Læsetid: 4 min.

’De er levende’

16. september 2000

Hvilken enke frygter De mest? Den gule, den sorte, den glade – eller måske Ohlsens?

Araknoambivalens
I Naturhistorisk Museums kælder i Århus fortalte en kvindelig pædagog for nylig sine protegéer, at »den gule enke er giftig«. Og selvom det er vand på Afholdsforeningens mølle og mange sikkert vil skrive under på den påstand nytårsmorgen, så har farven nok fået en forkert lyd, når talen er om edderkopper. Selvom der ikke er nogen farlige danske edderkopper. Den store rovedderkop, der er en af den snes levende edderkopper som publikum med lidt held kan få øje på i glasburene, kan bide gennem menneskets hud og forårsage irritation på niveau med et bistik. Men der er ikke nogen af de vimse insekter, der evner at tage livet af et eksemplar af menneskeracen. Og hermed er udstillingens FAQ besvaret.
Det er sjældent, at der er flere mennesker end edderkopper i et rum, men der er konstant trængsel omkring montrene. Ledelsen på Naturhistorisk Museum ved ikke helt om de skal tilskrive successen det danske vejr eller den menneskelige trang til at lade sine dendritter kildre gennem konfrontation med sine frygtobjekter.

Lev længe: børst hår
»De er levende,« siger børnene med skiftende tonefald.
Og det er de – bortset fra en enkelt. Kurt Nicolajsen fra Viby udstiller sin nu afdøde theraposa leblondi, der nyder den ære – eller har lidt den tort, om man vil – at være optaget i Guiness’ Rekordbog i kategorien ’tungeste edderkop’. På dansk kalder vi arten for fugleedderkopper. De kan have et benspænd på 23 cm og veje mere end 87 gram og kan i fangenskab opnå at leve 25 år. Og så kan den et særligt trick, der i naturen er medvirkende til at holde den i live i op til 10 år: den kan ’børste hår.’ Hvis De nu tænker, at det kan De også, samt at De ikke tror på, at det kan være en livsforlængende gestus, så hør lige hvordan fugleedderkoppen gør det: Når den er på flugt og søger at undgå sin forfølger ved at kravle ned i et hul og derved blotter sin bagdel, er den i stand til at afskyde hårene fra en del af bagkroppen. Denne sky af hår kan give enhver kamæleon allergi og dermed redder leblondi’en sig endnu en dag. Og den efterfølgende skaldethed klarer den ved at skifte hud!
Det er den søde beængstelse, der trækker publikum til udstillingen. »Addd!«, siger vi – og stikker næsen helt hen til glasset for at komme tættere på de væsner, der vækker vores afsky. Enkelte publikummer bekender at være araknofober og holder sig på flere meters afstand af glasburene, trods det at fugleedderkopper stort set kun lever af kakerlakker og fårekyllinger.

mmmm
Den første edderkop, der møder ens øje, er guldsilkespinderen. Der er både en australsk og en afrikansk variant af arten. Den afrikanske sidder i sit spind med bugen ud, mens den australske har ryggen til publikum. Er der mon en symbolik i det?
Dens spind er så stærkt, at man tidligere har brugt det til både tasker og huer. Og på New Guineau brugte man tidligere en helt speciel teknik til at nyttiggøre edderkoppens spind: Man satte bambusstænger op i områder med mange guldsilkespindere. Stængerne var bøjet i en cirkel i spidsen og edderkopperne fandt snart ud af at forme et net i den færdigbyggede ramme. På den måde fik man en ketsjer til fiskefangst.
Her er vi ved sagens kerne. Edderkopperne er her nemlig ikke for deres blå øjnes skyld. De er venligst udlånt af universitetets afdeling for zoologi, hvor man holder insekterne med det formål at eftergøre edderkoppespindets egenskaber.
Den tråd, som kommer ud af spindevorterne på bagkroppen, er stærk som stål og mere elastisk end gummi. Det menneskeskabte stof, der ligner mest er kevlar. Det er kulfibre, som anvendes blandt andet til cykeldæk. Men når vi mennesker skal lave kevlar foregår det ved meget høje temperaturer og under højt tryk. Hvordan kan edderkoppen frembringe et lignende stof inde i sin bagkrop, hvor det er flydende for at stivne og bliver til en silketynd tråd ved mødet med luftens ilt?
Dét forsker man i over hele kloden. Og finder man hemmeligheden er der måske her et område, hvor den gammeldags industriøkonomi kan få ny vind i sejlene overfor den altædende world wide web-økonomi. Måske skulle De overveje at ringe til Deres pensionsselskab og efterspørge investeringer i forskning i edderkoppespindets kemi?
Det er svært at vende ryggen til edderkopperne men det trøster, at man i forhallen kan købe Edwin Nørgaards Edderkop på frierfødder. Her kan man på lange, råkolde sommerdage underholde sig med kapitler som ’Svagtseende vagabonders frieri’, ’Frieri hos retræteboere’ og ’Fleksibel adfærd.’
Der er edderkoppefodring hver dag klokken 11, men hvordan det går for sig, skal ikke røbes her. I stedet kan man selv gå ud og få noget gødning efterfølgende.
Jeg går temmelig ofte
ud på danserestaurant
hvor de gule enker
byder op til can can,
sang Kim Larsen på sin første plade efter retræten fra Gasolin for 20 år siden.
Og når man nu sidder der med sin gule enke bør man anstændigvis tænke på, at der er steder på kloden, hvor alternativet til at spise en fugleedderkop er at sulte.
Selvom man selvfølgelig også kan lade være.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her