Læsetid: 6 min.

Kunst eller til livsbrug

1. september 2000

’Min mosters migræne’ hedder bogen, alle kvinder snakker om i afsættet: Er Hanne-Vibeke Holsts bog kunst eller plat navlepilleri? Måske er den bare brugbar journalistik – som om det ikke er godt nok

Qlummen
Det er slut med romaner og strikketøj. Jeg strikkede min sidste svære, men smukke karry-grå mønster-pind i en bil i 1992. Trøjen blev for første gang nogensinde aldrig færdig. Tiden – ikke bare min, men i det hele taget – er ligesom ikke til romaner og strikketøj. Det er forresten synd.
I dag læser jeg lige så meget, men (tidstypisk) kun romaner i sommerferien. Fordi det regnede så meget, nåede jeg faktisk op på to mod den sædvanlige enlige roman. I år hed prioriteringen De små tings gud af Arundhati Roy (jeg er altid år bagud), som jeg faktisk var startet på under et kort vinterhvil, men som viste sig at være så mageløst mærkeligt, smukt skrevet, at den ikke lod sig kapere i de mulige småbidder.
Eftersom hver side egner sig til repetition, og badeværelset skulle renoveres og middagene kreeres indimellem, var der kun få feriedage tilbage, da sidste side var smagt. Så var det nabo-Johanne kom og stak mig Min mosters migræne. Den kunne jeg flyve igennem, som hun lystfuldt opfordrede, måske fordi jeg selv havde foræret hende den. Siden har jeg kunnet bidrage til konversationen i enhver sammenhæng med feminint islæt. Eller mere præcist: Siden har jeg befundet mig i en permanent for mig overraskende lidenskabelig diskussion med kvinder af alle slags om bøger som kunst/brugskunst – bøger som eksistentiel sparring contra underholdning og ikke mindst diskussioner om forfatteren, Hanne-Vibeke Holst. Jeg er simpelthen kommet til at læse en bog, alle kvinder fra min tandlæge og chef til mine døtre synes at have læst.
Ikke siden vi i 80’erne stampede i jorden og radiostudierne for at gøre kritikerne begribeligt, at vi som kvinder tillod os at se fløjtende stort på det litterære udtryk i salighed over omsider at kunne læse bøger om os selv forfattet af andre kvinder (en holdning, der hverken skulle eller kunne holde), har jeg befundet mig i en så engageret, intens bogdebat. Der er – viser det sig – adskillige i min omgangskreds, der opfatter Hanne-Vibeke Holst som en mildt sagt mådelig kunstner. I stedet for at tage hende på det journalistiske ord, hun leverer. Nogle af disse kvinder tog konsekvensen ved at klappe bogen i midtvejs. Men de fleste fortsatte til den bitre ende (327 sider) for (muligvis) bagefter at kunne rakke den ned. Så lidenskabeligt, at jeg mistænker dem for at være blevet ganske godt underholdt undervejs.

Personligt har jeg aldrig læst Holst før. Hun er ti år yngre end mig og også ti år bagefter. Eksempelvis taler hun i bogen som om, hun er den første danske kvinde, der har læst Simone Du Beauvoir – som om hun er den første kvinde, der har turdet gå op imod rødstrømpernes ignorering af moderskabet, hvilket jeg personligt skrev mindst fem ledere om hvert år i 80’erne. Ligesom hun serverer sig selv som den eneste, nulevende dansker, der taler om, er frustreret over og kæmper for en almen accept af kvinder som værende lige med mænd i alle forhold. Jeg kender adskillige med samme dagsorden. Men det betyder alt sammen ikke, at jeg ikke vil forsvare Min mosters migræne. Ikke at den skal have Nobel-prisen, men:
Hvornår har vi sidst set en bog gå feminismens ærinde lige lukt ind i hjerte og hjerne på begavede unge kvinder takket være den styrke, der kendetegner den åbne, ærlige og (undskyld mig) naives åbenbaring?
Det kan da godt være, at disse unge kvinders mødre, ministre og bedstemødre finder migrænen plat og navlepillende som kunst betragtet, men hvad med at se den som en politisk øjenåbner? Min mosters migræne er ikke en roman, men en journalistisk (og både velformuleret og humoristisk) beskrivelse af, hvordan forfatteren ’blev kvinde.’ De fleste kvindehistorier er interessante som identifikationslæsning, og Hanne-Vibeke Holsts er ingen undtagelse. Man kan dufte lugten i mormors køkken og genkende sig selv i striben af intime situationer, der var mere styret af begær efter anerkendelse end egentlig seksuel tiltrækning.

Er bogen ikke kunst – er den ikke intellektuel/analytisk – er historien ikke forsøgt sat ind i en historisk sammenhæng, så er den skrevet på en rasende, smittende vrede over den omstændighed at tilhøre et uligestillet køn. På trods af al den snak om ligestilling. Og hvad basishistorien ikke måtte rumme af perspektiv, damper ud af de interviews, den dygtige, journalistiske håndværker Hanne-Vibeke Holst har skrevet med sin mormor og sine to søstre. Ikke mindst interviewet med lillesøsteren er hele bogen værd. Den (i øvrigt butikdsuddannede) lillesøster leverer bogens eneste egentlige analyse – af sit liv med Doven-Lars i et provinshul uden udsigt.
En usentimental, vanvittig, humoristisk, afmægtig og skarp skåret beskrivelse af et miljø, hvis mænd aldrig ville drømme om at hente deres egne børn i børnehaven, røre ved en støvsuger eller for den sags skyld i en gryde. Og det er jo præcis sådan, livet i store dele af dette land stadigvæk leves (hvis nogen skulle have overset det.)
Forestillingen om, at alle bøger er kunst – og at kunst skal løfte folket op på et (af andre) fastsat dannelsesniveau – lever fortsat. Det er mit indtryk, at dette finkulturelle kultursnobberiet fortrinsvis gror i de grupper af befolkningen, der har uddannet sig opad i forhold til forældregenerationen, og – som en reminisens af den højborgerlige dannelsestradition – nu har travlt med at positionere sig ved bl.a. at stemple kunstværker som gode eller dårlige. At denne kvalitative skelnen mellem seriøs- og massekommunikation slet og ret er passé, har disse mennesker ikke opdaget.
Jeg mener at vide, at gode gymnasielærere ser det som deres opgave at uddanne unge til selvstændigt tænkende mennesker og gode demokrater fremfor at diktere dem et bestemt dannelsesbegreb. Ligesom (gode) litteraturanmeldere udnytter deres faglighed til at fremhæve bøger, der ud fra deres faglige niveau hævder sig som særligt vellykkede. Eller det modsatte.

Jeg hørte engang, at nogle præster på Lolland havde kompetence til at afkræve folket, at det kun læste litteratur, der ophøjede det. Spørgsmål er naturligvis, hvem der skal afgøre, hvad der ophøjer hvem.
Folket er hverken før eller nu én størrelse. Er den mest ophøjede (for nu at lege med et godt ord) den, der beder til Buddha og smiler til sin fjende? Den, der har læst og kan fortolke Villy Sørensens forfatterskab eller den, der stiller sit liv i nødstedte artfællers tjeneste?
Vi kender alle den litterære rangstige, der siger, at Karen Blixen er mere værd end Agnes Henningsen. Der er mere værd end Hanne-Vibeke Holst, der er mindre værd end Suzanne Brøgger, der er mere værd end Jane Åmund, der er mindre værd end Doris Lessing, der slet ikke kan sammenlignes med Maeve Binchy.
Efter min opfattelse er der tidspunkter i livet, hvor Holst er mere værdifuld læsning end Simone Du Beauvoir (når man er 17 f.eks.). Og selvom jeg betragter Colorado Drømme som mit livs læsepræstation, synes jeg, det er fedt, at Jane Åmund kan få så mange, der ellers ikke læser bøger, til at gøre det. Hvad det bekendtskab kan udvikle sig til, er der jo i princippet ingen grænser for.
Nogle kvinder læser for at opnå følelsen af at være i selskab med en veninde. Andre for at nyde litterær ekvilibrisme eller blive klogere på verden ud over, hvad veninderne kan bidrage med. Længe leve romaner af alle slags.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu