for en kort stund lægger krop til ideer, provokationer og som rækker ud over den fjerde dimension, tidens, som futuristerne fik med.
Dada og Fluxus ville være omdrejningspunkterne, og man kunne sagtens argumentere for, at denne linje var den mest betydningsfulde. Men af gode grunde kan denne kunst ikke virkelig ramme os på en udstilling, og der er endnu aldrig set en adækvat præsentation af disse to nedsmeltninger af billedkunsten. Den, der første gang laver en kongenial præsentation af Dada og Fluxus i dette århundrede, vil have gjort sig fortjent til en helgenstatus blandt kuratorerne.
Men man kan ikke genopføre forestillingen om det 20. århundrede i skalaen én-til-én i Humlebæk, så vi glæder os over de fortræffelige kunstværker der kan opleves på Louisiana i dette efterår.
Umberto Boccionis heftigt fremadskridende mand fra 1913 har ikke sat noget af sin energi til, og evigt logrer Giacomo Ballas gravhund med halen, mens den pløjer sig frem på sine cirkulerende lavben.
Dan Flavins neonrør har en ren, kæk fanfare at slynge ud i rummet, og på Thomas Struths store farvefotografi fra Frari-kirken i Venedig kan man se, at allerede Tizian forstod maleriet som aero-dynamik.

*Vision og Virkelighed. Forestillinger om det 20. århundrede. Udstillingsleder: Kjeld Kjeldsen. Louisiana, Humlebæk. Åbner i morgen. Til 14. jan. 2001

*Læs også anmeldelsen på forsiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu