Læsetid: 3 min.

Med kroppen som anledning

21. september 2000

Den moderne krops repræsentationsformer blotlagt i ny antologi

Antologi
Den analytiske og kunstneriske interesse for kroppen og kropstænkningen har i de senere år kastet store mængder af publikationer af sig. Kropstænkningen er nu blevet en så integreret del af det akademiske liv, at den har fået sit eget tidsskrift. Body and society hedder det selvfølgelig og udgives af forlaget Sage i England.
Herhjemme slog kropstænkningen for alvor igennem med 80’er-kunstens krav om et nyt ikke ideologisk inficeret kunstnerisk udgangspunkt. Kroppen blev et nyt eksistentialistisk nulpunkt og udgangspunkt, hvorfra man kunne tale og skrive sig op påny.

Kulturelt forfald?
Kroppen blev kulturens sidste holdepunkt, men også det kom hurtigt i skred med den mutilerede krop, den blodige splatteræstetik og de mange eksempler på kropslig selvdestruktion, som invaderede scenen.
Kroppen som den sidste store referent, kom hurtigt under pres. Den krop, der havde givet de eksistentielle forsikringer, blev hurtigt afløst en krop der var hullet som en si, hvor vædskerne og den nyindvundne mening langsomt sivede ud.
Men måske er der så alligevel ikke tale et kulturelt forfaldssymptom i traditionel forstand. Måske er det hele blot udtryk for den kulturelle frisættelses radikale subjektiveringsbehov, kravet om den totale formbarhed, variationer over behovet for som subjekt selv at profilere sin kropslighed.
Hele denne diskussionen bliver grundigt endevendt i antologien her, som er vokset ud af et undervisningsforløb på Aarhus Universitet i 1997. Ambitionen er den klare at diskutere kroppens repræsentationsformer under moderniteten, altså gennem de sidste ca. 200 år.
Et overblik som antologien måske ikke helt opfylder, men et pædagogisk set fremragende forord får trukket de store linjer op, og får udstukket et sæt af overordnede teoretiske perspektiver, som læseren så selv kan bruge som ledetråde.

Perspektiv
Man kommer således langt omkring, og ikke alt er lige vægtigt, ikke lige velformuleret. Der er en lidt tyndbenet sag om discodans og en sprogligt knudret artikel om 90’ernes modefotografi. Men der også indholdsmæssig tyngde og sproglig gejst, mest måske i redaktøren Rune Gades stofmættede og samtidig underholdende artikel om fotografiets paradoks.
Han påviser med et overbevisende eksempelmateriale af porno fra slutningen af 1800-tallet, hvordan fotografiet på en gang er udtryk for den endegyldige naturalisme og samtidig i kraft af sin evne til at trænge ind netop der, hvor blikket ellers aldrig ville kunne nå, tillige udtryk for en fotografisk abstraktion, fordi det netop overskrider vores perceptionsevner.

Den groteske krop
Niels Lehmann tager sig af de mere bizarre kropslige ritualer, som gennem de seneste 15 år er dukket op scenen. Lehmann går til sagen med den nødvendige blanding af intellektuel nysgerrighed og kritisk distance, og får derved løftet diskussionen ud af den umiddelbare fascinations- og chokæstetiske blindgyde, hvor effekten, provokationen dyrkes intenst, men hurtigt slides op, fordi den i længden ikke kan gentages.
Men Lehmann folder også den mere principielle teoretiske diskussion ud. Argumenterer for, at mange af disse performance acts nok primært besidder besidder kvaliteter som selvterapeutisk kropspraksis, men næppe har kvaliteter som kunst i klassisk forstand. Det private selvterapeutiske ritual iscenesat med fattige æstetiske midler tjener først og fremmest som en slags eksemplets kraft lyder Lehmans let skeptiske pointe.

Abject art
Dele af denne tematik tages også op af Peter Brix Søndergaard i artiklen om kroppen og det reelle, som formår det kunststykke på en gang at gøre Lacans arbejder om det visuelle forståelige og samtidig i praktiske analyser demonstre teoriens rækkevidde.
Søndergaard arbejder endvidere i forlængelse af Julia Kristevas teorier om det abjektale, det kropsligt frastødte, som allerede i begyndelse af 90’erne nærmest blev institutionaliseret med udstillingen om abject art på Whitney Museum. Men man trækker måske nok her store veksler på den meget håndfaste og hurtige oversættelse af Kristevas mere litterære begreb til det umiddelbare kropslige og visuelle felt.
De mere litterære analyser tager henholdsvis Britta Timm Knudsen og Marianne Raakilde Jespersen sig af i to væsensforskellige analyser. Timm Knudsen læser uhyre tæt på en af den slags romaner, hvor man har på fornemmelsen, at romanen måske er lige så teoretisk bevidst som sin læser.
Raakilde Jespersen demonstrerer i en veloplagt tematisk læsning af Thomas Manns Troldomsbjerget, hvordan det er sygdommen, den syge krop, der styrer fortællingens forløb, og sætter den afgørende kulturhistoriske metafor. Så måske trækkes der også linjer bagud i den kulturhistoriske tradition, når vores kropsdyrkende massekultur tilsyneladende konstant må bekræfte sig selv med billederne af den fragmenterede krops blodigt fortrængte eksistens.

*Rune Gade o.a.(red): Krop og æstetik. 239 s. 225 kr. Tiderne Skifter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her