Trods det kommercielle pres på barndommen er der stadig masser af børn, der har deres uskyldige glæde ved verden i behold
Udefra
JAKARTA Man bliver let træt, kynisk og endda forfærdet over den materialistiske tid, vi lever i. Børn af den moderne verden bliver bombarderet med fjernsynets billedverden og lærer i en tidlig alder at blive forbrugere. Vores tids McDonalds, Coca-Cola og Nike kendetegner ungdomskulturen i Indonesien eller snarere i det meste af verden.
MTV og Hollywood-film har en kolossal indflydelse på den næste generations tanker og handlinger. Børn bliver hurtigt street wise og villige deltagere i forbruger-tidsalderen.
De ønsker og stræber efter at eje voksen-ting fra mobiltelefoner til designer-jeans og parfume. Nutidens børn ved, hvad der er hvad, og hvad de vil have. Med andre ord så bliver de for tidligt voksne og levner kun meget lidt plads i deres liv til børneleg og indlæring.
Findes stadig
Fantasi-lege og rollespil er noget, som børn sjældent beskæftiger sig med. Computerspil, film og vestlig musik optager det meste af deres tid. Derfor var det dejligt for nylig at opleve, at denne trend ikke fuldstændigt dominerer børn i Indonesien. Barnlig uskyld og livsglæde findes stadig.
På en tropisk strand var jeg vidne til den fortryllende og glædelige barnlige uskyld; om end fjernsynet, forbrugersamfundet og Hollywood har farvet denne uskyld.
Jeg sad på en strand og nød synet af en isoleret tropisk ø ude i horisonten, da jeg blev omringet af en gruppe på seks lokale børn, som alle forsøgte at få mig til at købe deres kenang-kenanga souvenir-fotos af dette afsides, indtagende sted. Jeg lovede dem at købe et eller to af deres fotos, men først ville jeg sidde og slappe af, nyde udsigten og snakke. Børnene, som var mellem seks og 13 år gamle, begyndte snart at øve deres engelske gloser.
Vi talte til 10. Vi var igennem de sædvanlige spørgsmål Whats your name?, Where are you from?, Are you married?
Thomas fra Australien
Så kom en kat dryssende forbi, og så lød det kucing thats cat. Så blev der stillet spørgsmål om dyr. Vi lærte fish og dog og horse, så kom vi til gajah og i stedet for elefant, foreslog de Fumakilla.
Jeg grublede mystificeret over ordet. De viste mig emballagen til et myggebekæmpelsesprodukt, og så forstod jeg bedre. På produktet er et billede af en elefant, som tilsyneladende træder ud af æsken.
De gik i deres uskyld ud fra, at navnet på produktet var navnet på dette kæmpe, grå dyr med stødtænder og lange ører. Men vi fik snart slået fast, at det engelske ord er elephant.
Den mest snakkesalige i flokken, den 11-årig Irwan, hvis hår næsten var kastaniebrunt på grund af solen og havvandet, sad tankefuld for en stund og spurgte så: »Kender du Thomas?«
Jeg spurgte logisk nok, »Thomas hvem?« Og Irwan svarede, »Han er fra Australien.«
Han var sikker på, at når jeg var hvid og talte engelsk, så måtte jeg kende Thomas fra Australien. Da jeg sagde »Nej desværre, jeg kender ikke Thomas«, så min strand-interviewer temmelig skuffet ud.
Han sad lidt med et koncentreret udtryk i ansigtet, mens han søgte efter sit næste spørgsmål.
Uskyldens glæde
Han sad med sammenpressede læber, sammenknebne øjne og rynkede bryn, før han med et smil spurgte, »Okay, kender du Indy Crofor?« Det var en svær én. Efter en tænkepause troede jeg, at han måske mente Cindy Crawford. Jeg så det håbefulde udtryk i Irwans ansigt, så jeg nænnede ikke at skuffe ham og sagde:
»Ja, selvfølgelig. Jeg mødes ofte med hende. Hun er smuk, ikke sandt.« Med ansigtet strålende af glæde erklærede han sig enig She is very beautiful.
Tydeligvis var det en stor tilfredsstillelse for Irwan at have en slags forbindelse til en supermodel, som han sikkert har set i et ugeblad eller en avis eller i fjernsynet. Det var tydeligt, at oplevelsen gav ham en uskyldig glæde.
Da vi havde siddet og talt i over en time, besluttede jeg at fortsætte min færd rundt på dette smukke og stille tropiske sted. Som lovet købte jeg et par af deres kenang-kenangan fotos.
Både nu og i fremtiden kan jeg se på billederne og huske stedet, men jeg tror mere, jeg vil huske den lille sjove gruppe af børn end selve stedet.
Glæden ved at møde denne barnlige uskyld er vi ved at miste, fordi vores børn bliver alt for hurtigt voksne.
Nogen vil måske mene, at gruppen af drenge viste en barnlig uvidenhed om den moderne verden. Men deres uskyldige glæde over den verden, de ser, er større end den mangel på viden, de måske har udvist.
Vi kan måske endda lære noget af dem. De er måske ikke specielt world-wise, men de er kun børn. De har, hvad alle børn har brug for, tid til at vokse og lære. Deres uskyld er forfriskende og formår at få én til at føle sig en smule mindre træt og kynisk og se verden i et nyt og mere håbefuldt lys.
*Simon Marcus Gower er journalist ved The Jakarta Post
*Oversat af Runa Trosborg
