Læsetid: 2 min.

Milosevic ved at vende sidste blad

26. september 2000

Milosevic’ regime er gået i panik, efter at han efter alt at dømme har tabt præsidentvalget så stort, at det bliver svært at svindle med stemmerne

Uanset det officielle valgresultat har præsident Slobodan Milosevic lidt et så alvorligt nederlag ved præsidentvalget i Jugoslavien, at det truer hans magt. Ifølge flere iagttagere i Jugoslavien er hans magtposition fuldstændig undermineret.
»I serbernes hoveder står Milosevic som taberen, lige meget hvad han finder på,« siger Bratislav Grubacic, chefredaktør på nyhedsbureauet VIP i Beograd.
Oppositionspartierne offentliggjorde i går delresultater af valget, der giver oppositionens kandidat Vojislav Kostunica 55 procent og dermed sejren allerede i første runde. Milosevic’ regerende socialistparti havde andre tal.
Generalsekretær Gorica Gajevic sagde, at Milosevic havde vundet 45 procent med 20 procent af de optalte stemmer: »Vi er optimistiske med resten af resultaterne og sandsynligheden for, at Milosevic vinder i første runde,« sagde hun.
Et ledende medlem af det ekstremistiske JUL-parti antydede, at det så ud til at blive nødvendigt med endnu en valgrunde. Hvis ingen af kandidaterne opnår mindst 50 procent, er en ny runde planlagt til den 8. oktober.
Milosevic havde ved redaktionens deadline ikke givet lyd fra sig og prøver sandsynligvis at vinde tid. Et officielt resultat ventes tidligst offentliggjort i dag.
»Der er panik hos Milosevic’ nærmeste,« siger chefredaktør Bratislav Grubacic til Information. »Milosevic har tabt så stort ved valget, at han ikke kan svindle sig til flere stemmer,« siger han.
Iagttagere finder grund til at anse oppositionens resultat for troværdigt. Det skyldes, at de forskellige partier har medlemmer af de lokale valgkommissioner rundt om i landet. Når stemmerne er talt op, ringer de ind til deres partis hovedkvarter i Beograd med resultaterne. Derfor er oppositionen nået til stort set samme resultat som for eksempel det radikale parti, der ledes af fascisten Vojislav Seselj.
Milosevic blev i går kraftigt opfordret til at erkende nederlaget af bl.a. Storbritannien, USA og Frankrig som formandsland i EU. Storbritanniens udenrigsminister Robin Cook havde denne besked til Milosevic: »Vær ærlig over for dit folk. Forsvind og lad Serbien slippe ud af det fængsel, som du har forvandlet det til.«
Også Rusland, der traditionelt har støttet Serbien, sagde, at det så ud til, at serberne havde stemt for demokratiske forandringer.
Det meddelte den tyske kansler Schröder efter et møde i Moskva med Putin.
I delstaten Montenegro synes valget også at have haft konsekvenser. Hele dagen i går var der rygter om, at Milosevic’ tro væbner, Momir Bulatovic, var blevet fyret eller havde trådt tilbage. Det skulle være sket, fordi han ikke kunne leve op til krav fra Milosevic om at skaffe 100.000 stemmer. Det menes, at kun hver fjerde vælger i Montenegro stemte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her