Læsetid: 3 min.

Louisiana kæmper

7. september 2000

Fra David Hockney til Sigmar Polke. Louisianas program for 2001-2002 blev i går afsløret. DONG
er blevet sponsor

Musealt
I går dannede Louisianas bådehus ud til Øresund ramme om et pressemøde – det første med museets nye direktør, Poul Erik Tøjner, som mødeleder. Museets stifter, Knud W. Jensen, deltog ikke.
Her blev sløret løftet for museets udstillingsprogram 2001-2002.
Tøjner plæderede for, at de smukke, ydre rammer om museet – trods en skrantende økonomi – skal bevares, og at museets funktion fortsat vil være – i en kærlighed til kunsten – at tage hånd om de tre ’forbudte’ ord: Publikum, Formidling og Oplevelse.
»Der er ikke noget galt i, at udstillingerne er velbesøgte,« sagde Tøjner. »At publikum strømmer til en Monet-udstilling, gør ham jo ikke til en dårlig kunstner.«
Men Tøjner fastslog, at publikum også skal opdrages med ny viden. Man håndhæver derfor fortsat det såkaldte saunaprincip, nemlig at varme udstillinger alternerer med kolde; at publikumsmagneter, hvor gæsterne kan opleve det, de allerede kender, skifter med udstillinger med hidtil ukendt kunst og nye problemstillinger.
Således ligger på tegnebrættet en udstilling med den amerikanske maler Georgia O’Keeffe, som ikke har været præsenteret i Europa før. Her slår man to fluer med et smæk, idet man viser en herhjemme ukendt kunstner, der ikke desto mindre for længst har skrevet sig ind i den internationale kunsthistorie.
Samtidskunstnere som Mona Hatoum og Doug Aitken forberedes også, og de vil decideret pege fremad.
Der er ifølge Tøjner to måder at give en nuanceret definition af begrebet samtidskunst på: Dels gennem temaudstillinger, hvor værkerne går i »juxtaposition«, dvs. konfronteres med hinanden, som udstillingen Vision og Virkelighed – forestillinger om det 20. århundrede, som åbner den 21. september, dels gennem monografiske repræsentationer: »Museet vil slå et slag for at vise mindre flimrende udstillinger i en respekt for den kulturelle fødekæde«, sagde Tøjner.
Tøjner fortalte om de forestående, allerede kalendersatte udstillinger: En større præsentation af den tyske kunstner Sigmar Polke (30. marts-29.juli 2001) og af David Hockney (12. oktober 2001-29. januar 2003). Når museets grand old man, Steingrimm Laursen, næste år falder for aldersgrænsen på 70 år, så sker det med manér. Hans mangeårige bekendtskab med den sky, tyske kunstner, Anselm Kiefer, munder ud i en udstilling med 22. juni-23. september 2001.
En udstilling med den tyske kunstner Gerhard Richter vil efter al sandsynlighed kunne realiseres i 2002. Desuden vil man i perioden 26. januar-22. april 2001 kunne se en stor udstilling med totogruppen Magnums billeder fra de seneste 10 år. I forbindelse med museets udstillingsserie Arkitekturens værksteder, vil der fra den 8. september til den 9. december 2001 blive vist en udstilling med den britiske arkitekt Norman Foster.
Dansk Olie og Naturgas DONG har skudt to mio. kr. ind i Louisiana i en tre-årig sponsoraftale, som gensidigt bliver betegnet som et partnerskab. Men med et driftsbudget på 70 mio. er der lang vej igen.
Økonomien skranter, og af den grund har museet måttet udskyde bygningen af det omdiskuterede arkitekturmuseum ved stranden i Humlebæk.
»Besøgstallene er afgørende, men ikke engang høje besøgstal og statstilskud kan finansiere Louisianas drift,« konstaterer Poul Erik Tøjner, som peger på, at lavere renteniveau og tiltagende konkurrence er de væsentligste årsager til, at økonomien ikke har det så godt som ønsket. Museet må derfor fortsat støtte sig til Louisianafonden, den fond, der er baseret på Knud W. Jensens personlige formue og på sigt arbejde på at øge det statslige tilskud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu