Læsetid: 6 min.

Kunst, der bider

23. september 2000

Jørgen Haugen Sørensen vender kikkerten og fremstiller de store linjer i menneskelivet i sine frihedssøgende værker, der taler systemer og autoriteter midt imod

Kunst
Som Jørgen Haugen Sørensen vandrer rundt i Sophienholms lyse sale, ser han sin udstilling blive til. Kraner og gravkøer arbejder udenfor, mens håndværkere bringer centnertunge stenskulpturer og florlette papirarbejder på plads indendøre. Det er en retrospektiv udstilling, der opsummerer billedhuggerens oeuvre fra starten i 50’erne og helt frem til sommeren 2000, hvor han i sit frivillige eksil ved den spanske grænse i Portugal har skabt nogle stærkt foruroligende, bemalede lerskulpturer – værker der griber tilbage til begyndelsen.
Der udgår en påfaldende ro fra billedhuggeren, hvis markante profil er som hugget i marmor. En ro, der står i direkte modsætning til den pågående, ja, aggressive kunst, han bedriver. Han ynder at være undervejs og hylder rejsens bevægelser. Han er på kant med the establishment herhjemme, han skyer nemlig autoriteter og systemer og trives kun som fri fugl og siger, hvad han mener. En position, der har kostet ham dyrt:
»Jeg har ikke fået nogen offentlige opgaver i Danmark siden Huset, der regner til Sankt Hans Torv i 1993. Men som Asger Jorn en gang sagde, så er et spark i røven også et spark fremad. Man ønsker ikke folk med meninger, oppositionen tolereres ikke i kunstlivet i dag. Jeg er blevet outsider. Når man rejser, så er man åbenbart rejst og er dermed ude af billedet. Jeg klager ikke, for jeg sælger jo i udlandet, og det er også sundt sådan pludselig at blive tvunget til noget andet. Store bestillingsopgaver er jo en slags entreprenøropgaver. Der er ikke så meget kunst i dem som i lerskulpturerne, synes jeg. Man betaler også en pris for de store opgaver; man mister noget. En kunstner som Dödahultarn skabte i lille skala en slags Daumier-skulpturer i træ – og han kunne følge sig selv. Det er mere kunst. Hvis man er i stand til at vende pilen i luften, så kan man få et nederlag til at blive en fordel.«
– Du er altså vendt tilbage til billedhuggerkunstens urmateriale: leret.
»Ja, og det er godt. Men på den anden side er det også en nødvendighed for at overleve som billedhugger at lave de store, offentlige arbejder. Men mine værker har det med at unddrage sig, at vige væk fra den tildelte plads. Jeg betragter de offentlige værker som schæferhunde, der står og gør for magthaverne.«

Institutionernes magt
– Kan du mærke en holdningsændring på kunstscenen i forholdet mellem kunstner og institution, siden du forlod Danmark?
»Ja, der er helt afgjort sket noget: Kunstnerne, der oprindelig gjorde sig fri af kirken, er nu kommet i kløerne på institutionerne. Mange kunstnere er i dag gået hen og er blevet småreligiøse. Kunsten er blevet en totalitær stat. Før en kunstner kan få lov at lave en stor skulptur, skal den sigtes igennem smagsdommernes si, og når den kommer ud i den anden ende, så står der et skrummel af kompromiser. Jo mere man kan holde sig fri, jo bedre er det. Vi er ved at ende i en totalitær stat, hvor de, der er uddannet af denne stat bestemmer, hvem der får adgang til den, og det er døden for dansk kunst.«
– Har det noget at gøre med, at institutionerne i kraft af det flimrende kunstkvalitetsbegreb vokser i betydning? At man må have institutionernes blåstempling, fordi man ikke længere kan se, hvad der er godt eller skidt?
»Ja, det mener jeg. Hele kunstbegrebet er ude at sejle. I virkeligheden er det kun ved hjælp af intuitionen, at kunstværket griber fat i os. Men også intuitionen prøver de jo at slå ihjel. De siger, at du ikke kan regne med din intution. Du kan først se kunstværkets værdi, når der er gået et stykke tid. Dermed berøves du enhver form for stillingtagen.«
– Når man går rundt på udstillingen, slår det én, hvor mange udtryk, du spænder over.
»Jeg har hele tiden undgået at få stil. Man kan selvfølgelig ikke undgå at ligne sig selv, men alligevel. Man skal prøve. Hvis det går for nemt, så må man begynde at modellere med tæerne! Det må ikke blive sådan, at man ved, hvad man skal lave, når man står op om morgenen. Hver dag skal være et nyt mysterium. Nogle kunstnere leder efter formlen, og her går de galt i byen. For den eneste formel, der er, er dig selv. Og så at gå efter naturen og bruge den som taktstok. For mit vedkommende er det vigtigt også at arbejde naturalistisk indimellem. F.eks. at lave portrætbuster.«

De glatte glider
Jørgen Haugen Sørensen har lavet portrætbuster af digtervennen Henrik Nordbrandt og nevøen, fotografen Simon Lautrop. De fremstår næsten som en art dødsmasker, frarøvet øjne og med vansiret hud. Også dyrekranier og erotiserede kvindetorsoer indgår i rigt mål i Haugen Sørensens kunstneriske vokabularium.
– Der stikker også en digter i dig, for du har valgt nogle stærkt fortællende titler til dine som oftest non-figurative værker. F.eks. ’Huset, der slikker solskin’, ’Portræt af en gammel aftale’, ’Ham, der vil, men måske ikke kan’, ’De bevæger sig, bliver tunge og dør’ etc.
»Men det er som regel også en beskrivelse af skulpturens opbygning. Min skulptur ved Assistens Kirkegård, der hedder De glatte glider, de kantede bærer hedder sådan, fordi den er opbygget sådan. Men samtidig udvider betydningen sig. Min kunst har et forhold til det udenfor. Den gennemstrømmes af livserfaringer, af meninger. I modsætning til Ørskov-skolen, så tror jeg ikke på den rene, referenceløse skulptur. Det er noget pjat. Man kan jo heller ikke forestille sig en roman, der blot består af lyde. Jeg holder meget af at læse digte på grund af metaforikken og billederne, som jeg anser for beslægtede med min egen kunst. Mine seneste værker fra i sommer De tossede er en form for digte, udført i ler.«

Ateist blandt katolikker
Når Jørgen Haugen Sørensen arbejder, starter han med en skitse. Hans mange dagbøger, der også vil kunne ses på udstillingen, er både skriftlige udsagn og billedudsagn, der fortæller om, hvad der rører sig i kunstneren. Det er en fødekæde, der til sidst ender med det færdige værk. Vi bladrer i hans dagbøger og ser nogle krasse kommentarer til livets mange fortrædeligheder, bl.a. en kostelig serie om to ægtefæller, der på skift er ved at æde hinanden og en skitse af den selvtilfredse dansker, der glad og fro slikker sig selv i røven.
– Hvordan kan du som
ateist trives i de katolske Middelhavslande?
»Hvis danskerne havde været katolikker, havde de haft et meget sjovere billedsprog. Fordelen ved katolicismen er for det første, at man tilgiver forbrydelserne, så de kan fortsætte (latter!), og for det andet at man dér har et meget rigt billedsprog. Den lutheranske renhedsdyrkelse har ødelagt meget. Luther var desuden erklæret antisemit.«
– Hvorfor den udstillingstitel? »Jeg mener, jeg ser«. Hvorfor mener du, før du ser?
»Det er snarere et spørgsmål. Hvad ser vi egentlig? Ved vi, hvad vi ser? Det er en modifikation af det at se. En tvivl eller en ydmyghed, jeg indstifter i forhold til det at se. Men samtidig vil jeg gerne vende det om for at vide, hvad folk mener.

*Jørgen Haugen Sørensen: Jeg mener – jeg ser. Sophienholm, Nybrov. 401, Lyngby. Åbner i dag. Ti.-sø. 11-17. To. 11-20. Til 12. nov. Omvisn. hver sø. kl. 14. Udstillingsarrangør: Per Hovdenakk. Smukt udstillingskatalog med tekst af Per Hovdenakk. 120 s., 225 kr.

FAKTA
Jørgen Haugen Sørensen
Jørgen Haugen Sørensen er født i 1934 i Kbh. Ligesom sin to år ældre bror, maleren Arne Haugen Sørensen, begyndte han at tegne som barn, og i 1949 påbegyndte han en uddannelse som gipser og pottemager. Som billedhugger er han autodidakt og er i dag internationalt anerkendt. Et hovedtræk ved hans omfattende værk er hans optagethed af menneskets vilje og evne til at rejse sig og frigøre sig for snærende bånd. Hans værker er generelt præget af anarkistisk, ekspressiv energi. Han har også lavet film. Haugen Sørensen har udført en lang række offentlige arbejder, blandt de kendteste kan nævnes værker til Journalisthøjskolen i Århus, til Københavns Universitet Amager, til Assistens Kirkegård og til Sankt Hans Torv. Jørgen Haugen Sørensen har siden 1953 været bosat i udlandet. Han er dekoreret med både Eckersberg og Thorvaldsen Medalje. Jørgen Haugen Sørensen er bosat dels i Portugal, dels i Italien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her