Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

1. september 2000


STUDIESTART

Det lille hus giver stor læselyst
*Studerende elsker at læse i sengen og på toilettet, viser en ny undersøgelse, som er offentliggjort i Universitetsavisen. Sengen vinder som foretrukne læseplads, men toilettet sniger sig ind på en kuriøs andenplads. Undersøgelsen viser også, at studerende i højere grad end resten af befolkningen læser lokumslitteratur. Hvor seks procent af den almindelige befolkning ynder at supplere et toiletbesøg med litteratur, er tallet for studerende oppe på 23 procent. Det er både fag- og skønlitteratur, som bliver taget med på det lille hus. ida

Uddannelse i høj kurs blandt indvandrerbørn
*Ni ud af 10 af de efterkommere af indvandrere, som har afsluttet grundskolen, fortsætter med at uddanne sig. Det viser de første resultater fra en ny undersøgelse om indvandreres uddannelsesadfærd.
Kultursociolog Flemming Røgilds har beskæftiget sig med unge med anden etnisk baggrund i Danmark og en række andre lande. Han ser positivt på de nye tal.
»Det tyder på, at gruppen af efterkommere af indvandrere ønsker at bide sig fast i det danske samfund via uddannelse. De har registreret, at kravet om uddannelse er markant. At man nærmest skal have en uddannelse for at klare sig i Danmark er altså også blevet almenviden for denne gruppe af unge, og motivationen for at gå i gang er kraftig,« siger han.
Han ser samtidig de nye tal som en indikation på, at efterkommere af indvandrere generelt har brudt med deres forældres relativt ringe tradition for uddannelse. Undersøgelsen viser endvidere, at andelen af efterkommere af indvandrere, der fortsætter deres uddannelse efter gymnasiet, ikke er meget ulig andelen for resten af befolkningen. Antallet for hele befolkningen er 95 procent. For efterkommere af indvandrere er tallet 87 procent.

Lav løn skræmmer forskere væk
*Stadig flere udenlandske forskere siger nej til job i den danske universitetsverden på grund af de lave lønninger. Alene på Københavns Universitets naturvidenskabelige fakultet har mindst 20 forskere de seneste tre år takket nej til forskerjob.
»Vores lønninger er ofte 30-50 procent dårligere end i andre nordeuropæiske lande,« siger Leif Søndergaard, som er fællestillidsmand for de akademisk ansatte på Det naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, til Magisterbladet.
Det er især lande som Tyskland, Schweitz, USA og Holland, som er begyndt at overhale Danmark, mens de danske lønninger stadig ligger pænt i forhold til de øvrige skandinaviske lande og flere af de sydeuropæiske.

Studerende køber IT-viden billigt
*250 studerende har valgt at bruge en del af deres ferie og deres SU for at skyde genvej til mere IT-viden og måske et godt studenterjob. De studerende betaler 250 kroner om dagen for en IT-uddannelse, hvor de lærer om data-analyser og IT-udvikling hos softwareselskabet SAS Institute, som ellers fakturerer erhvervslivet 3500 kroner plus moms per dag for et tilsvarende kursus.
SAS Institute har desuden givet alle universiteter gratis licenser til softwaren, som typisk bruges i store IT-afdelinger. På Københavns Universitet hilses donationer fra IT-industrien velkommen.
»Men en donation må aldrig få en karakter, der indsnævrer vores muligheder i retning af det bedste udstyr,« siger lektor i datalogi Erik Frøkær til Computerworld.

Firmaer opretter læreanstalter
*Flere danske virksomheder opretter nu egne læreanstalter efter amerikansk model. Ifølge Århus Stiftstidende skyldes det ønsket om at præge uddannelserne med virksomhedernes egen kultur.
Danfoss åbner om kort tid sit eget institut for lederuddannelse, der får undervisere fra universiteter over hele verden. Og Grundfoss er om et års tid klar med Poul Due Jensen Academy, der har kostet 60 mio. kr. Her kan koncernens 10.000 ansatte få undervisning i alt fra salg til topledelse. Endelig planlægger Aarhus Stiftsbogtrykkeri at oprette sin egen uddannelsesinstitution i forbindelse med indvielsen af virksomhedens nye domicil Højbjerg.

Boligsituation er håbløs
*Knap 6000 står på venteliste til en ungdomsbolig i København. Det er fjerde år i træk, at antallet af unge på venteliste til en bolig stiger.
»Det er et politisk paradoks, at politikerne ønsker at få alle i uddannelse, men ikke vil sørge for, at de studerende har noget at bo i,« siger Gitte Peitersen, som er udlejningschef hos Centralindstillingsudvalget for Kollegier.
Boligspil side 19

Festival på naturvidenskab
*Planlægningen af den anden store danske festival for naturvidenskab og teknik er gået i gang. Som noget nyt vil der i år være et tema for festivalen. Det valgte tema er blevet ’Rummet år 2000’. Temaet om rummet er valgt, fordi det involverer alle disciplinerne inden for naturvidenskab og teknik og samtidig har bred folkelig interesse. Der vil dog også være plads til andre aktiviteter, – f.eks. geologiske naturvandringer og foredrag om havets dyr. Man kan læse mere om festivalen på www.dnf2000.dk

Svært at få ny viden
*Danske akademikere har nogle af de ringeste muligheder for at tilegne sig ny viden. Udbuddet af efteruddannelse er sparsomt, og udviklingen af nye kurser går trægt. Det er den samstemmende vurdering fra rektorer, universitetslærere, fagforbund og virksomheder.
Undervisningsministeriet konkluderer i en ny undersøgelse, at der er et »skrigende behov« for efter- og videreuddannelse, særligt inden for det naturvidenskabelige område. Det går ud over erhvervslivets konkurrenceevne.
»Vores medlemmer er på herrens mark, hvis de vil efteruddanne sig,« siger formanden for ingeniørforeningen, Per Ole Font til Ugebrevet Mandag Morgen.
Men meget tyder på, at det vil vare længe, før der kommer skub i udviklingen. Universiteterne betegner nemlig efteruddannelse som en ren underskudsforretning og frygter, at efteruddannelse vil flytte ressourcer væk fra undervisningen af studenter og underminere forskningen.

Hård kurs overfor snyd
*Næsten hvert år finder studieadministrationen på Københavns Universitet knap 10 ansøgere, der har fusket med deres eksamenspapirer.Hver gang, det bliver opdaget, går sagen videre til politiet, fordi der er tale om dokumentfalsk. Den hidtil hårdeste dom er faldet i år, hvor en 23 årig mand er blevet idømt 40 dages samfundstjeneste. Alle eksamensbeviser bliver krydstjekket i Undervisningsministeriets database, oplyser Studieadministrationen.

Penge til en tørstig studerende
*En engelsk studerende har i denne måned mulighed for at tjene tusindvis af pund til at finansiere sin uddannelse, – hvis tørsten efter pengene er stor nok. Coca Cola har sat en fond på op til 25.000 pund på spil i en auktion. Pengene vil gå til den studerende, som kan byde med flest kapsler fra Coca Cola dåser. Betingelsen for at modtage pengene er, at de skal gå til uddannelse. Ideen har skabt vrede blandt de englændere, som mener, at regeringen gør for lidt for at hjælpe studerende økonomisk. Det britiske liberale parti kritiserer ordningen og siger, at regeringen og ikke multinationale firmaer skal sørge for, at britiske studerende kan få en uddannelse.

Ny forskning skal se på forbrugere
*For første gang er der sat offentlig forbrugerforskning i gang i Danmark. Erhvervsminister Pia Gjellerup (S) har foreløbig besluttet at støtte seks forskningsprojekter med i alt godt 2,2 mio. kr. Forskningen skal bl.a. analysere, hvilken indflydelse forbrugerinformation har på konkurrence og priser. Et andet projekt vil kortlægge, hvordan husholdningerne prioriterer deres tid.

Mange bøger kan give rygskader
*Studerende, som bærer på overfyldte rygsække, kan få alvorlige skader i ryggen. En undersøgelse, som er gengivet i Sydney Morning Herald, viser, at nogle studerende bærer over 30 procent af deres kropsvægt i rygsækken. Eksperter fastholder, at vægten ikke må overskride 10 procent af den studerendes egen vægt. I Seattle er flere studerende begyndt at bruge tasker med hjul, men det skaber problemer i klasseværelserne, hvor taskerne tager så meget plads, at det er vanskeligt at komme omkring, rapporterer Seattle Times.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu