Læsetid: 4 min.

Kronprins afregner med Kohl

22. september 2000

I en ny bog fortæller Kohls kronprins Wolfgang Schäuble om sine år i tysk politik. Kohl beskrives som en beregnende egocentriker. Magtkampen i CDU fortsætter

BERLIN – Han kunne have været tysk forbundskansler i dag – eller i det mindste leder af oppositionen, men sådan skulle det ikke gå.
Efter 27 år i centrum af tysk politik – som Helmut Kohls trofaste væbner, indenrigsminister under genforeningen, CDU’s gruppeformand og til slut 16 hektiske måneder som partiformand – er Wolfgang Schäuble nu blot menigt medlem af Forbundsdagen; et offer for Kohls hemmelige konti og intriger.
Tirsdag den 18. januar i år skiltes de gamle venner som fjender. Det endelige brud skete under en samtale på Helmut Kohls kontor i Berlin klokken lidt i 9 om morgenen:
»Jeg har brugt alt for megen af min kort tilmålte levetid sammen med dig, og det bliver ikke til et minut mere,« lød Wolfgang Schäubles afskedssalut. Han vendte sin rullestol og kørte ud til sit endelige nederlag.
Godt et halvt år efter bruddet står det klart, at Schäuble kom til at betale en langt højere pris for den ulovlige partistøtte, end modtageren selv: Kohl hædres fortsat som den store statsmand, der gjorde, som han måtte gøre. Schäuble er blot en kronprins, der ikke var sin opgave voksen.
Næste måned udkommer Schäubles erindringer Mitten im Leben (Midt i livet), i går blev det første kapitel offentliggjort i nyhedsmagasinet Stern. På forhånd var det ventet, at Schäuble ville benytte lejligheden til at gennemføre et regulært fadermord på den gamle parti-patriark, så han kunne sikre sig selv en anstændig plads i historien. Schäuble blev tillagt samme hævntørst som den socialdemokratiske finansminister Oskar Lafontaine, der sidste år ydmygede en stribe af sine gamle partifæller med en bog.
Men sådan er Mitten im Leben ikke.
»Jeg er ikke bitter,« hævder han i et interview med Stern.
»Jeg ville beskrive, hvordan samtidshistorien foregår i hverdagen.«
»Man skal ikke tage hans ord for pålydende,« advarer Stern-journalisten.

Ufølsom egocentriker
Schäubles bog er især en – næsten resigneret – registrering af begivenhederne i en politisk karriere, hvor replikkerne oftest gengives som indirekte tale. Uden at bruge kraftudtryk beskrives Helmut Kohl som en  ufølsom egocentriker, der kun foregiver venskab så længe, det gavner ham selv, og på intet tidspunkt har erkendt sine lovbrud.
»Kohl har givet den politiske nødvendighed og fastholdelsen af hans egen magt absolut forrang,« siger Schäuble.
Da han ankommer til Kohls kontor den dramatiske tirsdag morgen, hilser Kohl ham med et muntert, forventningsfuldt spørgsmål: »Træder du tilbage?«.
Under samtalen forklarer Kohl, at størstedelen af den tyske befolkning har for-ståelse for hans adgang til millioner af sorte D-mark – »hele historien er egentlig ikke så slem«. Efter Kohls opfattelse er den egentlige årsag til CDU’s selvødelæggende krise de sølle 100.000 D-mark, som Schäuble modtog af våbenhandler Karlheinz Schreiber tilbage i 1994.
Schäuble trådte ikke tilbage den dag. Opklaringen skulle fortsætte, og Kohl fraskrev sin titel som æresformand for at beskytte navnene på sine anonyme velyndere. Måneden efter gav Schäuble op, Angela Merkel overtog formandsposten.

Merkel næste offer
Wolfgang Schäubles bog udkommer officielt den 5. oktober, og skal præsenteres af Angela Merkel. Også hun har sine problemer med patriarken. Da hun i foråret blev kåret til formand var det på et løfte om at opklare affæren om de sorte penge og rangere Kohl ud på et sidespor.
I mellemtiden er ambitionerne blevet noget mindre.
CDU-folkene i Forbundsdagen og partiforeningerne er desperate efter at lægge affæren bag sig. Netop i det symbolladede jubilæumsår for Tysklands genforening, ønsker de Kohl tilbage i deres midte.
Da parlamentarikerne genoptog arbejdet efter sommerferien i denne måned, satte Kohl sig smilende på sin plads.
Enhver kritik af sine handlinger vinker han af med henvisning til sine store fortjenester.
Angela Merkel har forlængst erkendt, at Kohls indflydelse på partiet er voksende, og for at ile hans støtter i møde har hun været nødt til at arrangere en særlig genforeningsfest for eks-kan-sleren, der ikke blev inviteret til den officielle fest i Dresden den 3. oktober. I stedet holder CDU sin egen fest i Berlin to dage før.
Kohls støtter opfatter givetvis Merkels fremstrakte hånd som tegn på svaghed, og hun har derfor forsøgt at vise handlekraft på andre områder. Her tilbyder den folkelige vrede mod de høje benzinpriser en oplagt kampagne-mulighed: Den socialdemokratiske-grønne regering driver med sine grønne afgifter prisen i vejret, er-klærer hun.
At Merkel i sin tid som miljøminister (til 1998) selv argumenterede for en kraftig grøn afgift på benzin, har hun måttet fortrænge. Til mediernes og de politiske modstanderes store fryd.
CDU-kampagnen har vundet en del gehør, men slet ikke i det omfang som protesterne i Belgien, Frankrig og Storbritannien. Måske fordi de tyske bilister har indset, at de er ved at blive spændt for en særdeles vakkelvoren partipolitisk kærre.
Dagligt minder medierne om Angela Merkels gamle, grønne synspunkter – og underminerer hendes troværdighed.
»Hun magter det ikke,« forudså Kohl allerede før, hun blev formand.
Og hvad laver Kohl? I årevis afviste han at skrive erindringer – »enten er de fulde af løgn, eller også er de intet værd« – i disse måneder skriver han løs på sine egne erindringer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her