Læsetid: 4 min.

Der er liv i kisten

28. september 2000

Kvium og Lemmerz har lavet en imponerende og virkningsfuld visuel videredigtning over James Joyce’ ’Finnegans Wake’ på Statens Museum for Kunst

Udstilling
At sætte James Joyce’ berygtede mesterværk Finnegans Wake (1939) i billeder er halsløs gerning, det ved Michael Kvium og Christian Lemmerz, der nu forsøger sig, nok bedre end nogen. Men det er også udtryk for ambition og vovemod, som man skal lede længe efter, selvom det ikke er helt uden forgængere, ej heller på dansk grund – Asger Jorn var på paletten først og fik på en række berusede lærreder skabt adækvate tolkninger i kølvandet af Finnegans Gravøl.
Hvor vellykkede Jorns billeder end er i sig selv, savner de dog denne nat- og dødebogs monstrøse format, dens ekstreme uoverskuelighed, dens miskmask fordelt på 628 sider, af 50 sprog, lag på lag, i et rave af ordspil og alverdens myter, historie, dagsrester, slapstick og mareridt, alt og ingenting – på samme tid. Og drømt i løbet af én nat af en pubejer i Dublin.
Med den otte timer lange film The Wake, der fremstår som en slags Peter Greenaway parret med Lars von Trier og i øjeblikket vises som to-timers videoinstallation på Statens Museum for Kunst, når Michael Kvium og Christian Lemmerz et godt stykke længere ind i det monstrøse end den gode Jorn. I hvert fald når teknikken tillader det.

ærd at vente på
Første dag Deres udsendte slog vejen forbi, var installationen lukket pga. teknisk svigt og næste dag en lille time forsinket.
Men den er faktisk også værd at vente på. Læne sig mageligt tilbage kan man dog ikke, det ville være synd at sige. The Wakes otte timer er fordelt med to timer på hver af et rums fire vægge, vist samtidig. Man vender og drejer sig derfor i ét væk. Der sker hele tiden et eller andet bag ryggen af én, noget forskelligt og kun undtagelsesvist noget overlappende eller det samme fra en anden vinkel.
På den ene væg tordner det, lynene glimter, på den anden masturberer en kvinde, på den tredje passerer en procession et keltisk kors, og ud af øjenkrogen skimter man 28 piger i en skoleklasse, som afløses af en stærkt beruset mand på en pub, man vender blikket mod den anden, som nu viser en bugt, rød af grindeblod. Der klippes uafladeligt fra scene til scene, man klipper selv videre: Man vender sig fra væg til væg til væg. Til nye klip. Til genkommende scener.
Som installationen skrider frem, genkender man i glimt flere og flere af bogens centrale scener og locations. Efterhånden bemærker man den pubejer i hvis drøm, det hele foregår, hans kone, datter og antagonistiske tvillingesønner (bl.a. spillet af Thomas Bo Larsen). Man ser deres fordoblinger, spejlinger, deres forvrængninger, deres forvandlinger, fødsel og død og ansigter, der trækkes ud. Man ser deres grænseløshed. Livsforløb på et øjeblik. Oldinge som fostre. Livet i kisten. Angst. Maddiker. Landskaber. Vaskekoner. Ekstase. Abort. Lort på et sølvfad og brugt som blæk.
Man ser rettergangen om pubejerens fortrængte eller påståede uterlighed og incest. Insekter. Og meget mere. Ind imellem sendt som visuelle postkort fra kunsthistorien, fra da Vinci, Doré og kunstnernes egne værker.

Stumfilm
Det er ganske imponerende og virkningsfuldt. Man kunne måske nok have brugt et sæt flueøjne, men synes alligevel at have fået nogle timers flakkende mindelser om udsigten fra Odins øje.
Det skal dog ikke skjules, at The Wake også har sine klare begrænsninger, selvvalgte såvel som økonomisk betingede. Midlerne har ikke været ubegrænsede, men man vænner sig til det rå, groft sammenflikkede præg, værre er det derimod, at man må undvære ordene. The Wake er en stumfilm! Med musik af Dror Feiler og DJ Wunderbaum.
Det, filmen mister i dét hug, er humor. O.k. man gør da flere forsøg på befriende pantomime og lagkagekomik, og de ér da også relativt morsomme, men det forbliver glimt og gennemsyrer ikke. Det gør det patetiske, som ind imellem kan have noget ufrivilligt over sig, derimod.
The Wake når derfor ikke det niveau, Lemmerz nåede med teaterforestillingen ALP-TRAUM (1997), der var en iscenesættelse af et centralt afsnit fra Finnegans Wake som monolog for to (stærkt oversat af Peter Laugesen). Det lykkedes her aldeles overbevisende Lemmerz at skære en opgraderet græsk tragedie fri af miskmasket og give teksten krop, uden at essentielle størrelser som rytme eller humor gik fløjten.
Alligevel ér det, som sagt, både en ganske imponerende og virkningsfuld visualisering Kvium og Lemmerz har sat i værk i kisten dér i Sølvgade.
Den er krævende, men jo mere tid man bruger og jo flere nakkemuskler man tærer på, desto mere givende er Kviums og Lemmerz’ splintrede feberdrøm. Hjemmefra kan man få en forsmag ved at lette på låget til The Wake’s sarkofagformede hjemmeside www.wake.dk og se filmen, stills, skitser, credits, turplan, læse bogen, være interaktiv, hvilket er glimrende. Men for at få den fulde effekt, må man se den i installationsform.

*The Wake – Historien er et mareridt jeg forsøger at vågne fra. En videoinstallation af Michael Kvium og Christian Lemmerz. Indgår som del af Kulturbro 2000. Til 22. okt.

*Jan Thielke er digter og udgav senest digtsamlingen ’Jeg er familie’ (1998)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu