Læsetid: 4 min.

Milosevic på gyngende grund

21. september 2000

Den jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic besøgte i går Montenegro for første gang i fire år. Montenegro er nervøs forud for valget på søndag, der kan føre til, at delstaten forlader Jugoslavien

»Købte og afpressede lydige harer, rotter og hyæner.« Sådan betegnede Jugoslaviens præsident Slobodan Milosevic sine politiske modstandere under et usædvanligt vælgermøde i Montenegro i går.
Det var første gang i fire år, at Milosevic besøgte Montenegro, og det skete det på en militær flyveplads ved byen Berane i det nordlige Montenegro tæt på Serbien. Et stort antal jugoslaviske soldater og politibetjente, der er under Milosevic’ kontrol, bevogtede ifølge lokale presserapporter området omkring Berane.
Mødet fandt sted forud for søndagens skæbnevalg, der i sidste ende kan betyde liv eller død for både Jugoslavien og Slobodan Milosevic.
Montenegros reform-venlige regering vil ikke vide af Milosevic og boykotter valget i Jugoslavien.
Derfor finder valget sted i kaserner, butikker og virksomheder, som er loyale over for Serbien, der er den dominerende delstat i Jugoslavien.
Montenegros boykot sker i protest mod, at Milosevic ændrede Jugoslaviens forfatning i juli, så Montenegros indflydelse i Jugoslavien blev kraftigt forringet i forhold til Serbien. Montenegro tæller kun 650.000 indbyggere og er halvt så stort som Jylland.

Fri for slaveri
Montenegros regering er i de sidste par år slået ind på en demokratisk kurs og er på vej væk fra Milosevic’ Jugoslavien.
Men omkring hver tredje indbygger i Montenegro støtter faktisk Milosevic og et forbund med Serbien. Det var ved et vælgermøde for SNP, der er Milosevic’ støtteparti i Montenegro, at den jugoslaviske præsident talte i går i Berane.
Ifølge den serbiske radio var 100.000 mødt op for at høre Milosevic, mens det uafhængige serbiske nyhedsbureau Beta kun kunne tælle omkring 15.000.
»Jeg vil beskytte jer mod indre og ydre fjender,« sagde Milosevic på vælgermødet, hvor han også beskyldte sine modstandere for at ville skabe en »slavestat«.
»Ved valgene på søndag handler det om frihed for slaveri,« sagde Milosevic.
Han kom til mødet i en helikopter og talte i 10 minutter og blev i alt i Montenegro i en time, før han blev fløjet ud igen.
Der var på forhånd frygt for, at han ville udnytte sit besøg til at skabe en episode, der kunne give ham et påskud for at aflyse valget, hvor han er langt bagefter den serbiske oppositions kandidat Vojislav Kostunica.
Den serbiske opposition har iøvrigt kritiseret Montenegros valgboykot, fordi oppositionen har brug for, at alle Milosevic-modstandere stemmer.
Men bortset fra, at flere journalister blev chikaneret af soldater, forløb valgmødet i Berane i går uden optrin.
Hæren er alle vegne
Mødet bliver set som pinligt for den reform-venlige ledelse i Montenegro. Politistyrker, der kontrolleres af Montenegros regering, kunne faktisk have anholdt Milosevic, der er eftersøgt for krigsforbrydelser.
Montenegro har lovet at samarbejde med den internationale krigsforbryderdomstolen i Haag, men vil på den anden side ikke at tage skridt, der kan skabe spænding eller vold.
»Mødet var udover at prøve at samle stemmer også et forsøg fra Milosevic på at vise sin magt og demonstrere, at han ikke er bange,« siger chefredaktør Milka Tadic fra det uafhængige tidsskrift Monitor i Montenegro.
»Vi ved ikke, hvad der sker efter valget på søndag. Vi er bange. Vi ser den jugoslaviske hær alle vegne. Og så kommer Milosevic på besøg. Dagen før havde vi hærchefen Pavkovic i Montenegro. Det er ikke gode tegn,« siger Milka Tadic til Information.
Der har længe været frygt for, at den jugoslaviske hær vil gribe ind mod Montenegro, og frygten er nu stigende efter udtalelser fra hærchef Pavkovic i weekenden: »Vi må forsvare vores land og afsløre den løgnagtige og forræderiske opførsel fra individer i vores midte.«
Mange mener, at han hentydede til Montenegros reform-venlige præsident Milo Djukanovic. Præsidenten siges at være et mål for hæren, og ifølge flere rapporter har hæren planer om at fange Djukanovic og føre ham til Beograd.

Jugoslavien i opløsning
Hvis Milosevic står bag valgsvindel på søndag – og det tror mange iagttagere – så kan det betyde, at Montenegro nærmer sig en løsrivelse fra Jugoslavien.
»Valgsvindel kan sætte farten op for Jugoslaviens sammenbrud,« siger Miodrag Vukovic, der er rådgiver for Montenegros præsident.
Chefredaktør Milka Tadic er enig: »Hvis vi ser valgsvindel, tror jeg, at Montenegros regering snart vil give besked om en folkeafstemning om selvstændighed.«
»Faktisk er Montenegro allerede uafhængigt, men vi lever i synd med en diktator,« siger Miodrag Vukovic, der betegner Milosevic som et »ondt geni.«
Den internationale organisation ICG, International Crisis Group, kommer i dag med en rapport, der konkluderer, at de nuværende politiske institutioner i Jugoslavien er ulovlige, efter at Milosevic ændrede forfatningen i juli. Jugoslavien er allerede i en tilstand af opløsning, siger rapporten, der er skrevet af internationale eksperter i folkeret.
Den slår også fast, at Montenegro er i sin gode ret til at boykotte valget på søndag, selv om boykotten måske skader den serbiske opposition.

FAKTA
Kostunica fører
Ifølge The Strategic Marketing and Media Research Institute vil 26,6 procent af vælgerne støtte Milosevic, mens 32,5 procent stemmer på oppositionens kandidat, Vojislav Kostunica.
Lidt over 20 procent siger, at de endnu ikke har besluttet sig for, hvem de vil stemme på.
Næsten 85 procent af vælgerne siger, at de vil stemme ved valget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her