Læsetid: 5 min.

Når hjernen står af

1. september 2000

Alt for meget kreativt hjernearbejde tvinger unge IT-gazeller i knæ. Symptomet har været kendt i USA og Japan i lang tid. Nu falder folk på stribe i Sverige

STUDIESTART

Burnout
»Out of Juice? Recharge!« er sloganet for det amerikanske firma Pixar.com, der i øjeblikket annoncerer massivt på Internettet med bannerannoncer.
Bannerannoncerne lover, at hjælpen mod udbrændthed for unge medarbejdere i Internet-firmaerne kun er et klik væk. Og at firmaets erfaringer med disse problemer kan hjælpe andre med at oplade sig til nyt arbejde. Faktisk kan man komme til at arbejde mere, og øge sin egen og virksomhedens effektivitet, ved blot at kende til nogle af de tricks, der gør, at man ikke brænder ud.
I USA har offentligheden efterhånden vænnet sig til de sygdomme, som alt for meget kreativt vidensarbejde kan skabe.
Livet på den såkaldte bleeding edge skaber en sygdom, der går under navnet »dot.com syndromet«, eller slet og ret »burnout«.

At bløde for succesen
The bleeding edge er navnet på den tilstand, man må være i for at følge med i den stadigt hidsigere konkurrence på udvikling af nye software- og internet-løsninger. Det er ikke længere nok blot at være leading edge. Nu skal man bløde af at følge med. Og kroppen går rent faktisk i stykker for mange af disse programmører og konsulenter, der arbejder i Silicon Valley.
Fysisk sygdom, værdi- og midtvejskrise er kendte symptomer på meget høje succesambitioner i den teknologi- og medie-drevne del af det amerikanske erhvervsliv. De bor dejligt, spiser fine steder, tjener kassen – men har det skidt, fordi de arbejder alt for meget og bliver skuffet over, at arbejdslivet ikke har mere at tilbyde.
Moderne neo-yuppier er gået fra at være Young Urban Professionals til at være Young Unhappy Professionals.
Det er i denne sammenhæng kampagner som »Out of Juice? Recharge!« skal være med til at læge de værste sår.

Svenskerne går ned
Men fænomenet er ikke længere blot amerikansk. I Sverige falder IT-entreprenører og deres ansatte som fluer for det samme syndrom. I områder uden for de store byer – særligt i Nordens Silicon Alley, Kista uden for Stockholm, dukker der en underskov af rehabiliteringsklinikker op, fordi det offentlige bliver overrendt af unge tjeppe mennesker, der har arbejdet for meget.
Alexander Perski, der er docent i medicinsk psykologi siger:
»Mennesker, der før var vant til at svare på 50 mails om dagen og holde ti projekter i luften på en gang, er pludselig ikke i stand til at skrive, huske hvorfor de kom ind i rummet – eller hvordan man kommer ud igen. Hjernen stopper med at virke.«
Perskis argument understøttes af en undersøgelse foretaget af den svenske socialstyrelse, der viser, at antallet af langtidssygdomme forårsaget af stress er steget eksplosivt med 79 procent det sidste års tid.
Den samme undersøgelse viser, at antallet af hjerteanfald hos unge mænd er steget med hele 113 procent siden 1999.
Symptomerne er mange. Først mister man lysten til mad og sex. Siden evnen til at falde i søvn.
»Hvis du vågner om morgenen og er lige så træt, som da du gik i seng, og ikke rigtigt føler, at du udretter noget, selvom du arbejder hele tiden, så skal du tænke grundigt over hvad du har gang i,« siger Christina Maslach, der er professor i psykologi ved University of Berkeley og medforfatter til bogen The Truth About Burnout, til Information.

Hold i hjernen
»I løbet af de seneste 20 år er udbrændthed blevet et stadigt større problem. Og det har taget virkelig fart siden midten af 1990’erne. Det gør, at man er mere modtagelig over for sygdomme. Problemet er meget stort her i Californien, men det er ikke noget isoleret fænomen,« siger hun.
På mange måder minder denne form for udbrændthed om, hvad der sker, når kroppen siger stop.
Men hvor man fysisk får halsbetændelse eller hold i ryggen, når man arbejder for meget, er det tankekraften, der stopper med at virke, hvis hjernen er blevet overbelastet.
En del af de unge IT-arbejdende i Sverige og Danmark, som Information har talt med, men som ikke vil stå frem, har prøvet at besvime eller kaste op – offentligt og på arbejdet.
Udbrændthed er stadig et tabubelagt problem i Skandinavien.
Når det går rigtigt galt, ligner symptomerne demens. Stress går ganske enkelt på hjernen.
I Indien, hvor en stor del af grundprogrammeringen til Internettet foregår, bliver påfaldende mange unge mænd gråhårede i en meget tidlig alder.
Gunnar Rylander er blandt de svenske læger, der tager problemet mest alvorligt. Han har åbnet en afdeling for udbrændthed på Karolinska Instituttet i Stockholm – en slags stress-skadestue. Gunnar Rylander mener ikke, at man tænker på bagsiden af medaljen i den svenske IT branche, og han ser på sin afdeling de værste tilfælde.
På instituttet har man undersøgt de unge mennesker, der bliver indlagt, og fundet ud af, at hver femte udbrændt har forsøgt at begå selvmord – nogle op til flere gange.
»Nogle af de, der kommer, har bare lidt ondt i brystet eller i hjertet,« siger Rylander til Information.
»Og så viser det sig i virkeligheden, at der er tale om en generel livskrise, der har en fysisk side,« siger han.
Den danske psykolog Else Relster mener, at hovedproblemet med stress og for meget arbejde er angst og tristhed.
»De, der arbejder for meget, bliver let lidt afstumpede og kyniske. De mister evne til at være nærværende,« siger hun.

For mange mænd
Else Relster sidder i en fokusgruppe, som IT-brancheforeningen har oprettet for at forsøge at nå til bunds i, hvorfor så mange bliver syge og triste af arbejde.
Den voldsomt øgede sygdom sker primært i IT-branchen, men er ofte relateret til projektansættelser. Og netop projektansættelser bliver der stadigt flere af. Også i Danmark. Forsker ved Socialforskningsinstituttet Agi Csonka mener, at IT-branchen er særlig af flere årsager, og derfor mindre kampdygtig overfor dot.com-syndromet.
»Jeg tror, at en af årsagerne til problemerne er kønssamensætningen i IT-branchen. Unge mænd pacer hinanden frem. Der er ikke rigtigt nogen stopklods, når der ikke er kvinder tilstede. Den bedste bremse på lange arbejdstider er børn eller hovedansvaret for en familie. Og det har mange af de unge mænd ikke,« siger hun.
»Derudover er det naturligvis den hastighed, som teknologi og virksomhedsudviklingen sker med i IT-branchen.«
Agi Csonka er ikke overrasket over, at man bliver syg af arbejdet.
»Det ville være underligt, hvis folk kunne holde til det tempo. Så det overrasker mig egentligt ikke,« siger hun.
Bo Netterstrøm fra arbejdsmedicinsk klinik på Hillerød Sygehus henviser til, at fænomenet har været kendt længe i Japan. Dér kaldes dot.com-syndromet karoshi og har haft epidemiagtig karakter.
»Tusinder af unge mænd dør af hjerteflimmer, ganske enkelt, fordi de arbejder over 80 timer om ugen,« konstaterer han.
»I USA har man også kendt til det, og nu er det så kommet til Sverige. For mig at se er der ingen tvivl om, at det kommer til os inden længe. Svenskerne er et par år foran os, og så plejer det jo at komme. Man kan bare sidde og vente,« siger Bo Netterstrøm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her