Læsetid: 3 min.

Livet i Lykkeland

12. september 2000

Aarhus Teater Studeo starter sæsonen med en forestilling af den unge englænder Mark Ravenhill,
et stort dramatisk talent

Teater
En mand træder ind af døren. En kvinde gisper og viger tilbage, skridt for skridt, i hele scenens længde. Han følger med. Sådan begynder et stykke godt teater: Man får lyst til at se mere.
Løftet bliver indfriet: Knivskarpe Polaroider er den bedste forestilling, Aarhus Teater har vist i meget lang tid.
Stykket er skrevet af den 30-årige engelske dramatiker Mark Ravenhill, kendt fra forestillingen Shopping and Fucking, der blev spillet på Café Teatret i København 1998.
Knivskarpe Polaroider er en forestilling om den tid og den verden, vi lever i. Den handler om Europa før og efter kommunismens fald. Et drama om det nye, stinkende rige Vesten, med Østeuropa i sidespejlet.
Vi er langt fra de lukkede familierum og kunstatelierer, moderne dramatikere er slemme til at spærre os inde i. Her er åbent ud til virkeligheden. Personerne er levende dele af verdenshistorien.

Terrorisme og egotrip
Nick er en midaldrende mand, gammel socialist og terrorist. Han er lige kommet ud af fængslet, hvor han har siddet siden 1984 for et mordforsøg på en kapitalist. Han opsøger sin kæreste fra dengang. Hun har brudt med sin fortid og gør karriere som politiker.
Nadia, Victor og Tim tilhører den unge generation, som tror, at de selv kan beherske livet og lykken, bare de »selv tager ansvar«.
Nadia tænker altid positivt, også når hun får tæv af sin kæreste.
Tim fornægter alle følelser, mens han holder sin aids-sygdom stangen med ny medicin.
Victor er russer. Tim har købt ham over Internettet. Nu skal han være sex-slave i ’Lykkeland’, Vestens nirvana af plastik, chips og blanke overflader. Ingen kærlighed, intet alvorligt må komme imellem de to.
Der er også en ældre herre med – Nicks offer, kapitalisten. Han tror på de frie markedskræfter, som andre har troet på Gud. Men hans historie – hans andel i det 20. århundrede – kommer ikke til udtryk i dramaet. Det savner man.
Til gengæld folder spillet sig rigt og fornemt ud imellem de to yngre generationer.
Det handler om vidt forskellige forventninger til livet. Men også om den fælles historie, fortiden, som ikke kan fornægtes, følelserne, der ikke kan fordrives, og døden, som man ikke kan blive ved at udsætte. Ikke engang i Vesten.

En katastrofe
Første del af forestillingen er ualmindeligt godt teater, veloplagt, velspillet, i en minimalistisk scenografi. Men efter pausen sker en katastrofe. Det er ikke instruktørens eller skuespillernes skyld. Det er en fejl fra dramatikerens hånd:
Tim er død. Han ligger i sin hospitalsseng. Victor er blevet alene med ham, og man venter den store stilhed, der kommer, når livet er forbi. Den kommer ikke her. I stedet begynder liget at formulere sig, det udtrykker store følelser via en højtaler, det bliver seksuelt opstemt og kræver at få den spillet af! Der røg troværdigheden. Den etableres aldrig igen.
Det er ærgerligt, for i første halvdel af stykket kunne man finde alt, hvad man savner i tidens teater: En engageret menneskeskildring, en præcis samfundsbeskrivelse, et fast greb om tidsånden.
Mark Ravenhill er ung. Der er ting, han ikke ved om livet og døden. Det mærker man i denne forestilling. Men den er også præget af et dramatisk talent så stort, at der er grund til at tro, at der engang vil komme et mesterværk.

*Knivskarpe Polaroider. Aarhus Teater Studeo. Manus: Mark Ravenhill. Instr.: Lennart Hansen. Medvirkende: Klaus Wegener, Dorthe Hansen Carlsen, Stine Hedrup, Martin Ringsmose, Jan Linnebjerg, Ejnar Hans Jensen. Spilletid: 2 timer og 30 minutter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her