Læsetid: 2 min.

K'NYT

5. september 2000


Øverste Kirurgiskes månedlige
*Torsdag den 7. september kl. 20 genoptager Øverste Kirurgiske sine månedlige oplæsninger under overskriften Om igen i Zorqums hat. Arrangementerne fortsætter til og med december. Den 7. september læser Jørgen Leth, Kirsten Thorup, Kim Blæsbjerg, Vibeke Henningsen, Tomas Thøfner, Thomas Krogsbøl og Jens Blendstrup. Sted: The Lab, Vesterbrogade 107B i København.

H.C. Andersens kvindeportrætter
*H.C. Andersen-forskeren Kirsten Dreyer har netop udsendt et essay om Kvindeportrætter i H.C. Andersens forfatterskab, udgivet af Selskabet til Fremme af Levende Kultur i Skolen. Kirsten Dreyer deler portrætterne op i de gode mødre, de dårlige mødre og de ubetænksomme mødre og hævder i modsætning til Georg Brandes, at H.C. Andersen netop mestrede at skildre kvinder.

Jean Voigt-udstilling
*Lolland er lige så stille ved at blive landets nye kunstnerkoloni. Én af de første tilflyttere: kunstmaler, kostume- og livskunstneren Jean Voigt, mindes med en udstilling i løbet af kulturfestivalen Lys over Lolland 2000, der løber til 10.sept. Voigt er repræsenteret med rober, kostumer, scenografi-fragmenter, kostumeskitser, modetegninger, samt akvareller, litografier og oliemalerier – altsammen udvalgt af datteren Zarah Voigt. Festivalen har hjemme i Reventlowparken ved Pederstrup. nd

At skrive fra eksilet
*Hvad bør såkaldte eksilforfattere koncentere sig om, når de skriver fra eksil? Og hvordan er det muligt at bevare rødder til og inspiration fra hjemlandet, når man som forfatter lever i et andet land? Det er nogle af de spørgsmål, som fire forfattere, der er bosatte i Danmark, Canada og Frankrig vil diskutere i aften på et debatmøde på i Møstings Hus, Andebakkestien 5, Frederiksberg, i aften kl.19.30. Forfatterne er Francis Bebey fra Cameroun, Sofia Kuperman fra Polen, Rubén Palma fra Chile og Shyam Selvadurai fra Sri Lanka.

Et af verdens bedste drengekor
*Det er ingen overdrivelse at påstå, at det er et af verdens bedste drengekor, der gæster Danmark, når Drakensberg Boy’s Choir fra KwaZulu-Natalprovinsen i Sydafrika giver koncert i DGI-byen fredag den 8. september kl. 20-22, hævder Det Danske Kulturinstitut. Korets repertoire spænder fra rytmiske sange fra den afrikanske hverdag, politiske og religiøse sange, børne- og kærlighedsange til renæssancemusik, Broadway-klassikere og Lloyd-Webber.

Bangla Art International 2000
*I dag åbner en udstilling i Brøndsalen på Frederiksberg runddel, København, hvor otte kunstnere i Danmark, der selv har udenlandsk baggrund, er værter for otte kunstnere fra Bangladesh. Klokken 19 til 20.30 er der foredrag om Kunstens rolle i Bangladesh ved professor Mahmudul Haque, Dhaka.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her