Læsetid: 6 min.

I lære hos sanseprofessoren

20. september 2000

Baard Owe giver sine elever nøgler til kroppens forseglede døre

Proces
»Du presser for meget med ringefingeren. Prøv at slappe af.«
Den mørke stemme taler roligt og myndigt.
»Overspændinger,« konstaterer den.
For et øjeblik slipper hænderne hinanden. De intense stålblå øjne afsøger blikket overfor. Så finder håndfladerne sammen igen og de to kroppe lænes langsomt mod hinanden, skråt, til de til sidst danner en pyramide. Balancen er fuldendt.
»Ja!« er det næsten, som om kroppene siger, »Ja!«
Det er en grå eftermiddag. Fugten hænger i luften. På stenmosaikken i haven på Frederiksberg står de to mænd stadig i pyramideform med fingerspidserne presset mod hinanden. Mændene smiler indforstået til hinanden.
Den ældste med sit markerede, mørke ansigt og intense blik, der har givet ham adskillige dramatiske roller med dæmonisk anstrøg – som f.eks. rollen som overlæge Bondo i Lars von Triers tv-serie Riget.
Den yngste med en robust krop, veltrimmet skæg og med et blik farvet med en sådan selvsikkerhed, at han kender rollen som »smart fyr« til hudløshed.
Så slipper mændene pyramiden og hinanden.
Baard Owe og Lai Yde Holgaard. Lærer og elev. Forenet i Todo.

’Du vader jo!’
Todo er en teknik til muskeltræning og selvcentrering, som Baard har udviklet fra Kung Fu og Tai Chi, og som han igennem år har lært Lai både privat og som lærer på Statens Teaterskole, hvor Lai blev færdig sidste år.
»Jeg startede hos Baard, da jeg skulle søge ind på Statens teaterskole,« fortæller Lai.
Det er meget almindeligt, at unge, der søger optagelse på skuespillerskolerne, ’træner’ hos private lærere inden prøven.
»Jeg skulle læse en Hamlettekst,« fortæller Lai, »men det første, Baard sagde, var: ’Du vader jo! Du vader! Du kan ikke vade rundt sådan der på en scene. Du skal gå’. Og så arbejdede vi flere timer med at gå – jeg syntes, det var helt vildt mærkeligt – men til sidst skete der noget: Jeg kunne tage ét skridt, trække et imaginært tæppe til side, og så var jeg Hamlet. Det var en helt fantastisk oplevelse.«
Lai blev da også optaget på Statens Teaterskole. Siden har han været Todo-elev hos Baard.
»Todo kan ikke forklares, det skal erfares,« siger Baard, da de to drejer rundt på stenene foran svømmepølen og lader kroppene falde og balancere på andre måder. Lai ligger nu på ryggen på jorden. Baard står på hans knæ.
»Nogle gange har du trådt mig på hovedet,« siger Lai nede fra fliserne.
»Nej,« siger Baard, der nu er kommet helt op at stå på Lais fodsåler.
»Jo, sådan noget har du altså gjort, Baard!« konstaterer Lai.
»Det er sgu’ da irriterende at ligge på sten,« bryder en kvindestemme ind. Marie-Louise, Baards kone, står på terrassen og ryger af et langt cigaretrør.
»Jeg har en trøje under mig,« beroliger Lai hende.

Tanken er en gangart
At Lai vadede, da han i sin tid startede som elev hos Baard, havde med hans tankemønster at gøre.
»Tankegangen er virkeligheden en gangart,« siger Baard, »fordi du tænker sådan, så går du sådan.«
Mange mennesker har kroppen låst fast i unaturlige positioner, fortæller Baard.
»Det skyldes traumatiske oplevelser, der sætter sig i kropsholdningen,« siger han.
»Fra du er barn, lærer dine muskler at lukke af for impulser – som f.eks. ikke at grine utidigt, ikke at græde eller at holde dig, når du skal tisse. På den måde opstår der blokader. Når impulsen til f.eks. at græde så kommer, går den ikke igennem, men sætter sig fast og låser dermed kroppen. Du sanser den ikke længere. Og det er i virkeligheden en forhindring for skuespilleren.«
»Ja, f.eks. da jeg startede på Statens teaterskole. Der rendte jeg foroverbøjet rundt,« fortæller Lai og falder sammen i skuldrene.
»Sådan hovedet på skrå, armene over kors – meget ufarligt. Men på den måde vil du aldrig kunne spille konge. Ligesom du aldrig vil kunne spille forsagt dværg, hvis du render rundt og bryster dig.«
Lais forkrummede holdning var et udtrykt for tilbageholdt usikkerhed, mener Lai.
»Det skyldtes bl.a., at alle på skolen rendte rundt og var bange for ikke at være fede nok,« siger han.

Muskler skal bære
Det, Todo kan give skuespilleren, er derfor genoptagelsen af sansningen.
»Det er igennem sansningen, at vores udtryksfuldhed bevæger sig,« siger Baard.
»Det er også, hvad Stanislavskij-teknikken, som man bruger i teateruddannelserne, oprindeligt bygger på. Men man siger: ’Tag en tændstik, føl på den og sig noget om den‘. Det er for idiotisk, synes jeg. Problemet er jo, at vi er holdt op med at bruge sansningen. Tag bare den måde, vi giver hånd på – vi sanser ingenting, vi har vænnet os til at lukke af.«
»Problemet ved teateruddannelsens sensibilitetstræning er derudover, at den åbner op, men ikke styrker. Du får ikke træning i de muskler, der skal bære dig,« siger Baard og illustrerer med et eksempel hentet fra Aikido (japansk kampsport, red.):
En Aikido-mester har opdaget og formuleret fire universelle love, der gælder for Aikido-træning. Hvis eleverne bekersker disse – eller bare én af dem – er de i stand til at lave alt og lære alle vanskelige teknikker. Det skriver han så en lærebog om. Men efter at have haft sit første hold elever, skriver han en ny bog. ’Jeg er ked af, at jeg sagde det der’, skriver han, ’for det er nødvendigt, at man først kan sidde på gulvet med strakte ben og nå fødderne’.

Gennembrud
Baards sensibilitetstræning er et stramt struktureret fysisk program. Træningen sker gennem øvelser – som f.eks. pyramiden – hvor man sammen med en anden overfører impulser gennem håndfladerne og træner kroppenes fælles balance. Man skal lære både at føre og lade sig føre.
»Det samme gælder et replikskifte,« siger Baard, »det er samme mekanik. Hvis du ikke sanser nuancerne i det, den anden siger – selv om du kender replikken – så bliver skuespillet ikke dynamisk.«
For Lai gik træningen direkte i systemet. En dag på skolen brød han sammen midt i en tekst og græd uophørligt. Derefter fulgte nogle måneder i et sort hul. Det gav en indgang til, at han pludselig kunne spille sine karakterer på en meget mere nuanceret måde end før. Så nuanceret at skolen mente, han burde gå til psykiater efter en rolle som psykopat, hvor hans kvindelige medspiller blev bange for ham.
Af samme grund var flere af Lais medstuderende noget skeptiske over for hans privatlærer.
For Baard, derimod, er de psykiske reaktioner på Todo ikke noget, han gør noget særligt ud af. Han bryder sig ikke om, hvis Todo bliver »behængt med overtro og sensationer.«
»For mig er Todo meget nøgternt,« siger Baard, »det er spegepølse. De psykiske ballader er uinteressante. Det er det fysiske, der er Todos formål.«
Lai får nu Todo-træning indimellem de forskellige filmjob, han har. Derudover assisterer han Baard i undervisningen på Baards Todo-’skole’, der ligger i Valby.
Regnvejret nærmer sig haven på Frederiksberg, hvor et tog nu og da ruller larmende forbi. Baard og Lai har afbrudt øvelserne og sat sig op på terrassen ved træbordet med kaffekrusene.
Selv om der er over 30 år imellem dem, er det ikke svært at fornemme, at forholdet mellem de to mænd er af en ganske særlig karakter. Måske er Lai den, der engang skal føre Todo videre?
»Det ved jeg ikke. For mig er Todo Baard. Det, der kræves, er, at jeg gør det til mit eget,« siger Lai.

*De forrige artikler i serien om den alternative teateruddannelse blev bragt 19. september. Serien fortsætter.

FAKTA
Todo
*’To‘ betyder to og ’Do‘ betyder vej eller træning
*Todo-teknikken er udviklet af Baard Owe og er en form for muskeltræning, der giver balance og selvcentrering
*Teknikken er inspireret af asiatiske kampsportsteknikker som Kung Fu, Aikido og Tai Chi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu