Men forbruget stiger også, især i Asien. Reelt er det kun Saudi-Arabien og De forenede Emirater, der hurtigt kan øge produktionen.
OliefeberDe olieproducerende landes sammenslutning, OPEC, enedes i går om at hæve den daglige produktion af råolie med 800.000 tønder ekstra.
Det var lidt mere end de 700.000 tønder, markedet og medierne havde ventet.
Beslutningen blev truffet efter pres både fra USA, EU og de asiatiske lande i samarbejdsorganisationen APEC.
»Vi tror, at dette er nok (til at få priserne ned på de 22-28 dollar, som er OPECs officielle mål). Men vi ønsker, at forbruger-landene også sænker skatterne,« sagde Qatars olieminister Abdullah al-Attiyah til nyhedsbureauet Reuters.
De fleste af OPECs ti medlemslande (eksklusive det sanktionsramte Irak) producerer imidlertid allerede alt, hvad de kan.
I praksis er det derfor op til Saudi-Arabien (som ifølge olieminister Ali al-Naimi allerede producerer 600.000 mere end sin kvote) og De forenede Emirater, at hæve produktionen, når den nye aftale træder i kraft 1. oktober.
Da oliepriserne ramte bunden med 10 dollar pr. tønde sidst i 1998, blev OPEC-landene enige om at begrænse produktionen.
Aftalen i går var den tredje udvidelse siden da og den bringer den samlede produktion op på samme mængde, som da prisen var helt i bund. Men i mellemtiden er forbruget steget, især i Asien, som er på vej ud af den økonomiske krise.
Enighed i Asien
Som kurven her på siden viser, stiger forbruget af olie langt hurtigere i Asien end i resten af verden.
Den økonomiske samarbejdsorganisation i Asien, APEC, holdt i går møde i oliestaten Brunei. Denne organisation omfatter store olieproducerende lande som Brunei, Indonesien, Malaysia, Mexico og Rusland.
Men også olieafhængige lande som Japan og Sydkorea. Den plejer derfor ikke at kunne enes om en fælles holdning til OPEC.
Men i går advarede APEC-ministrene mod »den risiko for verdensøkonomien og for de stærkt olieafhængige udviklingsøkonomier, som de ustabile oliepriser udgør.«
»I lyset af den stigende efterspørgsel i verden, opfordrer vi til at øge forsyningerne tilstrækkeligt og træffe andre nødvendige forholdsregler for at fremme en langsigtet prisstabilitet,« sagde APECs finansministre.
APEC har 21 medlemmer og står for 60 procent af verdens økonomiske produktion og 45 procent af verdenshandelen.
EU-formaning
EUs finans- og økonomiministre sagde næsten det samme, da de lørdag mødtes i Versailles.
Den franske finans- og økonomiminister, Laurent Fabius, som er formand for ØKOFIN-rådet, slog fast, at EU ønsker, at OPEC-landene sørger for, at deres produktion af olie bliver bragt i bedre overensstemmelse med efterspørgselen på verdensmarkedet.
Han lod forstå, at økonomiske tilbageslag i de olieforbrugende lande også vil skade OPEC-landene selv og tilføjede, at nye olieproducenter vil dukke op og påføre OPEC konkurrence udefra.
Fabius spillede dermed på modsætningerne inden for OPEC: De lande, der allerede udnytter deres produktionsapparat fuldt ud og ikke har meget store ekstra reserver, er interesseret i høje priser, mens Saudi-Arabien, som har enorme oliereserver og uudnyttet produktionsapparat, er langt mere interesseret i at forsvare sin markedsandel i fremtiden.
Den nu 70-årige sheik Yamani, som blev verdenskendt som arkitekten bag OPECs første aktion for højere oliepriser i 1973, advarede i sidste uge i London mod en situation, hvor saudierne i fremtiden kan se ud over en stor ørken med masser af usælgelig olie. Ved priser over 30 dollar vil de alternative energikilder (og oliekilder) blive udviklet og olieæraen vil slutte, inden olien er brugt ligesom stenalderen ikke sluttede på grund af stenmangel, sagde han til Reuters.
På kort sigt vil OPECs beslutning ikke føre til faldende priser for forbrugerne.
»Da lagrene er i bund, og vinteren står for døren, vil efterspørgselen gøre, at der ikke bliver det helt store fald i priserne på diesel og fyringsolie,« siger informationschef Kai Nielsen, Statoil, til ritzaus.
I USA og London kom analytikere med tilsvarende forudsigelser over for Reuters.