Læsetid: 2 min.

Mutanternes kamp

8. september 2000

’X-Men’ er en trofast og underholdende filmudgave af den 40-år gamle superhelte-tegneserie

Ny film
Jovist er X-Men en underholdende tegneseriefilmatisering, som både mangeårige fans af serien og uindviede publikummer vil få udbytte af. Men filmen er også et forbavsende humanistisk indlæg i en eviggyldig debat om tolerence og fremmedhad.
I X-Men er det endnu engang vi arrogante, aggressive og ikke for intelligente homo sapiens, som ruster op til krig, fordi vi føler os truet på liv og kultur af homo superior, menneskeracens næste udviklingstrin, også kaldet mutanter.
De vandrer i blandt os i stand til at kontrollere elementerne, skyde ’laser’-stråler med øjnene, læse og påvirke vores tanker, løfte ting ved tankens kraft eller bare udstyret med overmenneskelige kræfter og evnen til at hele hurtigt.
De bærer fantastiske navne som Wolverine, Rogue, Storm eller Cyclops – opkaldt efter deres særlige ’gaver’ – og har sluttet sig sammen i organisationen X-Men under ledelse af professor Xavier, som på sin mutantskole lærer dem og deres ligesindede at styre deres kræfter og bruge dem til menneskehedens bedste.
Og det bliver der rig lejlighed til, da den magtfulde mutant Magneto og hans bande af barske mutanter erklærer menneskeheden krig og nægter at søge fredelig sameksistens med de selvsamme mennesker, der angste forsøger at lovgive mod mutanterne. Forståeligt nok, skulle man synes, men Xavier håber stadig på forståelse og gensidig respekt, og gør hvad han kan for at stoppe Magneto.

Karakterdrevne
Nogenlunde således er rammen for X-Men-filmen, der faktisk fungerer glimrende som introduktion til det omfattende og 40 år gamle, episke X-Men-univers og samtidig ridser hele den alvorlige konflikt mellem mennesker og mutanter op. En konflikt, der rammer lige så hårdt ind i tidsånden i dag, som ved starten i 1963.
Serien er skabt af tegneserielegenden Stan Lee, en af de ypperste tegneserieskabere, der altid har fokuseret ligeså meget på menneskelige og karakterdrevne aspekter af sine universer som på det mere eventyrlige og spændingskabende.
Persontegningen i filmen er dog sine steder lige lovlig tynd, selv om Wolverine og Rogue (i Hugh Jackman og Anna Paquins kompetente skikkelser) får lov til at folde sig ud i en lille sidehistorie, der handler om, hvor svært det kan være at komme overens med de kræfter, som kun et fåtal fra fødslen er udstyret med – ikke mindst når man er teenager i hormonal ubalance som Rogue.
Tillige imponerer de to engelske veteraner, Ian McKellan og Patrick Stewart, der spiller henholdsvis Magneto og Xavier. Barndomsvenner fra det krigshærgede Europa, som nu er havnet på hver sin side af en ny krig, hvor de egentlig burde stå side om side. De to skuespillere har en uforlignelig evne til, med deres rolige, korrekte diktion og små midler i øvrigt, at tilføre det kulørte tegneserieunivers dybde og alvor.
Som film betragtet er instruktør Bryan Singers
(Usual Suspects) X-Men en velproduceret affære, der ikke gør det store innovative visuelle eller fortællemæssige væsen af sig.
Men effekterne er i top og illustrerer strålende de forskellige karakterers særegne superkræfter. Fra Magnetos evne til at manipulere metal til Wolverine, der med sine adamantium-klør skærer sig gennem alt fra træ over murværk til metal.
X-Men er flot, actionfyldt og humoristisk underholdning med solid klangbund og en af de mere tilfredsstillende tegneseriebearbejdninger, som Hollywood har præsteret i de sidste 10 år.

*X-Men. Instruktion: Bryan Singer. Manuskript: David Hayter. Amerikansk (Imperial, København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her