Læsetid: 6 min.

Den nat det blev et nej

30. september 2000

Til historisk afstemning på Christiansborg i lejrtænkningens egen lejr med Deep Throats, Jesus, Holger og konen II, en lykkelig Camre og lige så glade autonome

(Af)stemning
WWW.JESUS – freak.com stod der på siden af en stor bus, og en anden – proppet med svenskere – lagde til ved trappen foran Christiansborg – blandt venner Borgen. Og sandelig, der kunne blive brug for Jesus som mægler mellem de stridende ja- og nej-parter. Det skulle blive en aften, man ville tale om i Europa, og 5-600 pressefolk fra hele verden fulgte slaget i det lyshus, Borgen var forvandlet til midt i den københavnske nat.
Men i begyndelsen var der stille, og jeg forvildede mig hen ad de berygtede korridorer i et forsøg på at finde Informations kontor, som åbenbart var forvist til Christiansborgs Sibirien.

Kabel-tv
Med ærefrygt passerede man metervis af gulnede bøger, Folketingstidende fra alle årene og guldrandede malerier af hedengangne politikere. Over en dør stod dette bonmot: »Pluk ikke frugten, før den er moden. Skal ukrudt rives op, så glem ej roden«. Kloge ord.
Pludselig var jeg ved at falde i nogle tv-kabler, som tre stationers folk havde fået rodet sammen. Jeg forestillede mig, at de var nødt til at gå rundt som siamesiske trillinger resten af aftenen. En tekniker smed t-shirten og afslørede nogle Kong Frederik’ske tatoveringer på overkroppen.
I lange gange var der små kontorer som bure på rad, og på hver dør stod et eller to folketingsmedlemmers navne. Jeg frygtede, at de hvert øjeblik kunne komme ud, så jeg måtte løbe spidsrod (mens ukvemsord haglede) mellem de politikere, jeg i tidens løb havde kritiseret sagligt i diverse lederartikler, men det skete ikke. I mange afkroge stod folk og fulgte med på tv-apparater i, hvad der skete.

Lykketoft kommer!
Og så...et par timer senere – 53-47 til nej-siden – skete der noget. Det gik som en iling gennem pressefolkene: »Lykketoft kommer! Lykketoft kommer!« og vi var ved stå lår af hinanden for at få et et glimt og for fotografernes vedkommende et billede... Lykketoft kom – og gik hurtigt videre. Imens havde Mimi Jakobsen sneget sig ubemærket forbi.
Men hvis man tror, at stemningen var, som på en valgaften, jamen, så var det vist egentlig ikke helt sådan. Der stod noget på spil for partierne, men ikke så meget for det enkelte, ærede medlem. Det var ikke det store knald- eller fald-drama, som ved folketingsvalg, når kandidaterne sendes ind i varmen eller ud i kulden i hastig rækkefølge. Og selvom overraskelsen var en mulighed, stod det hurtigt klart, at den nok ville udeblive.
Selvfølgelig havde folk som Nyrup noget i klemme, men selvom vi befandt os midt mellem to skarpt markerede lejre, i selve lejrtænkningens lejr, så var det ikke nogen synlig krig: Sejre eller dø. Ikke engang i socialdemokraternes lokale virkede man synderligt nedslåede – der var god gang i udskænkningen af fadøl, under civiliserede former forstås. Men der blev jublet de få gange, der indløb et godt resultat – f.eks. da stillingen i Ny Holsted... 50-50...kom på skærmen. Et vendepunkt? Nej, alligevel ikke.
Herinde kunne man løbe ind i den svenske forfatter, Per Olov Enquist, som er en skarp, politisk analytiker i Expressen, og som følger godt med i dansk politik.
»Du stemte vel ja?«, sagde jeg i god tro, men han sagde nej, absolut nej, for nu kunne det være nok. »Vi har jo to små, men stærke valutaer i Sverige og Danmark«, udbrød han og forklarede, at hele unionstanken var ham inderligt imod.

Små gaver
Det var underholdende at færdes frit mellem partiernes og bevægelsernes lokaler. En høj, ung mand var klædt som kammertjener fra 1700-tallet med spændesko og pudret paryk.
Han var ansat til at peppe en tv-udsendelse op, idet han forærede små gaver på en pude til Henrik Dam (voks til håret), til Ritt Bjerregaard (et spejl) og Niels Helveg Petersen (fodbad).
Som en anden Bodil Cath fra B.T. fældede jeg ned på min blok navnene på en række personer, som var kendte, eller som jeg kendte, og som passerede forbi. Forfatteren og reporteren, Morten Sabroe, stod med noget, der lignede lugtesalt eller en barbermaskine, men som vist sig at være en mikrofon til en lille smart båndoptager, hvori han indtalte brokker til sin reportage. Min skriveblok rødmede. Håbløst gammeldags!
Så dryssede jeg hen mod pressecentret med termokaffen, hvor der herskede en daset stemning. Mange journalister havde opgivet at styrte rundt. De var on location, men valgte at se det hele på tv. En kvindelig engelsk journalist smagte på ordet: Pia Skjärsgaard? Kiergaaard? What’s her name? Hvordan staves det? En kollega ledte en tryksag fra CD frem. Man havde sine vanskeligheder.
Der var mange Deep Throats sådan en aften. Folk, som mente at vide noget meget interessant, men som måske, når det kom til stykket var kendt stof eller rygter. Eller også var det noget, men så måtte man ikke skrive det, fordi det blev betroet i hemmelighed.

Og det var Danmark...
Pludselig brød helvede løs. Blitzlysene blinkede. Partilederne begyndte at ankomme. Holger og konen II, hånd i hånd, blev modtaget som moviestars. Hun kunne blive en glimrende præsidentfrue, idet hun klogeligt ikke sagde et ord.
Holger K. blev spurgt, om han følte sig som en sejrherrer. Han hoverede ikke, men sagde dog, at ja-partierne havde fået en lærestreg.
Mens pressefolkene sværmede i sossernes lokale, var der en ulyst til at nærme sig folkepartisternes, selvom det lå lige ved siden af. De var tydeligt ikke stuerene. Men med et var den magiske cirkel brudt. Lokalet blev rent ud bestormet. Jeg så det på tv og løb for at nå med. Pia Kjærsgaard blev halvvejs båret ind af folkemængden, som begyndte at synge Og det var Danmark, olé, olé, olé. (Senere hørte man samme sang hos SF og andre). Det knaldede løs fra blå balloner, der blev prikket. En stemme bag mig, som genkendtes som Camres sagde: »Pia? Hun er bare dejlig!« Hun kom med en stor blomsterkost i hånden og blev hyldet som en dronning.
CD’erne var nok de mest nedtrykte. Her blev ikke smilet meget.
Rundt om den berømte trappe, hvor Nyrup i sin tid bekendte sin valgsejr med fire fingre i vejret, var nu en kødrand af mennesker.

Et rødt flag smelde...
De stod der en time senere, så det mere og mere så ud, som om de ventede på Godot. Men i stedet kom Nyrup, fremført af ikke mindre end syv boydyguards (folketingsbetjente?), og han blev hilst i partilokalet af taktfaste klapsalver, som om han var sejrherre.
Det var smukt. Han talte om, at Danmark ikke ville vende Europa ryggen, og han takkede alle fra den yngste DSU’er til og med ministrene for en god indsats, og man greb sig i næsten at synge med på sangen: Når jeg ser et rødt flag smelde. Og så var han væk.
Anker Jørgensen dukkede op, og nu stod Auken omgivet af Anja Westphal fra tv.
To journalister fra samme avis »udvekslede politikere«, som om det var bilnumre eller autografer: Jeg har talt med Ritt, Lykketoft og Anker, jeg med Drude Dahlerup, Ole Sohn og Pia Gjellerup...
Jeg satte mig ved et skrivebord i et stort rum, der hed samtalerum, men hvor der ikke var et øje, og noterede videre på min blok, hvem der var til stede. Dog, dette er ej Se & Hør, så jeg beholder det for mig selv. Men gud ved, om det ikke var Bodil Cath fra B.T., jeg så for lidt siden i mængden?
Uden for i aftenen, der var ved at blivet nat, havde en 4-500 unge samlet sig, mange af dem nok fra de autonomes miljø. De lod champagnepropper knalde og dansede en ejendommelig dans – en krigsdans? – der hed pogo. Men havde de i grunden så meget at fejre?
Jeg mener: Pia Kjærsgaards tropper var jo stormet frem. Og det var det nok så alvorlige resultat af denne aften i Europa, september, år 2000.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu