Læsetid: 2 min.

Lykke Friis: Den danske debat er uden visioner

27. september 2000

Vi halter nogle år efter resten af EU, siger seniorforsker Lykke Friis fra DUPI

Den danske EU-debat er uden visioner og halter nogle år efter den debat, der finder sted i de andre EU-lande. Det sagde seniorforsker, ph. d. Lykke Friis fra Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) i går på et pressemøde, som instituttet afholdt for de udenlandske journalister, der dækker euro-afstemningen her i landet.
Lykke Friis tilføjede, at hvis de danske vælgere siger ja til euroen på torsdag, så bliver det store spørgsmål, om de euro-venlige partier i Folketinget vil benytte sejren til at bringe den danske EU-debat op på omgangshøjde med den debat, der føres i de andre lande – hvilket ifølge Lykke Friis vil betyde, at politikerne skal begynde at diskutere de temaer, som de øvrige EU-lande har sat på dagsordenen op til regeringskonferencen i Nice.

Hellige køer
På pressemødet gennemgik seniorforskeren fra DUPI den interne EU-diskussion, som vi i Danmark har ført op gennem halvfemserne. Og hun fortalte, at vi blev koblet af det europæiske hovedspor allerede i starten af årtiet, da vi sagde nej til Maastricht-traktaten i 1992 og ja til Edinburg-aftalen med de fire forbehold året efter.
»Disse fire forbehold har været hellige køer i den danske EU-debat lige siden,« fortalte Lykke Friis. »De har markeret områder, hvor de danske politikere ikke har kunnet stille spørgsmålstegn ved Danmarks position. Og det har betydet, at den danske EU-debat har drejet sig om andre emner end dem, som de øvrige lande har diskuteret.«
Som eksempel nævnte Lykke Friis den debat, der blev ført op til vedtagelsen af Amsterdam-traktaten i foråret 1998. Her diskuterede resten af EU blandt andet en udvidelse af det forsvarsmæssige samarbejde. Men den diskussion var ikke relevant i Danmark, fordi vi har forbehold på forsvarsområdet.
»Og derfor kom den danske debat op til folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten til at dreje sig om helt andre forhold end i resten af Europa,« sagde hun. »Blandt andet diskuterede vi spørgsmålet om østudvidelsen og om, hvorvidt EU var ved at udvikle sig i retning af den nordiske velfærdsmodel.«
Lykke Friis fremdrog også den diskussion, som de øvrige EU-lande tog med hinanden i efteråret 1998 om et øget samarbejde på blandt andet det retslige område. Heller ikke den debat engagerede de danske politikere sig i, fordi vi har et forbehold på det område.
»We are in a different time zone,« sagde hun til de engelsk-talende journalister. »Og derfor har vi svært ved at forstå, hvad der sker ude i Europa.«
Lykke Friis anslog, at den danske EU-debat er faldet nogle år bagud i forhold til de diskussioner, som de øvrige lande i den europæiske union fører med hinanden. Og det giver sig efter hendes mening også udslag i den aktuelle ØMU-valgkamp, hvor vi diskuterer en konstruktion, som de øvrige lande for længst er blevet enige om.
»Vi mangler det, som den tidligere amerikanske præsident George Bush kaldte for ’the vision debate,’« sagde hun. »Men den får vi ikke, så længe vi halter bagefter og skal forholde os til ting, som de andre lande har besluttet.«

Ledere på forsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her