Johannes V. Jensens spring ind i nutiden
Modernitet
Den unge Johannes V. Jensen overkom næsten alt. Ved århundredskiftet strømmede sproget fra ham under hans ophold her og dér, hastigt, koncentreret. Ideerne kom flyvende undervejs og var straks støbte i formen, gnistrende af oplagthed, forførende at læse. Hans ét hundrede år gamle ord, inspireret af de pludselige teknologiske fremskridt med maskinen, ramler ind i nutiden, betagende som med den maskine, man nu har foran sig under skærmen med de uanede, eksplosivt ekspanderende muligheder, med samme tilbud om usorterede, forrykte meninger.
Den gotiske renæssance kaldte han denne maskinernes ånd, som han selvfølende lod udgå af det jyske, men realiseret af den angelsaksiske handlekraft, der ikke er henfalden til tysk dybde og sentimentalitet, fransk abstraktion eller spansk degeneration. Med ravruskende humor og hårrejsende påståelighed skrev han denne reportagebog sammen, en hyldest til moderniteten, som han så den demonstreret af Verdensudstillingen i Paris med dens mirakuløst skinnende maskiner og gigantiske dynamoer. »Stempelstangens store moderlige Takttempo«.
Nationernes forskellige pavilloner får karakterer, besøgt via det rullende fortov, der ligner hans strømførende prosa, som også roterer med Pariserhjulets perspektiv. En stilistisk opvisning, klar til citat linje for linje. Begynder man først at strege under i genkendelse eller til hukommelsesbrug, til henrykkelse og skræk og advarsel, bliver hver side snart overmalet.
Gyldendal har nu fået lov til, uden kommentarer, at genudgive dette skrift, som digteren selv gjorde berygtet ved at slette det af forfatterskabet og forbyde genoptryk, i erkendelse af de mange forløbelser. Men som (u)menneskeligt dokument er det, også i sin tænderskærende satire, et metaforisk pragtstykke i sin lovsang til kendsgerningen, som han bortset fra gentandsdyrkelsen i øvrigt selv holder sig langt fra: En ideologikritik, der havner i en metertyk, selvmodsigende ideologi med hang til det absolutte, derunder en udtalt racisme, der dog håner nationalisme og taler for bastardens kulturelle mission.
Futurisme
Der er modige selvblottelser og bekendelser:
»Hør hvor denne By, hvor den vældige By dernede synger! Det er Vers af Jærn, Rim i Staal og Sten, det er Rytmer mod Himlen. Naturkræfterne digter... en Spøg er bygget nihundrede Fod op i Luften. Denne Udstlling bevæger Sindet som vild Musik, en Harmoni, alle Folkeslags Enighed trods alt. Det tyvende Arhundrede suser over Hovedet. Jeg bekender mig til virkeligheden. Jeg bekender.«
Den futuristiske ekstase fra Paris følger efter første dels rapport om Spaniens åndelige og materielle tilstand. Om den er ikke meget godt sige.
Han skjuler slet sin foragt for spanske ærersbegreber, der dækker over nederlagserfaringer, ikke mindst i den pågående krig med USA om Cuba. Spaniernes passion for blodige skuespil har en sammenhæng med eller er analog med seksuel perversitet, konkluderer han ved overværelse af en tyrefægtning, en skildring, der nemt tåler sammenligning med både H.C. Andersen og Hemingway, ikke mindst ved det farlige bagslag i selvsynet.
Hans egen nøgterne indforståelse med de kluntede rituelle myrderier er parret med bondens godmodige omgang med kreaturerne i fantastiske synsvinkelskift.
Bogens todeling af fald og oprejsning modsvarer den indre dialektik i hans frigjorte hoved, sådan som han forstår sig selv, besværgende delt mellem tilværelsens berusende meningsløshed og storbyens virkelighed. »Unaturlig vågen«, som han siger om sit sanseapparat. Det gælder ikke mindst hans sprog.
Johannes V. Jensen lærte sig her at se nuet, befriet for fortid og dansk, germansk beklumrethed: Nuet som nåleøjet for udviklingen. Han var ved at etablere fænomenet myte, som han snart fandt som betegnelse for sin kortprosa, udviklet gennem avisernes medie, med rejsereportagen, kronikken, som bestemmende for længde, omfang og koncentration.
Det var ved den tid, danske forfattere tilegnede sig hurtighed, lethed, anskuelighed, Drachmann, Sophus Claussen, rejsende reportere ligesom Herman Bang, der her fik en hastig kompliment som den første dansker, der indså, at skildring er vigtigere end spænding.
Iscenesættelsen
Johannes V. Jensen ejede en veludviklet sans for selvforklaring og selviscenesættelse og sørgede i tide for sit litterære eftermæle. Et kup var netop betegnelsen myte for hans uhyre forskelligartede småstykker, skrevet til avisen og samlet i bog efter bog og gang efter gang af ham selv defineret på variende måder. En snedig strategi til animation af kritikere og forskere, som da heller ikke har ligget på den lade side i førsøg på endelig at fastlægge genren.
Men det er jo ikke en genre, som Lars Handesten koldsindigt kan konstatere i et spændende bidrag til antologien Et Spring ind i et Billede, et resultat af en konference om Johannes V. Jensens mytedigtning. Ved at stjæle ordet myte som betegnelse for sine kronikker over det tilbagevendende motiv om årstiderne i naturen og meget andet, forlenede han dem med en dimension af universalitet som de heldigvis i mange tilfælde også kunne leve op til, i pudsig strid med hans udtalte, gotiske modvilje mod at gøre tingene til afbilleder af noget højere. For nemheds skyld har forskere altid koncentreret deres energi om de tidlige myter, der har større enhedspræg end de senere, som kan være hvad som helst.
Myten hos Johannes V. Jensen er altså snarere en mystifikation, men meget aktiv og i nutiden stadig mere engagerende, hvad den vældige genvakte opmærksomhed om forfatterskabet bevidner. Alle hans værker, poesi, prosa, dramatik, kan jo beskrives med hans mytebegreb, der nærmest svarer til det romantiske fænomen universalpoesi eller på sin H.C. Andersensk: billedbog uden billeder men med herlige metaforer. Et spring, om man vil, som befordrer fantasien og kundskaberne hos de energiske forskere, som her fra hver deres, ofte sammenfaldende, synsvinkler meget overbevisende aktualiserer digteren og anviser ham en vigtig dansk position i den vestlige verdens modernisme. Med mytebegrebet som joker i det litterære spil appellerer han til en stadig ekspanderende forskerstrategi, her med tankevækkende bidrag af bl.a. Erik M. Christensen, Sven Rossel, Poul Houe, Anders Tyrring Andersen og Anker Gemzøe.
Alt i alt en renæssance for forfatteren af Kongens Fald, det litterære nationalorkesters koncertmester og mytiske soloskalmejespiller. Atonal og skinger. Sprød og ømskindet.
*Johannes V. Jensen: Den gotiske Renæssance. 2. udgave. 152 s. 175 kr. Gyldendal
*Et Spring ind i et Billede. Johannes V. Jensens mytedigtning. (Red. Aage Jørgensen og Anders Tyrring Andersen). 206 s. ill. 225 kr. Odense Universitetsforlag
