Læsetid: 4 min.

Mondeo-mennesket og overmennesket

20. september 2000

Vrede vesteuropæiske chauffører kræver billigere benzin, mens sorte veltrænede atleter erobrer Den Olympiske Arena

Verdenskompas
»Lad dem gå til arbejde!«
Sådan skrev den ansete tyske kommentator Josef Joffe forleden. Bemærkningen var møntet på den nye europæiske folkerejsning for at få lavere benzinpriser. »Benzinprisen er det 21. århundredes ’brødpris’. Lad den stige, og befolkningen vil gøre oprør, lige som de gjorde i det 18. århundrede, hvor Marie-Antoniette meget berømt sagde ’lad dem spise kage’. For den spydighed betalte damen i den sidste ende med sit hoved; demokratiske regeringer står ikke bare over for én, men to trusler mod deres helbred,« skriver han på hjemmesiden www.Zeit.de.
Han henviser til, at den moderne økonomis strømme er meget sårbare, og at vore dages monarker ikke regerer af Guds nåde, men på tilslutning fra folket, som er de virkelige ’bosser’.
Men ak ve, det direkte demokrati i gaderne behager ikke alle. I gårsdagens udgave af den britiske avis The Guardian (www.newsunlimited.co.uk) skriver Hugo
Young, at det store benzinoprør i Storbritannien var ’en grim begyndelse’: »Hvem helvede er de mennesker, der giver regeringen en frist på 60 dage? Hvorfor skal en flok landmænd, der allerede er polstret over for markedets realiteter med den sidste tønde diesel, holde en pistol op imod fædrelandets hoved? Vognmands hybris har en fascistisk undertone,« skriver Hugo Young. Det er åbenbart blevet moderne at tale om fascismens trusler alle mulige steder i Europa på randen af det 21. århundrede...
Men kernen i Hugo Youngs argumentation er vigtig:
»Hvis direkte demokrati er det kommende emne, så lad det i det mindste have en mere repræsentativ oprindelse.«

Mondeo og MTV
Spørgsmålet er, hvordan politikerne skal tackle dilemmaet her og nu?
»Regeringen afviser at sige grønne ord af frygt for at ophidse Mondeo-mennesket mere,« bemærker Polly Toynbee i The Guardian. For det gennemsnitlige Mondeo-menneske vil have billig benzin og har forlængst glemt, at olien i reale priser er fyrre procent billligere end under den store oliekrise i 1979-1980. Mens en lille højtråbende del af befolkningen fra den traditionelle transportøkonomi – dvs. vognmænd, landmænd og taxichauffører – bringer svedperlerne frem
på politikernes pander, så
har andre samfundsgrupper ikke tid til at køre i benzinslugere.
»MTV-generationen erobrer arbejdsverdenen. Unge Internet-firmaer er for dem en familie, arbejdet er en barneleg – og fyraftenen er afskaffet,« skrev Die Zeit forleden.
En ung dot-commer udtaler, at han »ikke har tid til at køre i Porsche.« Og Jan
Dressler fra tomandsselskabet raketik.com tilføjer: »Arbejdet er blevet et statussymbol. 100 procents arbejde, og derfor er der intet privaliv og intet i køleskabet.«
Og sport, selv firmaarrangerede fitness-ordninger, er der ikke tid til. Tiden er knap, for hele verden står over for at blive revolutioneret af en ide.

Sort catwalk
Everything in the air melts away... men noget ser ud til at være mere solidt end andet. For eksempel De Olympiske Lege, der slår nye rekorder i Sydney under mottoet ’citius, altius, fortius’ – hurtigere, højere og stærkere.
OL »er en catwalk for den posthumane fremtid,« skrev forfatteren Bruce Sterling forleden i The New York Times. »Vi opnår præstationsniveauer, som er langt hinsides de gamle grækeres eller rettere hinsides det rent menneskelige. Væksthormoner og bloddoping-skandaler er brudt ud gentagne gange, og det er ikke bare en tynd udkant af den biomedicinske glidebane.«
Bruce Sterling understreger, at det endnu ikke er sådan, at »vi ønsker at beklæde folks ben og knogler med titanium, så de skramler som Robocop eller ser ud som popkulturens symboler for det posthumane, fra Star Treks Borgs til X-mænd. Der er ingen markedsefterspørgsel efter monstre. Men overalt ønsker mænd og kvinder at se ud og handle ligesom
atleterne. Eller supermodellerne. Eller bedst af alt som en kombination af en atlet/supermodel som Gabrielle Reece. Vejen til atletisk skønhed er en vej, vi vil følge til at blive mere end menneskelige.«

En sort myte
»Skønheden er en uretfærdighed!« udbryder Manuel Vicent i det spanske dagblad El Pais. »I De Olympiske Lege eksisterer et resultat, som ingen modsvarer: Den uudsigelige bitterhed, som nogle atleters perfektion transmitterer til resten af menneskeheden, hvis fysiske ruin reflekteres alle dage i spejlet. Drømmen om en stærk, høj og hurtig krop begynder at blive en sort myte,« skriver Vicent – som om han har hentet inspiration fra den voldsomme debat, som Jon Entines seneste bog Taboo: Why Black Athletes Dominate Sports and Why We Are Afraid to Talk About It har vakt i USA...
Dem med rødder i Østafrika er oftest de hurtigste på mellemdistancerne, og dem med rødder i Vestafrika er de hurtigste sprintere, fastslår han. Kigger man på resultaterne, er det svært at afvise påstanden, men at tale om ’sorte’ eller at regionalisere atletisk overlegenhed, kan meget let slå over i racemæssige fordomme. Eller give næring til de tåbelige Bell Curve-påstande, om at ’sorte’ genetisk er dummere end ’hvide’ eller ’gule’... uden at tage ordentlig højde for den sociale, kulturelle og økonomiske selektionsproces gennem generationer.
Men Manuel Vicent vælger at tage det fra den humoristiske side:
»I fremtiden vil enhver sportsgren bestå i, at nogle sorte konkurrerer med hinanden på sportspladsen, mens de hvide beskuer det oppe fra tribunen og spiser jordnødder...«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her