Læsetid: 2 min.

Oliefund vil udløse forhandlinger om ’lagkagen’

8. september 2000

Grønlænderne håber meget på oliefund. Hvis der skal udvindes olie, skal Danmark og Grønland forhandle om delingen af indtægterne

Fordelingsnøgle
Hvis der findes olie eller naturgas som et resultat af boringerne på Fyllas Banke, skal Grønland forhandle en ny råstofaftale med Danmark. Det oplyste landsstyreformand Jonathan Motzfeldt allerede på et rigsmøde i august på Fyn med den danske statsminister og den færøske lagmand.
Ifølge den gældende råstofaftale deler Grønland og Danmark ligeligt de første 500 mio. kr. Alle indtægter ud over dette beløb skal der forhandles om.
En ny fordeling vil blive drøftet allerede i dette efter-år, sandsynligvis i forbindelse med forhandlinger om justeringer af det årlige bloktilskud fra Danmark til Grønland.
Skal der udvindes olie, vil der være god tid til at finde frem til en ny fordelingsnøgle i en ny aftale. For der går mindst fem år fra fund til produktion.

Sheik Motzfeldt
Chancen for at finde olie allerede ved første boring vurderes så lavt som fire pct. Statoil bestræber sig da også gennem informationschef Kai Nielsen ihærdigt på at tone forventningerne i Grønland ned til et realistisk niveau.
Det er svært. Mange vil gerne se Grønland som medlem af OPEC, helst inden Landstingets efterårssamling er omme!
Så hurtigt vil det under ingen omstændigheder komme til at gå. Men uanset det aktuelle udfald betvivler direktøren for Nunaoil, Hans Duus Jørgensen, ikke, at der er olie i Grønland. Det er kun et spørgsmål om tid, før en produktion kommer igang.
I weekendavisen Sermitsiaq ser han på, hvad et oliefund betyder for Grønland. Hans kommentar har i sig selv været med til at skrue de grønlandske forventninger mere i vejret – ud fra en formodning om, at skribenten kunne have privilegerede forudsætninger for sine »antagelser.«
Men sådan forholder det sig ikke. Kommentaren i Sermitsiaq er ifølge Informa-
tions kilder skrevet, før boret stærkt forsinket nåede ind i reservoiret.

Samfundet skal ændres
Perioden fra fund til produktion bør ifølge direktøren i det hjemmestyreejede Nunaoil bruges så offensivt, at Grønland og dets indbyggere får det maksimale udbytte af situationen.
Tre indsatsområder må derfor have prioritet:
nUddannelsesniveauet skal hæves, så det mindst svarer til et skandinavisk niveau, idet målet er, at grønlandsk arbejdskraft skal involveres på alle niveauer i olieindustrien.
nBoligproblemerne skal løses, idet de sociale problemer, der allerede er betydelige som følge af de nuværende ventetider på en bolig, vil blive fatale, hvis udenlandske selskaber, der etablerer sig i Grønland, køber eller lejer sig ind på det begrænsede private boligmarked.
nTrafikken skal gøres mere smidig og billig.
Grønland kan ikke gøre meget ved geologien og geografien. Men Statoils boringer – med de afledede konsekvenser, uanset fund eller ej – har fra første dag bidraget til en øget opmærksomhed om de langsigtede (erhvervs)politiske overvejelser. Planlægning fem eller ti år frem er ved at blive en del af dagligdagen i Nuuk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her