Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

8. september 2000


Euroens fald nærmer sig krise
*Euroens fortsatte fald bekymrer danske økonomer, der er begyndt at tale om en decideret valutakrise, som kræver amerikansk indgriben. Flere venter fortsatte fald i løbet af de kommende dage, og de dystre spådomme blev opfyldt torsdag morgen, da den europæiske valuta atter var på nedtur på de asiatiske valutamarkeder. Da det stod værst til blev euroen noteret til 0,8630 over for dollar – men økonomer spår, at euroen skal helt ned at vende omkring 0,85, før faldet stopper.
Nyhedsanalyse her på siden

Gerner takker ja til operahus
*Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (S) sagde torsdag ja tak til skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers tilbud om et operahus i København til en anslået værdi af 1,5 milliarder kroner.
»Jeg sagde tusind tak, og jeg tror, jeg gjorde det pænt,« lød det fra kulturministeren efter, at hun om morgenen havde været på et personligt besøg hos skibsrederen. Operahuset skal efter planen bygges efter tegninger af arkitekt Henning Larsen. Det skal opføres på Dokøen på Holmen, som Mærsk Mc-Kinney Møller koncernen allerede ejer.
Elsebeth Gerner Nielsen afslørede samtidig på et pressemøde i Kulturministeriet, at regeringen vil øge tilskuddet til Det Kongelige Teater med 100 millioner kroner om året til driften af operahuset – mens Københavns Kommune bidrager med 40 millioner kroner årligt, ligesom kommunen sørger for tilfredsstillende trafik- og parkeringsforhold.Leder på forsiden

Persson til kamp mod nynazismen
*Sveriges statsminister Göran Persson vil undersøge demokratierne og mane til kamp mod nynazismen på en ny Holocaust-konference. Det sagde han på FN’s topmøde i New York.
Persson oplyste, at han agtede at indkalde til en ny international konference i Stockholm i januar til næste år. Den skal handle om kampen mod antidemokratiske kræfter og nazibevægelser. Mødet bliver en opfølgning på den meget omdiskuterede konference i Sverige om tilintetgørelsen og nazisternes folkemord.
Ved opfølgningen i 2001 vil Persson rette søgelyset mod de nye bevægelser, som truer demokratiet.
»Konferencen vil denne gang komme til at handle om, hvordan vi støtter alle de, der arbejder i ungdomsorganisationer og skoler for at bekæmpe antidemokratiske kræfter og nynazistiske organisationer,« sagde Persson til det svenske nyhedsbureau, TT.

Oliepriserne når nye højder
*Verdensmarkedspriserne på olie nåede nye højder torsdag, mens skepsisen over, hvorvidt De Olieeskporterende Landes Organisation (OPEC) vil eller kan øge deres produktion nok til at dæmpe det overophedede marked, voksede.
Prisstigningen truer med at få inflationen til at stige i såvel den rige som den fattige del af verden og har ført til, at både Europa og USA har sendt kraftige opfordringer til OPEC om at pumpe mere olie ud på markederne.
Og skal man tro indholdet af et møde mellem Saudi-Arabiens kronprins, Abdullah, og USA’s præsident, Bill Clinton, i New York torsdag, så vil Saudi-Arabien gøre sit til at bringe oliepriserne ned på et mere normalt leje.
Leder på forsiden, artikler side 4 og 5

Lykketoft forventer kludetæppe-forlig
*Finansminister Mogens Lykketoft (S) lader forstå, at han mest regner med et kludetæppeforlig om næste års finanslov på samme måde som sidste år, hvor der blev indgået delaftaler både til højre og venstre side i folketingssalen.
Han vil ikke helt udelukke, at det kan komme til en samlet aftale til en af siderne, sådan som især SF stiler efter. Men Lykketoft siger samtidig til Ritzau:
»Jeg vil bestræbe mig på at få så mange partier med i så meget som muligt,« siger Lykketoft, som dog især kalkulerer med de samme seks oppositionspartier, som deltog sidste år: Altså minus Dansk Folkeparti og Frihed 2000.

Sygehuse bruger stadig ismaskiner
*Trods risiko for at patienter smittes med sygdomsfremkaldende bakterier fra ismaskiner på landets hospitaler, fryser maskinerne stadig videre på de fleste sygehuse. Det fremgår af en rundringning, som Ingeniøren/Net har foretaget til samtlige af landets 14 amter.
Maskinerne er kun taget ud af drift i hele HS-fællesskabet (Hovedstadens Sygehusfællesskab) samt i Slagelse og Holbæk i Vestsjællands Amt.
Ifølge Ingeniøren/Net er der – ud over problemer med dårlig rengøring af ismaskinernes ydre dele – også en risiko for smitte via farlige bakterier i ismaskinernes indre dele. Og det på trods af, at rengøringen af maskinerne er sket ved at følge alle forskrifter.
På Rigshospitalet i København opfordrer professor Niels Høiby fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling sine kolleger rundt om i landet til at tage problemerne med bakterievækst i ismaskinens konstruktionsdele alvorlig.

Rusland vil fyre 400.000 soldater
*Ruslands hær vil nedlægge en tredjedel af sine styrker, 400.000 soldater, inden for de næste tre år, sagde en højtstående kilde i Ruslands forsvarsministerium torsdag.
Den dramatiske nedskæring i Ruslands 1,2 millioner mand store hær vil begynde i 2001 og ventes at være afsluttet i 2003, sagde kilden.
Omfanget af de formodede besparelser overrasker militære analytikere, som ellers havde forudsagt en mere gradvis nedskæring i Ruslands kriseramte hær.
»Vi havde forventet en nedskæring, men en meget mindre omfattende og over et længere tidsrum,« sagde militæreksperten Jurij Gladkevitj til AFP.
I kølvandet på den forliste russiske ubåd Kursk lovede Ruslands præsident Vladimir Putin at reformere den stærkt nedslidte og demoraliserede russiske hær.

DI i kamp for praktikpladser
*Organisationen Dansk Industri sætter nu gang i en kampagne, der skal få industriens virksomheder til at skaffe flere praktikpladser til unge fra erhvervsuddannelserne. Op mod 10.000 unge står i dag uden en praktikplads, efter at antallet af uddannelsesaftaler har været for nedadgående, mens stadig flere unge søger en plads.
Dansk Industri vil rette henvendelse til alle virksomheder og derefter følge op med en målrettet indsats mod hver virksomhed. »Allerede i dag er det svært for mange virksomheder at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Dertil kommer, at vi står foran en stor afgang fra arbejdsmarkedet, samtidig med at de små ungdomsårgange er på vej. Hvis vi ikke får uddannet tilstrækkeligt med uddannet arbejdskraft, vil samfundet få problemer med at skaffe arbejdskraften fremover,« siger Hans Skov Christensen, administrerende direktør i Dansk Industri.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her