Læsetid: 3 min.

Månen over Århus

4. september 2000

Nigel Kennedy og Robert Lepage ville have fået Månen til at spærre øjnene op, hvis den havde været til åbningen af Århus Festuge

Festuge
Måner er mange ting. Ved åbningskoncerten til Århus Festuge lyste for eksempel borgmester Flemming Knudsens egen måne op på første række midtfor, som et jordnært sidestykke til Dronning Margrethes gule blomsterspænder i den opsatte mælkevej.
Månen kunne sagtens have været temaet for Festugen 2000, i stedet for det vage slogan om ’noget for enhver smag’. Den indledende festuge-weekend har i hvert fald præsenteret så stærke drømme om Månen og andre galakser, at netop denne rækken-udover-egen-verden måske er det, der mest overbevisende fører festuge-traditionen ind i det nye, men allerede sært brugte årtusind.

Lunie eller geni
Månemanden er det centrale. Både manden i Månen – det store, sørgmodige ansigt med de mørke øjenhuller og den opspilede mund. Og manden på Månen – mennesket, der bryder med alle hidtidige tyngdekraftsforhindringer og sætter af mod en vandring på den hvide kugle.
Men hvad med Månen selv? Den ville have spærret øjnene endnu mere op, hvis den havde kunnet se ind i Musikhuset til åbningskoncerten med Radiosymfoniorkestret.
Her oplyste stjernemezzosopranen Helene Gjerris alt med sin stemmes skylette ubekymrethed og dundrende meteornedslag, men også med sin sjældne skønhed pakket ind en guldkreation, der var som sendt fra et andet solsystem end vores. Dirigenten Thomas Dausgaards skulderblade bugtede sig da også af himmelsk fryd.
Og Månen ville have slået de usynlige ører ud for at glide med ind i den lufttynde stilhed blandt tilhørerne, da violinvirtuosen og performerbumsen Nigel Kennedy fiddlede Beethovens Violinkoncert i D-dur, så der ikke var forskel på en loonie og et geni.
I flere passager fik talenttumlingen Kennedy alle tilskuere til at holde vejret i samme iltløse ærgerrighed efter at fange næste stjernestorm af toner, anspændte som ved en raketnedtælling – hvorefter vi udmattede lænede os tilbage i stolene, hostende og forvirrede over vores egen spontane iltmangel-reaktion. Månesyge er der vist noget, der hedder.
Alligevel var det mødet med bagsiden af Månen, der blev det skelsættende. Eller The Far Side of the Moon, som canadieren Robert Lepages forestilling hedder. Lepage er manden bag Hiroshima – The Seven Streams of the River Ota, vist i Århus og København i 1995, og Hamlet-soloen Elsinore, fra festugen ’96.
I sin nye forestilling er Lepage atter på banen med sin teatermekaniske magi. Hans form er en intellektuel solo med mix af dagligstuerealisme, synkronvideo og dukketeater – suppleret af både blændende lysrør og narcissisme-sikre spejle.
Hans fortælling er denne gang beretningen om menneskets fascination af det store univers uden om os: Det moderne, isolerede menneske, hvis ensomhed i det såkaldte fællesskab på Jorden umiddelbart synes at være værre end den indlysende ensomhed for enden af et reb ud fra et rumfartøj.
Lepage kan her ikke lade være med at præsentere sin stedse stærkere samfundsdespekt, ironisk og skarpt. Han bruger sig selv som skydeskive – en 43-årig, gennemsnitsamerikaner med kikset hår og kvapsetendenser. En nørdet særling, intelligent og spørgende efter svar, som ingen andre tilsyneladende er interesserede i at finde. Men venlig og dybt arret af en opvækst, hvor han mistede sin far og hele tiden skulle konkurrere med sin bror. Selv spiller han begge brødre i præcise ’enmandsdialoger’.

Kluntet kosmonaut
Der ligger både græsk drama og gængs soap på lur i Lepages historie. Det eminente er, at han derved får vist det misforhold, der er mellem vores umættelige, videnskabelige indsigt i universet – og vores hæmmede selvforståelse.
Han skildrer os gennem vores ekstreme tilknytning til små hverdagsting – et strygebræt, en mobiltelefon, en vaskemaskineluge. Og viser dermed, hvorfor vi har så svært ved at ændre noget som helst afgørende i vore små liv, så længe vi er bundet af så meget som forpligtelsen til at fodre en guldfisk.
Lepage er alt andet end kosmonauttrænet. Alligevel gjorde han det: Kravlede ud gennem lugen til rummet og fløj ud på sit livs rejse i verdensrummet. Vægtløst blødt, jublende ubesværet og forunderligt frit. Som en mand, der får opfyldt sit livs altoverskyggende og fatale drøm. Og som et menneske, der bogstavelig talt er kommet om på den anden side. Også af månen.

*Århus Festuge 2000 – Koncert fredag m. Radiosymfoniorkestret, dirigeret af Thomas Dausgaard. Musikhuset.
*'The Far Side of the Moon’. Skrevet, instrueret og spillet af Robert Lepage. Musik: Laurie Anderson. Ridehuset.
*www.aarhusfestuge.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her