Læsetid: 4 min.

En kroget vej til et ja

4. september 2000

Hvis jeg kun havde omgåedes de radikale, var jeg havnet på et nej, siger Margrete Auken, som efter måneders overvejelser stemmer ja til euroen

Folketingsmedlem Margrete Auken, SF, mener selv, at hendes ja-melding til euroen er den logiske konsekvens af hendes erfaringer med det europæiske samarbejde de sidste tre årtier.
»Jeg meldte mig ind i SF den 3. oktober 1972. Dagen efter den folkeafstemning havde sagt ja til at gå ind i EF. Jeg havde sat alle sparepengene på Folkebevægelsen imod, og jeg græd snot: Nu ville Danmark gå i opløsning.«
»I årene umiddelbart derefter var EF ikke noget, man politisk gik og talte om. Det var simpelthen ikke interessant, hvad der foregik.«
»Til det første valg til Europa-parlamentet i 1979 havde vi i SF kampvalg om de øverste tre pladser – og så kom pyntelisten, dem, der står for at trække stemmer, men som ikke vil vælges. Dér var jeg med, og jeg var den, der fik flest stemmer, så jeg kom til at stå som nummer fire på den samlede liste. Dengang var jeg populær i SF.«
»Jeg blev irriteret på Folkebevægelsen, fordi jeg syntes, deres kampagne var nationalistisk – og apolitisk. Det skrev jeg i en kronik, men ellers interesserede jeg mig ikke det mindste for EF.«

Vendepunkt i 1984
»Men så i 1984, på et miljøtribunal i Amsterdam, spurgte hollandske miljøfolk: ’Hvor bliver Danmark af i EF-samarbejdet?’ Det blev nok en slags vendepunkt for mig. Det kom til at stå mig klart: Vi skal ind og lave politik dér.«
»I midten af 80’erne begyndte tingene at flytte sig i SF. Der var mange gode vedtagelser. I forbindelse med folkeafstemningen om pakken i 1986 (EU’s indre marked, red.) begyndte jeg at lege djævlens advokat i folketingsgruppen og se tingene fra den anden side, men jeg stemte stadig nej og med god samvittighed.«
»Men i forbindelse med sagen om køb-dansk-klausulen ved Storebæltsbroen blev jeg klar over, at om så man lagde alle skidderikker i Danmark sammen, ville de ikke kunne overgå dem, der er i de multinationale selskaber. Det er ikke kapitalisterne, der går ind for frihandel. Det har de aldrig gjort. Det er os andre, der gør det – en fair frihandel.«
»Jeg var imod Maastricht i 1992, for den var så underligt løsrevet fra, hvad der ellers foregik i Europa, med opbruddet i Øst. Og ØMU’en – jeg troede dengang slet ikke, den blev til noget.«

SF’s katastrofesejr
»Vi var så opsat på det nej, og så fik vi det. Det var et chok, at vi vandt. For SF var det katastrofalt. Det kom til at fremtvinge en uheldig udvikling. Holger K. fik ikke den støtte, han skulle have haft til det nationale kompromis med de fire forbehold.«
– Det blev en traumatisk oplevelse for Holger K. Nielsen?
»Ja, fuldstændigt. Holger blev ramt af modstanden i hans egne rækker. 80 procent af SF-vælgerne stemte imod ved afstemningen i 1993. Det er hårdt for en partileder.«
»Nu er vi havnet på den EU-linje, at ’det er ikke så slemt, som vi tror’ – og den er svær at få stemmer på. Hvad er SF’s vision? Et Europa i flere rum! Men der er ikke andre, der går ind for det. Og så nytter det jo ikke ret meget.«
»Holger er blevet jammerligt behandlet af regeringen. Til og med Amsterdam-afstemningen gjorde de meget for at få os med. Men nu har de slet ikke taget os med på råd.«
– Du sagde i foråret, at du var tvivler og ville vente og høre argumenterne?
»I juli var jeg i England og opdagede, at et dansk nej vil hjælpe dem, der kun vil splitte skidtet ad. Den oplevelse var afgørende. Og så er det i høj grad Informations artikler, der har flyttet mig. USA breder sig alle vegne. Det må modbalanceres af Europa. Vi må ud og lave alliancer. EU har en anden dagsorden end bare at gafle til sig.«
– Kan man være spydig og sige, at det er SF’s kampagne, der har skræmt dig til et ja?
»Det er kampagnekuller at inddrage velfærdsaspektet. Det er forkert at bruge velfærdsvrøvlet som argument imod ØMU’en. Holger sagde ikke folkepensionen, men han har jo heller ikke taget tydelig afstand fra det, så på den måde hænger han på den.«
»Men der er i SF kommet samling om en mere offensiv Europa-politik. Pernille Frahm siger nu, at hun regner med, at hun vil kunne støtte Nice-traktaten. Så er der sket noget. Det kan vi måske takke Dansk Folkeparti for. Den dér nationalistiske kampagne vil man ikke associeres med.«
– Vil et ja den 28. betyde, at SF ikke længere automatisk siger nej fremover?
»Bestemt. Jeg tror, vi er forbi det punkt. Vi besinder os på, at det nationale kompromis ikke eksisterer mere. SF har lavet et fremragende WTO-program, men det er ikke en bønne værd, hvis ikke vi har et stærkt EU.«
Margrete Auken kalder afstemningsdiskussionen »flad«: »Den danske debat har ikke klinget af visioner. Vi har skullet hente folk fra udlandet. Og Jelveds ’sidden-med-ved-bordet’! Så alle kan se, at vi dukker hovedet?«
Hun fnyser: »Hvis jeg kun havde omgåedes de radikale, var jeg havnet på et nej.«
Og noget af tvivlen har hun da tilbage: »Euroen er et skrøbeligt projekt. Det kan lige så godt gå galt ...«

FAKTA
Præst og MF
Margrete Auken er født 1945, er uddannet teolog og sognepræst ved Frederiksberg Kirke. Hun blev valgt som MF for SF 1979-1990 og igen siden 1994. Hun fik ved folketingsvalgene i 1979 og ’94 personlige stemmer nok til at sprænge en partiliste, der kun giver valg til en kandidat i amtskredsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu