Velvalgt indgang til Martin Heideggers poetiske tænkning
Filosofi
Den tyske tænker Martin Heidegger (1889-1976) er en vigtig, men også særdeles omstridt skikkelse i det 20. århundredes åndsliv. Med jævne mellemrum (senest sidst i 80erne) bryder en såkaldt Heidegger-affære ud i medierne, fordi man endnu engang mener at være kommet i besiddelse af det endelige bevis for, at han var nazist og partimedlem, helt til 1945, et tilhørsforhold som siges at præge og dermed diskvalificere dele af eller hele hans værk.
Heidegger har haft stor betydning ikke blot for filosofien, men også for udviklingen af litterær-filosofisk teori siden 1960erne hos Derrida, Foucault, Lyotard og de Man. På dansk fik vi for nogle år siden Rüdiger Safranskis fremragende biografi En mester fra Tyskland, der er lige givende for kenderen og begynderen.
Af mesteren selv findes en række metafysikkritiske og teknologikritiske tekster, senest Spørgsmålet om teknikken og andre skrifter (1999), samt kunsttænkningen fra 30erne, Kunstværkets oprindelse (1996).
Med de fire foredrag fra 1950erne, der er samlet i Sproget og ordet »Sproget«, »Tænke bygge bo«, »,...digterisk bor mennesket...« og »Ordet« kan man nu følge Heideggers senere overvejelser over digtningen.
Tager sproget alvorligt
De heri indeholdte læsninger af Georg Trakl, Friedrich Hölderlin og Stefan George er ikke blevet modtaget med åbne arme af hverken filosofien eller litteraturvidenskaben. Den første afviser dem som irrelevante; den sidste har vanskeligt ved at acceptere den fortolkende vold, digtene angiveligt udsættes for.
Men eftersom Heidegger selv ville bryde en helt anden og ny vej end videnskabens, overraskede det ham ikke synderligt. Han ville tænke over sproget, med sproget, ja han ville lade sproget tænke, lade det kaste lys over digtet og omvendt. Skeptikere vil nok mene, at han først og fremmest skærer digtene til efter sin egen tænkning. Men gør det noget? Bare vi er klar over, at det er det, der foregår. I hvert fald er der ikke tvivl om, at vi her møder en tænkende omgang med det digteriske sprog, der i sjælden grad tager hvert tegn alvorligt, helt ned til det ellers ofte oversete kolon.
Centralt i disse foredrag står Fir-eningen, dvs. sammenføjningen af jord og himmel, guder og mennesker. Heidegger finder denne Firening i Trakls digt En vinteraften, men den er dybest set hentet hos Hölderlin. Som han selv afslører: »Vi tænker det samme, som Hölderlin digter«. Digteren er også ophavsmand til Heideggers tanker om at bo. Han påstår, at »den egentlige bolignød ikke består i manglen på boliger«, men i at vi ikke har lært at bo. Egentlig boen bæres og læres af digtningen.
Hvad vil det sige at bo egentligt? »Boen er skånen«. Det har ikke meget med arkitektur at gøre, som man kan ane udfra Heideggers mest koncentrerede bestemmelse, der samtidig viser sammenhængen med Fireningen: at bo er at »redde jorden, modtage himlen, vente på de udødelige, lede de dødelige«. Man hører her de økologiske og teologiske implikationer i Fireningen helt tydeligt, og deres plads i digtningen interesserer Heidegger en hel del mere end boligindretning eller byplanlægning.
Som indgang til Heideggers poetiske tænkning kunne udvalget ikke være bedre; de fire foredrag i bogen kombinerer bedst det fyndige og det tilgængelige. (Heideggers berømte Hölderlin-kommentarer kræver større forudsætninger; hvis der havde været plads til Heideggers foredrag om »Hölderlins jord og himmel« fra 1959, så ville man have fulgt hans væsentligste tanker om digtning og Fireningen til dørs; derefter fulgte de grublende senværker, der ikke bringer væsentligt nyt, men bliver mere og mere lakoniske og kryptiske. )
Sproget ejer mennesket
I Sproget og ordet kan danske læsere selv følge de måske mest insisterende og inciterende demonstrationer af den sproglige vending, som nogle har set som vor epokes vigtigste kendetegn. Det er Heideggers genkommende pointe, at sproget ikke er menneskets redskab. Men omvendt: Vi tilhører sproget. Ikke blot tænker Heidegger her over digtningen; hans eget sprog glider i retning af det poetiske. Heideggers tysk er berygtet, ja mange fagfilosoffer afviser hans tekster som rent nonsens; en amerikansk kritiker spurgte engang, i fuldt alvor, om det overhovedet kunne lade sig gøre at oversætte Heidegger - til tysk! Hans talrige nye hjemmelavede ord gør ikke oversættelsesarbejdet nemmere.
Med en så mangetydig og bogstavlegende tekst vil der altid være steder til diskussion, men tænkeren og digteren Kasper Nefer Olsen har genskrevet foredragene på en måde, som man kun kan beundre.
Et sikkert gehør
Hans ordvalg er gennemtænkt og konsekvent. Der er enkelte læsefejl, men de forstyrrer næppe læseren og slet ikke helheden. Det er interessant, at Gud ofte skrives med stort, når Heidegger og Hölderlin skriver med småt og omvendt. Ellers viser Kasper Nefer Olsen et sikkert gehør, hvad der i denne sammenhæng skal forstås heideggersk: som tegn for et væsentligt forhold til sproget. Noterne, der gerne kunne have identificeret Hölderlin-citaterne »med lethed og styrke« og »overvældende tæthed«, antyder et par steder en vejledning, som i udvidet form kunne have hjulpet mange nye læsere. Men Kasper Nefer Olsenss Heidegger-fortolkning får vi så forhåbentlig i fuldt format en anden gang.
*Martin Heidegger: Sproget og ordet. På dansk ved Kasper Nefer Olsen. 98 s. 148 kr. Hans Reitzels Forlag
