Læsetid: 4 min.

New Labour leder efter ny popularitet

26. september 2000

Den britiske finansminister lover at hjælpe de fattigste pensionister.
Men er det nok?

LONDON – For blot to uger siden så New Labours årlige kongres ud til at blive den politiske verdens svar på at kigge på, at maling tørrer. Stort forspring over de konservative i meningsmålingerne, en kryds-og-bånd-og-stjerner økonomi, den laveste arbejdsløshed siden halvfjerdserne og milliardstore offentlige investeringer især i skole- og sundhedsvæsenet.
Hvad kunne kongressen næsten gøre andet end lytte høfligt til en række pæne taler og klappe nydeligt?
Men en uge er som bekendt kort tid i politik. To uger er endnu længere. Og årets kongres, der finder sted i badebyen Brighton, viser sig nu at blive en af de formentlig vigtigste for det regerende parti.
For i mellemtiden gik Storbritannien næsten i sort efter en meget populær olieblokade gennemført af en koalition af landmænd og selvstændige vognmænd. I mellemtiden var der også gået totalt koks i tusindårskuplen i London med de mange udstillinger, der ellers skulle være vartegn for ’Cool Britannia’ men som i stedet er endt som et forslugent pengehul, der ikke kan tiltrække nok besøgende. Og i mellemtiden var røsterne steget til råbevolumen for en gedigen hjælp til formentlig landets fattigste gruppe – pensionisterne.

Styrtdykkede
Meningsmålingerne styrtdykkede. Den seneste MORI-måling udført for banken Salomon Smith Barney viste i fredags, at 39 procent nu ville stemme på New Labour og 37 procent på de konservative. Men, skriver MORI, hvis tallene bliver justeret for den indbyggede fordel for det til enhver tid siddende regeringsparti, kunne det godt være, at de konservative ville være foran.
Altså ikke megen trøst at hente dér for Blair & Co. Fra at være en kedelig pligtforsamling blev kongressen nu til det forum, hvor New Labour skulle og måtte vende tendensen og hente nationens tillid tilbage.
Den tidligere Nordirlandsminister, den yderst populære, Mo Mowlam, sagde regeringen farvel – hun stiller ikke op til næste valg – med en nedtrykt tale søndag. Det lovede ikke godt. I går kom så den første af de ’tunge’ drenge, finansminister Gordon Brown. Han nægtede kategorisk at lade sig skubbe rundt med af en håndfuld farmere og lastbilchauffører, der var utilfredse med de høje benzinafgifter.
»Vi skal nok lytte,« sagde Brown. Men det bliver i de sædvanlige finanslovforhandlinger, og det bliver samtidig med, at regeringen også lytter til f.eks. sygeplejersker og andre grupper i samfundet.
Til gengæld gav Brown indrømmelser til pensionisterne. Men han gav dem ikke, hvad deres kampagnefolk ellers har bedt om, nemlig en genopretning af den lige forbindelse mellem pensionen og lønudviklingen. Den skar de konservative væk, og lige siden er pensionen steget med inflationen alene. Det gav i år en stigning på 75 pence – ca. otte kroner – om ugen, fordi inflationen er så lav, og gav anledning til heftig kritik. Brown vil nu hæve pensionen til de allerfattigste, så de garanteres 90 pund – ca. 1.080 kroner – om ugen, ligesom der indføres et nyt skattefradrag for de, der har små egne indtægter ved siden af. Yderligere lagde Brown op til en forhøjelse af minimumslønnen næste år. Men derudover var der fokus på stabilitet, stabilitet og atter stabilitet. Brown fremhævede regeringens økonomiske karakterbog med lavere offentlig gæld, rimeligt lav rente, rekordlav arbejdsløshed og stigende offentlige investeringer og afviste enhver tilbagevenden til de konservatives slingrevals med økonomien.

Gevaldigt bifald
Kongressen gav Brown et gevaldigt bifald, men spørgsmålet er, hvor meget af det var af høflighed, og hvor meget af det var dybfølt. Nok var pensionist-udspillet populært, men frygten for de grimme meningsmålinger forårsaget af de høje benzinpriser formåede Brown ikke at mane i jorden.
Hertil kommer en mindre konkret kritik af regeringen for ikke at være ’i kontakt’ med folket, hvilket er ironisk, fordi New Labour netop ofte er blevet kritiseret for at lytte for meget til fokusgrupper og meningsmålinger. Folk synes, at regeringen er blevet arrogant og verdensfjern.
Et fint symbol på den kritiserede fjernhed var helt konkret til stede i Brighton, hvor der er blevet bygget en gangbro fra det hotel, hvor regeringens medlemmer bor, til kongressalen, så de høje ministre ikke risikerer at komme i kontakt med en eneste almindelig borger – endsige en protesterende vognmand.
Noget kan tyde på, at regeringen så småt er ved at få øje på problemet. Den nuværende Nordirlandsminister og nære rådgiver til Tony Blair, Peter Mandelson, sagde, at regeringens reaktion på benzinprotesterne måske havde været lidt for hoven, og at regeringen havde behov for en mere åben holdning. Mandelson er ellers en af de New Labour folk, der i allerhøjeste grad har været med til at skabe den fornemmelse af kontrolmani og mediemanipulation, der nu har vist sig at have givet bagslag.
Det er nu op til Tony Blair, når han kommer med sin tale til kongressen i dag, at spille bolden videre i et forsøg på at genvinde folkets gunst. Talen kan ende med at blive en af de vigtigste nogensinde i Tony Blairs politiske liv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her